Pressemeddelelse -

Udforsk kærligheden på Nationalmuseet

Der er et ordsprog, der siger, at den, der ikke viser sin kærlighed, ikke rigtig elsker. Til Valentinsdag på Nationalmuseet kan du markere dine følelser ved at opleve fantastiske kærlighedsfortællinger sammen med den, der står dit hjerte nærmest.

Vil du gerne gå langt uden om de traditionelle klicheer, som Valentinsdag flyder over med, og samtidig overraske din date? Så kom på Nationalmuseet, og vis din hjertes udkårne, hvor nytænkende og opfindsom du kan være. Hent gå-selv-guiden, Hjerteguiden, der med sine 11 skjulte røde hjerter vil lede jer på en eventyrlig kærlighedsrejse gennem museets samlinger.

Nationalmuseet er fyldt med kærlighedstegn, der fortæller, hvordan mennesker gennem tiderne har udtrykt og forsøgt at kontrollere de stærke følelser. På turen kan I støde på kærlighed i alle dens afskygninger. Kostbare, erotiske vaser, der afbilder forskellige elskovsscener mellem mennesker, skønhedsfremmende midler som et japansk tandsværtesæt til kvinder, ghanesiske frugtbarhedsdukker og meget andet.

I kan toppe eventen af med lidt elskovsspise på restaurant Julian, der i dagens anledning serverer en lang række varmblodige og potente delikatesser som elskovsæg, venussalat og kærlighedsbrownies. Det kan give røde kinder og anledning til en lidt anderledes snak om madlavningens afrodisiaka.

Nationalmuseets særudstilling, Pigen og Parasollen, kan med sine drømmeagtige og romantiske afbildninger af den japanske kultur være en mindeværdig afslutning på jeres date. Her kan I nemlig hoppe ind i udstillingens fotoboks og tage jeres helt personlige parportræt, som I må tage med hjem.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • aktiviteter
  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

Kontakt

Cathrine Mejdal

Kommunikations- og aktivitetsmedarbejder 4120 6076