Pressemeddelelse -

Arkitekturpriser til OPP-projekter

Retten i Svendborg og det nye psykiatriske hospital i Vejle blev i går hædret for deres arkitektoniske kvaliteter. PKA er blandt investorerne i de to OPP-projekter.

Vejles Arkitekturpris ’Vejle-Prisen’ gik til det nye psykiatriske hospital i Vejle. Det 17.000 kvadratmeter store OPP-byggeri stod færdigt den 1. februar 2017 og huser Psykiatrisk Afdeling Vejle samt Børne- og Ungepsykiatrisk Ambulatorium Vejle.

Hospitalet består af består af otte klyngehuse, og bag prisen ligger bl.a. arbejdet med de grønne områder. Imellem bygningerne er der skabt intime og attraktive gårdrum imellem husene, og det omkringliggende landskab er trukket helt ind i bygningernes rekreative gårdhaver.

Det er konsortiet Team OPP, der står bag prisvinderprojektet. Konsortiet består af bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard, ejendomsforvaltningsselskabet DEAS samt investorerne PKA, PensionDanmark og Sampension. Hospitalet er tegnet af Arkitema Architects.

Moderne retsbygning i Svendborg
Den årlige Arkitekturpris fra Svendborg Kommune blev tildelt Retten i Svendborg, der blev taget i brug i juni 2016. Prisen gives for den vellykkede tolkning af en moderne retsbygning, hvor husets indre er lyst og imødekommende, mens de ydre rammer er seriøse og højtidelige.

Udviklingsselskabet CASA, ejendomsforvaltningsselskabet DEAS samt investorerne PKA, PensionDanmark og Sampension står bag OPP-projektet. KPF Arkitekter har tegnet den 4.000 m2 store bygning.

Ejendomschef i PKA, Nikolaj Stampe, er stolt over priserne, der understreger PKA’s fokus på arkitektur:

”Arkitektur er et vigtigt parameter, når PKA investerer i ejendomme. På den ene side skaber arkitektur værdi for brugerne og deres dagligdag. På den anden side er arkitekturen med til at fastholde ejendommenes værdi og bidrager til, at PKA skaber afkast til medlemmernes pensioner,” siger Nikolaj Stampe.

Om OPP
Kernen i OPP er, at det offentlige finder private leverandører til ikke blot at gennemføre et byggeprojekt men også at drive byggeriet. Den private part får altså ikke blot ansvar for byggeriet, men også for efterfølgende vedligehold og driftsopgaver. Løsningen bevirker, at den offentlige instans gennem private investorer typisk vil få finansieret et nybyggeri langt hurtigere, end hvis den offentlige instans selv skal rejse midlerne til et byggeprojekt.

Emner

  • Bygning, ejendom

PKA har en samlet formue på 250 mia. kr. og administrerer pensioner for tre pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. PKA har 300.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster, og selvstændige eller privatansatte uden for overenskomst kan også blive medlem i PKA.