Pressemeddelelse -

Peter Damgaard Jensen sætter dato for sin pension

Administrerende direktør i PKA Peter Damgaard Jensen har valgt at sætte en dato for, hvornår han forlader PKA for at gå på pension. Til april 2020 træder direktøren tilbage efter 19 år som øverste chef i pensionsselskabet.

”Jeg har været meget glad for at stå i spidsen for PKA i så mange år, og jeg er stolt af det, vi har opnået. PKA er i dag i en stærk position, hvor vi skaber stor værdi for medlemmerne samtidig med, at vi gør en positiv forskel for vores omgivelser gennem vores investeringer,” siger Peter Damgaard Jensen og fortsætter:

”Af samme grund har jeg vurderet, at det er det rette tidspunkt at lægge en plan for, hvornår jeg skal give opgaven videre. Derfor har jeg aftalt med formandskabet i PKA A/S, at jeg i forbindelse med, at jeg fylder 66 år i foråret 2020, fratræder som administrerende direktør.”

Peter Damgaard Jensen fortæller, at han frem til da fortsætter uændret i stillingen som PKA’s administrerende direktør.

”Jeg har ikke tænkt mig at skrue ned for blusset, og jeg har aftalt med bestyrelsen, at jeg følger de tillidshverv, jeg har påtaget mig, til dørs. Jeg har haft en god dialog med formandskabet om beslutningen, og det er vigtigt for mig at forlade PKA på en måde, der skaber den bedst mulige overgang til en ny administrerende direktør,” siger Peter Damgaard Jensen.

Bestyrelsesformand i PKA A/S Stephanie Lose respekterer Peter Damgaard Jensens beslutning, og på vegne af bestyrelsen takker hun ham for hans indsats i PKA gennem de sidste mange år.

”Peter har været helt central i den positive udvikling, PKA har gennemgået. Han har stået i spidsen for et PKA, der i dag står stærkere end nogensinde både, når det kommer til antal medlemmer, værdiskabelse og ansvarlighed. Jeg sætter derfor pris på den gode dialog, vi har haft om beslutningen, samt at Peter har valgt at fortsætte frem til april næste år, så vi har god tid til at finde den helt rigtige afløser,” siger Stephanie Lose.

Bestyrelsen i PKA A/S vil nu sætte gang i en proces, der skal lede til ansættelsen af Peter Damgaard Jensens afløser.

Emner

  • Økonomi, finans

PKA har en samlet formue på 275 mia. kr. og administrerer pensioner for fire pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. PKA har godt 300.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster, og selvstændige eller privatansatte uden for overenskomst kan også blive medlem i PKA.