Gå til indhold
​Oplev fremtidens skraldespand på NorthSide

Pressemeddelelse -

​Oplev fremtidens skraldespand på NorthSide

MiljøTeam og WorldPerfect lancerer sammen med NorthSide en affaldsspand, der er specialdesignet til at få publikum på store events til at indsamle deres affald til genanvendelse

Hvis folk får muligheden, vil de gerne smide deres affald til genanvendelse frem for forbrænding. Det gælder både derhjemme, og når de er til koncerter, festivaler og andre større events. Det mener udviklerne af det nye affaldskoncept Rebox, som præsenteres for første gang under NorthSide 2015.

Rebox-systemet er designet til at kunne indsamle præcis de typer af affald, som gæsterne skal af med på eventområdet. Det kan være alt fra pap/papir, plast, madaffald osv. Systemet er så fleksibelt, at det vil kunne tilpasses alle størrelser af events eller forlystelsessteder.

Rebox er udviklet med støtte fra blandt andet Grøn Omstillingsfond, og NorthSide 2015 markerer en milepæl for projektet, idet det bliver Reboxs første fuld-skala-test. Den bæredygtige og cirkulære tankegang er central i hele Rebox-projektet, så derfor kan spandene stables, hvilket sparer en masse plads under transport og opbevaring. Rebox handler også om at recirkulere materialer, også helt bogstaveligt.

- Sidste års plastaffald blev indsamlet, vasket og granuleret og er nu genanvendt i nye produkter. I år tager vi skridtet videre og vil genanvende den indsamlede plast til at producere næste års skraldespand. Det vil være en fin lille cyklus med masser af good vibes, siger Rasmus Hørsted Jensen, partner i Worldperfect

Der opstilles i år 200 Rebox-skraldespande på NorthSide, og fokus bliver på madaffald, som sammen med beskidt papiremballage skal indsamles og omdannes til biogas og gødning. Udvalgte steder på pladsen er der derudover mulighed for at indsamle i alt fire kategorier af affald, og alle steder vil der være mulighed for at komme af med cigaretskodder i en særlig beholder. Bag boder og scener, hvor størstedelen af festivalens affald genereres, vil der dog blive sorteret i hele 16 kategorier, hvorfra blandt andet plastaffald vil blive sendt til genanvendelse sammen med plasten inde fra pladsen, så det kan vende tilbage til NorthSide 2016 i form af eksempelvis nye skraldespande.

- Vi har haft WorldPerfect som bæredygtighedspartner i mange år, og dette projekt er fra materialevalg over design til brugervenlighed som skræddersyet til vores festival. Så introduktionen af Rebox på NorthSide 2015 bliver en stor hjælp i vores arbejde med genanvendelse af affald, og forhåbentlig kan dette være med til at inspirere andre til også at introducere systemet til deres events og festivaler, siger John Fogde, talsmand for NorthSide.

I 2014 blev der under NorthSide genereret 90 ton affald, hvoraf omkring 45 ton blev sorteret og genanvendt. Dermed blev halvdelen af alt affald på NorthSide i 2014 genanvendt, og derfor er målet med introduktionen af Rebox, at tallet i år vil ændre sig til en genanvendelse af 60% af affaldet fra NorthSide.

Læs mere om Rebox på www.rebox-event.dk

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2015 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 12.-14. juni, og billetter kan købes via Billetlugen.dk.


Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2015.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.