Pressemeddelelse -

OK støtter cykelløb for udsatte børn

Initiativtagerne til BROEN Danmark Rundt er erhvervsmanden Flemming Bøgely og Christiansborgpolitikeren Kristian Thulesen-Dahl. Velgørenhedsløbet afholdes for andet år i træk, og feltet forventer i år at samle flere penge ind end sidste års 375.000 kroner

Det sammentømrede cykelhold består 25 engagerede personer fra forenings- og erhvervslivet samt fra partier på tværs af den politiske scene. Rytterne skal cykle mere end 800 kilometer i løbet af fem dage i den gode sags tjeneste. Ruten går over Storebælt, og rytterne besøger blandt andet landets fire største byer i rækkefølgen København, Odense, Aarhus og Aalborg.

Det hele indledes 18. juni i Helsingør, hvor borgmester Benedikte Kiær (K) skyder feltet afsted fra Kulturværftet på pladsen ved siden af Kronborg. Undervejs igennem det ganske land vil cykelrytterne besøge flere af BROENs lokale afdelinger og slå et slag for foreningernes arbejde for udsatte børn i lokalområdet.

BRObygning til foreningslivet

BROEN er en landsdækkende sammenslutning af lokale foreninger, som har til formål at støtte udsatte børn og unge med kontingenter, udstyr og hvad de nu måtte have brug for til idræt eller andre fritidsaktiviteter. Løbets hovedsponsorer er Blue Idea og energiselskabet OK, hvor sidstnævnte i forvejen er kendt for sin omfattende støtte til lokale idrætsklubber og foreninger.

”I BROENs lokalforeninger ser vi mange eksempler på hvor stor en forskel, det kan gøre for et barn at omgås voksne rollemodeller i sportsklubber og ikke mindst være sammen med jævnaldrende om en fælles interesse. Kort sagt at blive en del af et velfungerende fællesskab,” siger Peter Poulsen, landsformand for BROEN Danmark.

Kendte som ukendte danskere sadler op

På cykelholdet er blandt andet de to politiske ledere Kristian Thulesen-Dahl (DF) og Morten Østergaard (R) samt Jacob Mark, gruppeformand i SF, Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening og flere byrådspolitikere fra hele landet. Derudover består cykelholdet af en række ildsjæle fra forenings- og erhvervsliv, der er klar til at trampe i pedalerne for en god sag.

”Det gør en stor forskel for os, at kendte som ukendte springer i cykelsadlen for både at samle penge ind og hejse et flag for den store betydning, en aktiv fritid har for udsatte børn. Sidste års løb var med til for alvor at sætte BROEN Danmark på landkortet og gav også et velfortjent skulderklap til vores medlemmer, som yder en stor indsats hver eneste dag ” siger Peter Poulsen.

Den første udgave af løbet blev kørt i 2017 med start fra Folkemødet på Bornholm og med mål ved Den tilsandede Kirke ved Skagen.

Fakta

  • Alle indsamlede midler går ubeskåret til BROENs indsats for socialt udsatte børn, hvor familien ikke selv har ressourcerne til børnenes aktiviteter i fritiden.
  • Deltagerne dækker selv alle deres udgifter i forbindelse med turen.
  • Aktuelt har BROEN 27 lokalforeninger fordelt ud over Danmark.
  • BROEN samarbejder tæt med kommunale fagpersoner og det lokale foreningsliv.
  • BROENs lokalforeninger hjalp i 2017 ca. 4.800 børn og unge til en fritidsaktivitet i det danske forenings- og fritidsliv. Aktiviteterne spænder over sport, spejder, musik, dans og teater samt træningslejre og stævner i skoleferierne.
  • BROEN Danmark Rundt indsamlede i 2017 cirka 375.000 kroner. Pengene er blevet brugt til støtte af udsatte børns aktive fritid gennem BROENs lokalforeninger og til ferieaktiviteter.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • csr

Om OK:

  • OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab med hovedsæde på Åhave Parkvej i Viby J og beskæftiger cirka 600 medarbejdere.
  • OK tæller udover moderselskabet OK også datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Plus. 
  • OK omfatter mere end 660 tankstationer, 132 vaskehaller samt 72 Truck Diesel stationer, hvor vognmænd kan tanke døgnet rundt, fordelt over hele landet.
  • OK er landsdækkende leverandør af benzin, diesel, transportdiesel, smøremidler, naturgas og elektricitet til både erhverv og private. Desuden leverer OK rådgivning, projektering og installation af varmepumpeløsninger i alle størrelser.
  • Foruden energiprodukterne sælger OK også mobiltelefoni og forsikringer. 

Kontakt

Steffen Toft Spiele

Presseteam 8932 2515