Pressemeddelelse -

Nivaagaards Malerisamling genåbner 26. maj - og forlænger populær Scherfig-udstilling

Når Nivaagaards Malerisamling genåbner museet på tirsdag den 26. maj, er det med ekstra stor glæde! Det er nemlig lykkedes at forlænge den populære særudstilling 'Hans Scherfig. Myter og drømme' med yderligere tre måneder frem til 6. september, så publikum, der har glædet sig til at besøge Scherfigs fantastiske jungler, savanner og mytologiske universer, forhåbentlig ikke har ventet forgæves. Online billetsalg er åbnet! 

Gæster i alle aldre strømmede til Scherfig-udstillingen i dens første fire åbningsuger, hvor den tegnede til at blive museets hidtil største publikumssucces - indtil coronakrisen lukkede landet ned. Udstillingens sidste åbningsdag var oprindelig sat til 7. juni, men takket være de mange udlåneres velvilje er det nu lykkedes at forlænge den frem til 6. september. 

Museumsdirektør Andrea Rygg Karberg glæder sig over forlængelsen i forbindelse med museets genåbning:

"Vi er alle udlånere til udstillingen dybt taknemmelige over, at de vil undvære deres elskede værker endnu en tid. Det har været uendelig trist at gå fra fyldte sale med børn og voksne, der myldrede rundt og talte tapirer og fandt nye detaljer i Scherfigs fantastiske verdener, til helt stille og mørklagte rum. Nu glæder vi os til at få publikums glade samtaler og beundrende blikke tilbage. Det bliver ikke med fyldte sale, som før. Nu byder vi vores gæster velkomne i et afgrænset antal hver halve time, så vi kan være sikre på, at alle kan nyde kunsten i trygge og sikre rammer under de gældende sikkerhedsanvisninger. Vi er både spændte på, om folk tør komme - og samtidig betænkelige ved om alle, der gerne vil besøge os, kan komme til det under de nuværende begrænsninger. Vi har dog de bedste forudsætninger med aftenåbent i hverdagene."

Også Eva Kochs banebrydende kunstværk VILLAR er det lykkedes at forlænge en sidste uge frem til 1. juni.

Begrænset adgang - billetter skal købes på forhånd

Nivaagaards Malerisamling har afsat den første ankomsttid i hverdage kl. 11 til seniorer, mens tirsdage og torsdage indtil videre reserveres til museets årskortholdere. For at sikre, at publikum fordeler sig hensigtsmæssigt over åbningstiden og ikke kommer forgæves, er der kun adgang til museet med forudbestilte online billetter. 

Billetsalget er åbnet og kan besøges her: nivaagaard.billetexpressen.dk


Det meste er som før - og det mest nødvendige ændret

Når Nivaagaards Malerisamling genåbner dørene den 26. maj, vil meget være som før. Men for at give alle gæster den bedste sikkerhed og tryghed og sikre, at ingen kommer forgæves, vil man møde visse forandringer i forbindelse med museumsbesøget:

- Billet skal købes på forhånd pga. begrænset adgang i afgrænsede tidsrum. Det er kun muligt at besøge museet med forudbestilt billet på nivaagaard.billetexpressen.dk

- Billetten giver op til 2 timers adgang til museets udstillinger, butik og cafe. 

- Første ankomsttid i hverdage kl. 11 er forbeholdt seniorer

- Tirsdage og torsdage er forbeholdt årskortholdere

- Der er ingen fast rute gennem udstillingerne - begrænset publikumsadgang sikrer mulighed for god afstand mellem de besøgende.

- Nem adgang til sprit-dispensere flere steder på museet. Ekstra rengøring sikrer høj hygiejnestandard på toiletter og udsatte flader.

- Butikken har åben, men pladsen er begrænset. Det er også muligt at handle på webshop: butik.nivaagaard.dk og afhente de købte varer på museet ifm. besøget.

- Betaling med kort eller mobilepay foretrækkes. Pga. coronasituationen undgås helst kontanter.

- Cafeen følger museets åbningstider og serverer lette anretninger og udvalgte drikkevarer, der kan nydes på terrassen og i parken. Færre borde indenfor end tidligere. Menuen opdateres løbende på nivaagaard.dk.

- Alle gæster bedes holde afstand og vise hensyn. Man skal blive hjemme ved sygdomstegn - af hensyn til andre besøgende vil gæster med symptomer blive bedt om at forlade museet og komme igen en anden gang.

Museets åbningstider er fortsat:

Tirsdag – fredag 11-20
Weekender og helligdage 11-17

_________________________________________________________________________________

Læs mere om:

Nivaagaards Malerisamling

Særudstillingen Hans Scherfig. Myter og drømme

Eva Kochs VILLAR

_________________________________________________________________________________

Pressefotos kan downloades her.

_________________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 93 88 01 81.

:

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81

Relateret materiale