Pressemeddelelse -

Optimering af smøremidlerne på værkstedet

På værkstedet hos Vej og Park i Holbæk Kommune stod man sidste år for at skifte til smøremidler leveret af energiselskabet OK. Det kan være en udfordring, når man har en stor og varieret maskinpark. Derfor var det en stor lettelse, at OK havde mulighed for at gennemgå alle maskinerne og rådgive omkring produkterne, inden man skiftede.

Behov for overblik

Gennem SKI-aftalen leverede energiselskabet OK allerede specialbenzin til Vej og Park, og derfor tog man også dialogen omkring smøremidler med dem. Vej og Park har en bred maskinpark, og der var meget at få overblik over for den nye leverandør.

”Vi havde behov for større overblik over smøremidlerne, og det hjalp OK os med at få. Deres smøremiddeltekniker lavede en grundig gennemgang af vores maskinpark og undersøgte kravene i forhold til alle vores maskiner,” siger Jacob Jensen, som står for den daglige drift af værkstedet og indkøb.

Optimering på flere produkter

Inden man skiftede, var OK’s smøremiddeltekniker på besøg flere gange på værkstedet hos Vej og Park – først og fremmest for at gennemgå maskinparken og smøremidlerne, men også for at skabe tryghed blandt medarbejderne.

Jacob Jensen var tilfreds med at få en ud, som kunne se helheden og mulighederne.

”Vi har optimeret, så vi for eksempel er gået fra at have tre forskellige typer motorolie til kun at have én, der dækker maskinernes behov. Det gør det nemmere for medarbejderne og minimerer risikoen for fejlpåfyldninger,” siger Jacob Jensen.

En af de særlige udfordringerne, man havde, var på bagtøjsolie. Her fandt OK et produkt, der dækkede kommunens behov, så man heller ikke her behøvede flere forskellige.

Grundigt og smidigt forløb

Noget af det, dermedvirkede til, at kommunen skiftede til smøremidler fra OK var muligheden for at skifte den eksisterende biohydraulikolie løbende. Da produktet er dyrt, var det vigtigt, at den nye olie fra OK var blandbart med den eksisterende olie.

”Vi lavede en undersøgelse sammen med olieproducenten Binol, som vi samarbejder med, for at sikre, at biohydraulikolien var blandbar med kommunens daværende produkt. Vi ville sikre os, at det var muligt og indhentede en godkendelse hertil,” siger Mikael Erlandsen, der er smøremiddeltekniker hos OK.

På den måde oplevede Jacob Jensen, at skiftet blev smidigt og nemt.

”OK var rigtig gode til at følge op på aftalerne, og vi havde en god dialog undervejs. Det var med til at opbygge en god tillid til vores nye leverandør samtidig med, at vi mærkede en stor ekspertise og grundighed i forhold til at sikre, at vi fik de rigtige produkter til maskinerne,” understreger Jacob Jensen.

Mere end en leverandør

”Det, at vi har en leverandør, som tager ansvar for andet end blot leverancen af produkter, betyder rigtig meget,” siger Jacob Jensen, og fortsætter:

”Den service og professionelle rådgivning, vi har fået hos OK, gjorde det nemt at skifte smøremidlerne. Vi har nu samme leverandør på alle vores smøremidler og dermed et bedre overblik. Det er blevet mere overskueligt for os i forhold til smøremidlerne og maskinparken.”

Hos OK hænger det sammen med ønsket om at være mere end blot en leverandør.
”Det er vigtigt for os, at vi har en god dialog med kunden. Vi skal se på kundens behov og ikke kun konvertere produkterne en til en. Vi vil gerne hjælpe kunden med at optimere, og en måde at gøre det på er at stille spørgsmålstegn ved det, kunden gør i dag og udfordre kunden i positiv forstand. På den måde bliver vi mere en sparringspartner og rådgiver end blot en leverandør,” understreger Mikael Erlandsen.

Emner

  • Kommunal service

Kategorier

  • smøremidler
  • kommuner

Om OK:

  • OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab med hovedsæde på Åhave Parkvej i Viby J og beskæftiger cirka 600 medarbejdere.
  • OK tæller udover moderselskabet OK også datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Plus. 
  • OK omfatter mere end 660 tankstationer, 132 vaskehaller samt 72 Truck Diesel stationer, hvor vognmænd kan tanke døgnet rundt, fordelt over hele landet.
  • OK er landsdækkende leverandør af benzin, diesel, transportdiesel, smøremidler, naturgas og elektricitet til både erhverv og private. Desuden leverer OK rådgivning, projektering og installation af varmepumpeløsninger i alle størrelser.
  • Foruden energiprodukterne sælger OK også mobiltelefoni og forsikringer.