Pressemeddelelse -

Fønixen opstår igen

Ved Odense Havn bliver der bygget op til årets Odense Havnekulturfestival

Som nybekræftet attraktion kommer Jens Galschiøts og det Levende Havs flygtningeskibet M/S Anton til at ligge i havnen under festivalen. Andre store attraktioner er VETO om fredagen, Nabiha og Ignug om lørdagen. Søren Ejlersen fra Aarstiderne laver mad for organisationen CARE om søndagen. 
Byens Ø er vokset med den nye kulturteknologihal og en kæmpe byrumsinstallation til midlertidlig anvendelse.

Der summes allerede nu af ivrig arbejdsindsats både ved den store byrumsinstallation på Byens Ø, og i den nye Kulturteknologihal 
I denne uge op til festivalen og under festivalen bliver der bygget en træskulptur, der fungerer som byinstallationsprojekt i samarbejde med Bystrategisk Stab fra Odense Kommune. Over 10 frivillige arbejdskræfter, både kunstnere og unge fra Elseminde Produktionsskole til at hjælpe med at bygge skulpturen, der bliver ferniseret på lørdag. Den store træskulptur til midlertidig anvendelse skal være et eksempel på, hvordan man hurtigt kan tage byrummet i brug med hjælp af kunst. Skulpturen bliver bygget af træplader på græsplanen foran FAF-Hallen og er ca. 4m høj og over 6m lang.

Kulturteknologihallen
På Byens Ø bliver der bygget op i mellemhallen til kulturteknologi, som er en af de nye attraktioner i år. Kulturteknologihallen vil skabe overraskende oplevelser med at forbinde teknik, lys og sounds og udfordrer ens forestillingskraft. Hvordan reagerer et bord på berøring? Og hvordan bliver hverdagsgenstande levende? Der bydes både på interaktive installationer og futuristiske foredrag under festivalen.

Så løber festivalen af stablen d. 27. – 29. maj – Mangfoldige oplevelser til enhver smag

Royalt besøg – Prins Joachim kommer til åbningen af Odense Havnekulturfestival d. 27. maj kl 17
I år får vi specielle gæster til åbningsceremonien. Udover rådmand Jan Boye, der åbner festivalen har velgørenhedsorganisationen Care inviteret deres protektor Prins Joachim til at deltage i åbningen af festivalen, og han har takket ja til at være med til at åbne og ønske festivalen held og lykke. Åbningsceremonien forgår kl. 17 på Albaniscenen ved Odense Havn.

Jens Galschiøt og det Levende Hav sætter fokus på fattigdom og flytningeproblematikken

Den kendte kunstner Jens Galschiøt fra Odense har i samarbejde med den Levende Hav lavet et omtalt kunstprojekt, der vil sætte fokus på fattigdom i verden: På skibet M/S Anton er flygtningene ombord - i form af skulpturer af kobber. Skibet er stort set dækket med figurerne, der skaber opmærksomhed og giver anledning til reflektion. Meningen med ustillingen er at sætte fokus på fattigdom i verden og de dermed forbundende flygtningeproblematik. Den tankevækkende udstilling kan ses hele weekenden under festivalen på vandet ved enden af Stenfiskerkajen.

Én på ørene

På Havnepladsen kan besøgende opleve store navne som rockbandet VETO (fredag kl 21). ’feel good’ pop med Nabiha (lørdag kl 19) og funkbandet Ignug (lørdag kl 21).

Ström og Avalyn er de to musiknavne om lørdagen der skal opleves – de er upcoming bands med stor sound og maksimal nydelsespotentiale. 

For den klassiske musikunderholdning sørger Odense Symfoniorkester med et udtræk af Messingkvartet og Desperate House Choir kommer sejlende på Stigefærgen og giver en koncert på vandet lørdag aften.

For musicalfans venter der ’Skatteøen’ fra Nordfyns Friluftsspil, og bl.a. Musicalen Beetlejuice fra Korsløkke og Rising Ungdomsskole.

Dyr, sang & teater

Børnene har fået en hel plads fyldt med børneaktiviteter. Her kan der røres ved de uhyggelige kranier fra Odense Zoo og synges sange om vilde dyr sammen med Jungle Jim. Her kan man blive opslugt i en verden af eventyrlige historier på Eventyrslottet og blev fortryllet af Fingerdukketeatret. Og her kan man selv malke en ko, der giver ægte kakao. 

Kunst, Madoplevelser og vandaktiviteter

Der er noget for enhver smag – Festivalen inviterer til at lade sig inspirer af de forskellige aktiviteter. Udover musik, kulturteknologi og børneaktiviteter er der kunstudstillinger, vandaktiviteter som Waterbubbles, hvor man kan prøve at gå på vandet, og smagsoplevelser med Smagen af Fyn der frister.

Odense Havnekulturfestival – skabende kultur

Gadekultur - Vandaktiviteter – Musik - Dans - Teater - Kunst - Kulturteknologi – Kunsthåndværk – Børnepladsen – Mad

Odense Havnekulturfestival er en festival for skabende kultur, der i år afholdes for 6. gang. Festivalen er kendt for at have arrangementer der favner bredt og byder på så forskellige arrangementer som Fynske Smagsoplevelser, parkouropvisning, klatring over vand, tryllekunstner for de mindste og store rockkoncerter med bl.a. Veto.

www.havnekulturfestival.dk

Emner

  • Arrangement