Pressemeddelelse -

RASMUS BJERG SOLO på Nørrebro Teater

NØRREBRO TEATER PRÆSENTERER

RASMUS BJERG SOLO
Endelig alene!

28. november - 19. december 2015

Rasmus Bjerg vender tilbage
Det hele startede i sidste sæson, da Rasmus Bjerg havde urpremiere på sit første onemanshow på Nørrebro Teater. Under titlen RASMUS BJERG SOLO – Endelig alene! præsenterede den populære skuespiller og komiker sit eget erindringsshow, som netop har været på turné over hele landet og nu endelig vender tilbage til Nørrebro Teater.

Mens han stadig kan huske
Men hvem er egentlig inde i Rasmus Bjerg? Hovedpersonen forsøger selv at finde svaret, mens han i en alder af 39 år stadig kan huske.

Det handler om Rasmus Bjerg. Ham fra Vester Nebel, og ham vi kender fra tv, film og teater. Det handler om at vokse op i 1980’erne med skæve hippieforældre. Om længslen efter at være som alle de andre med en krokodille på poloshirten. Om at give efter for trangen til at være på og om at falde dybt og hårdt, når man falder. Og det handler ikke mindst om pigen fra Persillevej!

Showet er uden omsvøb, uden masker og helt afklædt – dog med tøj på – og pressen har allerede taget godt imod showet. Bl.a. har både Berlingske og Jyllands-Posten kvitteret med 5 stjerner, og Berlingske skrev: ”Det er netop kombinationen af det sorte og det sjove, af spas og sårbar vemod, der gør det hele så originalt. Naturligvis parret med en enestående iagttagelsesevne, skønt sansede og viderebragte erindringsfragmenter – plus en solid dosis selvironi. Varm, bevægende og meget morsom aften i selskab med skuespilleren Rasmus Bjerg”.

Læs mere og download pressefotos på www.nbt.dk. For yderligere information, interviewaftaler mv. kontakt venligst kommunikationschef Stine Bille Olander på 29 91 92 28 / stine@nbt.dk

Med venlig hilsen

Nørrebro Teater

INFORMATION
Medvirkende: Rasmus Bjerg

Skuespiller og komiker Rasmus Bjerg (f. 1976) er uddannet fra Statens Teaterskole i 2000 og har siden haft stor succes indenfor både teater, tv og film. Bl.a. har han siden 2011 været fastansat på Det Kongelige Teater, hvor han har høstet stor ros for sine roller i bl.a. Forbrydelse og straf (2010), monologen Kældermennesket (Det Røde Rum, 2012), Hærværk (2014) og senest Heksejagt (2015). På tv kunne man opleve ham i bl.a. P.I.S. (2001) samt Wulffmorgenthaler og Dolph & Wulff (2005-06), inden han slog igennem som Mr. Poxycat i tv-serien Mr. Poxycat & Co (2007). På tv har han siden medvirket i serier som Anstalten (2011), Livvagterne (2009-10), Julestjerner (2012) og 1864 (2014), og på film har han bl.a. spillet med i Oldboys (2009), Sover Dolly på ryggen (2012), Player (2013), All Inclusive (2014) og ikke mindst Mick Øgendahls komedier Alle for én (2011) og Alle for to (2013). RASMUS BJERG SOLO er hans første onemanshow, og det havde urpremiere på Nørrebro Teater i 2014.

Instruktion: Moqi Simon Trolin

Manuskript: Rasmus Bjerg, Thor Bjørn Krebs og Carsten Eskelund

Spilleperiode:
28. november – 19. december 2015
Ons-lør kl. 20.00
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Scene:
Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N

Billetter:
Billetterne koster 100-275 kr. og kan købes via www.nbt.dk / www.teaterbilletter.dk

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • rasmus bjerg
  • rasmus bjerg solo
  • show
  • komik
  • onemanshow
  • moqi simon trolin
  • carsten eskelund
  • thor bjørn krebs
  • endelig alene
  • nørrebro teater
  • komedie

Nørrebro Teater er Danmarks største komedieteater beliggende på Nørrebro i København. Teatret har plads til 620 publikummer. Repertoiret er nyskrevet og nyudviklet af nogle rigtig sjove kvinder og mænd og spænder fra moderne komedier og nye musikforestillinger.

Kontakt

Stine Bille Olander

Pressekontakt Kommunikationschef 29919228