Gå til indhold
NorthSide klar med den ultimative bar

Pressemeddelelse -

NorthSide klar med den ultimative bar

Folkene fra Reværk og KlarBar har skabt en ny bar med økologiske luksuscocktails

På NorthSide har niveauet altid været højt, når det kommer til de våde varer. Udvalget af lækre cocktails er stort, og også her har økologien gjort sit indtog. Men i år bliver niveauet imponerende nok løftet endnu engang, og det handler lige så meget om rammerne i Cocktailpavillonen som udvalget af cocktails.

Reværk er en nyopstartet tegnestue med et særligt fokus på materialitet i arkitekturen. Et fokus, der er motiveret af ønsket om at skabe arkitektur med en materialekvalitet, som både oplevelsesmæssigt og helbredsmæssigt kan berige dens beboere, og Reværk har i år indgået et samarbejde med NorthSide om at skabe en helt ny bar. Som en del af dette fokus arbejder tegnestuen med arkitektonisk såvel som teknisk aktualisering af byggematerialet ubrændt lerjord. Et naturligt og ressourcebesparende materiale med store indeklimafordele og smukke, detaljerige overflader.

Materialets simple bearbejdningsproces og det let tilgængelige råmateriale muliggør en stærk lokal reference, hvor materialet benyttes. Dette giver sig eksempelvis til kende i Cocktailpavillonnen på NorthSide, hvor blåler fra Frederiksplads i Aarhus og knust sømateriale fra Aarhus bugt er komprimeret til tre tunge elementer, der definerer barens indre, omsluttet af en let lammelstruktur i træ. Efter festivallens afslutning kan træstrukturen nedtages og genbruges, mens den komprimerede lerjord fuldt ud kan gå tilbage til naturen eller benyttes igen i nyt byggeri.

Det er i disse rammer, at holdet fra KlarBar skal sikre, at der er luksus i glasset. KlarBar blev stiftet i 2012, og inden da havde de beskæftiget sig med cocktails og arbejdet på populære cocktailbarer i Danmark og udlandet siden 2008. De er af den opfattelse, at de unikke og fantastiske fester ikke afholdes på faste cocktailbarer, men derimod på arrangørens valgte lokation. Så KlarBars mål er at forene en speciel begivenhed med den ekstraordinære kulinariske oplevelse, så alt går op i en højere enhed.

- Vi ser NorthSide som en innovativ og nytænkende festival, som stiler højt, når det gælder om at forkæle festivaldeltagerne. Det går rigtig godt i tråd med de tanker, vi har i KlarBar. Vi ruller derfor det tunge skyts ud med et eksperimenterende cocktailkort med økologiske luksuscocktails, hvor der er kælet for selv den mindste detalje.

Sådan lyder det fra KlarBar, der nævner deres cocktail Legacy of Ana Lucia, som består af rose-infuseret tequila, isterninger med hindbærsaft & tonic som et godt eksempel. Smagen er uovertruffen, men det er som sagt ikke nok. Cocktailen byder synet velkommen med sin flotte pink farve og rose med stilk. Derudover sprayes den tyske bitter Mondino Amaro på toppen for at supplere den let parfumerede smag med en frisk og bitter duft af sommer. Så du kan både forkæle dine sanser og give rosen videre til en person, du holder af.

Cocktailpavillonen er placeret i området til venstre for Blue Stage, og de fantastiske nye rammer om luksuscocktails er en spændende ny tilføjelse til et i forvejen allerede bugnende menukort af lækre smagsvarianter på NorthSide.

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2017.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.