Pressemeddelelse -

Få brændstoffet til at række længere

Med en række enkle råd kan du nemt spare på bilens brændstof og køre ca. 15 procent længere på literen. Det er både køreteknik og bilens indstillinger, som kan gøre køreturen mere brændstofeffektiv

Begynd med at gøre bilen klar til at køre økonomikørsel. Her er det korrekte dæktryk et godt udgangspunkt. Ifølge dækbranchens fællesråd kører mange danske biler rundt med for lavt tryk i dækkene, og det koster hurtigt fem til syv procent ekstra brændstof. Det simple råd lyder, at du tjekker dæktrykket, hver gang du fylder brændstof på bilen.

Ifølge en undersøgelse, som dækproducenten Michelin har lavet, medfører kørsel med blot 0,5 bar for lavt dæktryk to-tre procent større benzinforbrug i forhold til korrekt dæktryk. Ud over at spare på brændstof, giver et korrekt dæktryk også den optimale trafiksikkerhed, da bilen kører bedre og ikke mindst bremser bedre, når trykket er det rigtige i dækkene.

Dernæst kan du gøre bilen så aerodynamisk som muligt. Husk på, at hver gang du bruger en tagboks eller en cykelholder, så øger det vindmodstanden. Så tag den af bilen, så snart den ikke bruges.

”Bilen er det praktiske redskab, der får hverdagen til at hænge sammen for danskerne, og med lidt omtanke kan bilejerne faktisk spare betragteligt på brændstofforbruget,” siger Rasmus Boserup, kommunikationschef hos energiselskabet OK, der har 670 tankstationer i Danmark.

Han vurderer, at optimal økonomikørsel årligt kan sænke forbruget med 100-150 liter brændstof for en bilejer, der kører 20.000 kilometer om året.

Rul vinduerne op
Under kørslen bør du også undgå at køre med vinduerne åbne, da det øger vindmodstanden betragteligt. En anden ting, der virkelig kan mærkes på brændstoføkonomien er kørsel med anhænger, der sagtens kan medføre op i mod 20 procent højere brændstofforbrug.

Husk også at kontrollere dæktrykket på anhængerens hjul. Sidst men ikke mindst, så nedsættes bilens vindmodstand, hvis den er ren, så alene af den grund bør du vaske bilen regelmæssigt.

Hold en konstant fart
I forhold til den måde, du kører bil på, handler det om at være forudseende og køre med så jævn en hastighed som muligt. Begynd med at komme hurtigt op i hastighed og skift tidligt op i gear. Jo lavere gear, du kører i, jo mere brændstof bruger bilen. Herefter bør du holde en konstant hastighed. Hvis du hele tiden bremser, og efterfølgende sætter farten op igen, så koster det brændstof. Kører du med en jævn hastighed på motor- og landeveje, så kan forbruget nemt falde med omkring ti procent.

Så er der den med hastigheden
På motor- og landeveje tømmes benzintanken væsentligt hurtigere, hvis du kører stærkt. Forvent, at det koster omkring 15 procent ekstra brændstofforbrug, når en moderne bil kører 130 km/t i stedet for 110 km/t.

Alt i alt kan man spare en del brændstof, hvis alle rådene følges til punkt og prikke. Omvendt kan man jo ikke altid køre optimalt i forhold til at være brændstofbesparende. Derfor er det mere realistisk, at man kan forvente at spare omkring 15 procent på brændstofforbruget i dagligdagen.

Faktade vigtigste råd til at spare på brændstoffet

  • Hav altid det korrekte dæktryk – for lavt dæktryk øger rullemodstanden og koster brændstof
  • Kør kun med anhænger, tagboks og cykelholder, når det er nødvendigt. De øger for alvor brændstofforbruget
  • Hold bilen ren og pæn – og kør så vidt muligt med vinduerne rullet op
  • Kom hurtigt og sikkert op i hastighed. Hold en konstant fart så vidt muligt
  • Kører du med høje hastigheder, så bruger bilen rigtig meget brændstof. I højeste gear er den optimale hastighed mellem 80 og 90 km/t.

Kilder: Dækbranchens Fællesråd, Michelin, ADAC

Emner

  • Miljø, energi

Om OK:

  • OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab med hovedsæde på Åhave Parkvej i Viby J og beskæftiger cirka 600 medarbejdere.
  • OK tæller udover moderselskabet OK også datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Plus. 
  • OK omfatter mere end 660 tankstationer, 132 vaskehaller samt 72 Truck Diesel stationer, hvor vognmænd kan tanke døgnet rundt, fordelt over hele landet.
  • OK er landsdækkende leverandør af benzin, diesel, transportdiesel, smøremidler, naturgas og elektricitet til både erhverv og private. Desuden leverer OK rådgivning, projektering og installation af varmepumpeløsninger i alle størrelser.
  • Foruden energiprodukterne sælger OK også mobiltelefoni og forsikringer. 

Kontakt

Rasmus Boserup

Pressechef 89322227