Interview: Rasmus Nøhr

Kan man behandle kærligheden som en enarmet tyveknægt? Hvornår vil man spise en atombombe for nogen? Rasmus Nøhr undersøger kærlighedens forunderlige væsen i Alle elsker kærlighed på Nørrebro Teater.

Tekst: Christina Majcher
Foto: Carsten Seidel

Rasmus Nøhr glæder sig. I september 2014 skal han stå på scenen på Nørrebro Teater i forestillingen Alle elsker kærlighed. Som musiker rejser han altid. Han glæder sig til at være på arbejde i København, som han savner "helt vildt", når han turnerer.Han glæder sig også til at spille for et teaterpublikum. Nogle af hans sange er tidligere blevet brugt i teaterkoncerten København på Nørrebro Teater. Til Alle elsker kærlighed skal han skrive en håndfuld nye.

”Teaterpublikummet er på mange måder mere musikalsk end koncertpublikummet. Folk lytter ekstra efter. Ikke kun efter melodien og lyduniverset, men efter historien, der bliver fortalt. Dramaturgien i sangene. De har vænnet sig til at gå efter de helt fine nuancer i skuespillernes følelsesregister, og den lydhørhed er virkelig spændende at lege med”.

"Jeg kunne være det her perfekte kærlighedsvæsen..."
 I Alle elsker kærlighed skal Rasmus Nøhr fumle rundt i kærlighedens snubletråde sammen med stand up komikeren Linda P og skuespillerne Pelle Emil Hebsgaard og Charlotte Fich. Rasmus Nøhr maler et fantasibillede for mig. "Jeg kunne være det her perfekte kærlighedsvæsen. Det er den poetiske singer-songwriter jo oftest, ikke? Så kunne jeg sidde midt i en hel masse damp fra tøris, og spillerne på scenen kunne spørge mig til råds, når de havde opgivet håbet og romantikken derude på de skrå brædder. Jeg kunne lige dukke frem af tørisen og spille en sang om, hvad de så skal gøre", smiler han.

Den store kærlighedserklæring venter stadig
Selvom Rasmus Nøhr efterhånden har skrevet kærlighedssange nok til at fylde adskillige koncerter, synes han ikke, at han har skrevet den der helt store kærlighedserklæring endnu. Det har mest handlet om forstadierne til kærlighed, synes han. Én gang har han prøvet at være så forelsket, at han ville have spist en atombombe for hende. Men hun syntes ikke, de skulle være sammen. "Og hvad skal man så gøre?" Nu bliver han indimellem fanget af dystre anelser om, at der måske ikke er så mange af den slags chancer i løbet af livet.

"Jeg har måske behandlet kærligheden en lille smule som en enarmet tyveknægt. Nej, en historiemaskine er et bedre ord. Man har altid kunnet gå ud og blive forelsket igen, ikke? Det har været en måde at lære nye mennesker at kende på. Man mødes, bliver fascineret, overgiver sig og mister hinanden igen, og undervejs skaber man nogle vanvittigt spændende historier, hvor der virkelig står noget på spil", siger han. "Og nu står jeg så indimellem og er ikke sikker på, at der er flere af den slags lykketræf i automaten. Så træder kynikeren ind."

Ramt af en popsang
 Når viseren står på kyniker, kan Rasmus Nøhr efter eget udsagn ikke høre musik. Eller skrive sange. "Det er ligesom, når man hiver båden på værft. Så ligger man der helt stille som et stort skib, der er ved at blive malet. Så er det ikke meningen, at man skal bruge sit sanseapparat. Man skal bare slappe af og restituere", siger han. "Resten af livet skaber jeg. Det er ikke altid sange. Det kan også bare være en god samtale på gaden eller en tankerække. Men mens man ligger på værftet, skal man have ro og ikke skrive kærlighedsmelodier eller føle noget som helst. Og så lige pludselig begynder man at kunne høre musikken fra de der små transistorradioer, som håndværkerne går rundt og lytter til, mens de maler skroget. Og så ved man, at skuden snart skal på havet igen".

Han smiler, så man helt glemmer, at hele landets kærlighedstroubadour tilsyneladende indimellem mister modet. Midlertidigt. "Det plejer at være et godt tegn, når jeg lige pludselig bliver fuldstændig ramt af en eller anden popsang. Nogle gange skal der jo ikke mere til end et lille vindpust i en sommerkjole. Så tror man på det hele igen".

"Nogle gange skal der jo ikke mere til end et lille vindpust i en sommerkjole. Så tror man på det hele igen". 
- Rasmus Nøhr