Pressemeddelelse -

PKA investerer i verdens største havvindmøllepark

PKA køber 25% af Ørsted havvindmølleparken Walney Extension for en investering på ca. tre mia. kr. Parken opføres ud for den engelske kyst og bliver verdens største med en kapacitet på 659MW, som vil give grøn strøm til 500.000 britiske husstande.

Ørsted (tidligere DONG Energy) har solgt 50% af havvindmølleparken Walney Extension til PKA og PFA, der hver opnår en ejerandel på 25% for en samlet sum på ca. 17 mia. kr.

For PKA’s andel af de 25% af havvindmølleparken er der tale om en direkte investering på ca. tre mia. kr. Derudover finansieres opkøbet via en obligationsudstedelse, som konsortiet PKA og PFA står bag, til nogle af verdens største institutionelle investorer.

Parken med 87 møller bliver verdens største med en kapacitet på 659MW og forventes at kunne levere grøn strøm til 500.000 britiske husstande i anden halvdel af 2018.

Med investeringen fortsætter PKA sit fokus på grønne investeringer, der samtidig giver PKA’s 300.000 medlemmer et godt afkast.

”Dette er den sjette havvindmøllepark, vi investerer i siden 2011, og det gør vi, fordi vi fortsat ser rigtig gode muligheder for at kombinere gode afkast til vores medlemmer og samtidige gøre en positiv forskel for klimaet. Investeringer i havvindmølleparker har hidtil givet tociffrede afkast, og vi er glade for at cementere vores klimastrategi i endnu en havvindmøllepark. Så for os er det en god forretning og sund fornuft,” siger Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA og tilføjer:

”Det er meget tilfredsstillende at være med til at sende grøn strøm til mange tusinder husstande og samtidig skabe et godt afkast til vores medlemmer. PKA’s strategi med at investere i vedvarende energi og udøve aktivt ejerskab over for kul- og olieselskaber vil vi fortsat have fokus på. Det er godt for vores medlemmers pensioner og for klimaet,” siger Peter Damgaard Jensen.

Salget er betinget af relevante konkurrencemyndigheders godkendelse, hvilket forventes at være gennemført inden udgangen af 2017.
 

Fakta om Walney Extension

  • Ørsted har en ejerandel på 50%, mens PKA og PFA hver har en ejerandel på 25%.
  • Havvindmølleparken bliver verdens største med en samlet kapacitet på 659 MW – nok til at forsyne mere end 500.000 britiske hjem med grøn strøm.
  • Havvindmølleparken vil bestå af 87 Siemens 6 MW-vindmøller med funktioner, der gør det muligt at øge ydelsen: 40 MHI Vestas V164-8,0 MW-møller og 47 Siemens Gamesa SWT-7,0 MW-154-møller.
  • Den 145 km2 store havvindmøllepark kommer til at ligge i det Irske Hav, ca. 19 km ud for Walney Islands kyst i Cumbria i det nordvestlige England.
  • Walney Extension forventes at være fuldt idriftsat i anden halvdel af 2018.

Om PKA's klimainvesteringer

  • PKA har nu investeret ca. 12 mia. kr. i fem havvindmølleparker efter salget af Butendiek havmøllepark i 2016 og ca. 19 mia. kr. i alt i klimarelaterede projekter.
  • PKA har fokus på at investere i projekter, som reducerer brugen af fossile brændstoffer. Ambitionen er, at denne type af investeringer i 2020 udgør 10% af de samlede investeringer, svarende til ca. 30 mia. kr.

Emner

  • Økonomi, finans

PKA har en samlet formue på 250 mia. kr. og administrerer pensioner for tre pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. PKA har 300.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster, og selvstændige eller privatansatte uden for overenskomst kan også blive medlem i PKA.