Pressemeddelelse -

PKA: større åbenhed om ansvarlighed

PKA offentliggør nu hvilke selskaber, som PKA er i dialog med om ansvarlighed og bæredygtighed samt selskaber, der er under observation. De nye initiativer er del af en ny hjemmeside for ansvarlige investeringer, der skal skabe større åbenhed.

PKA lancerede i efteråret 2017 en platform, der giver overblik over PKA’s stemmeafgivelse på generalforsamlinger. Nu giver PKA endnu større gennemsigtighed om det aktive ejerskab ved at offentliggøre de børsnoterede selskaber, som PKA er i dialog med. Samtidig offentliggør PKA også de selskaber, der er under observation for eventuelle brud med PKA’s retningslinjer.

Den øgede gennemsigtighed er del af en ny hjemmeside, der skal give overblik over PKA’s arbejde med aktivt ejerskab, Parisaftalen og FN’s verdensmål.

”Vi er i løbende i dialog med selskaber, hvor vi bidrager til at løse forskellige udfordringer inden for fx arbejdstagerrettigheder eller klima og miljø. Gennem dialog har vi eksempelvis haft succes med at påvirke selskaber med kulaktiviteter i en mere klimavenlig retning. Med den nye hjemmeside skaber vi større åbenhed om vores aktive ejerskab og bidrag til FN’s verdensmål over for medlemmer og omverdenen,” siger Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA.

PKA’s strategi er at forblive investorer i selskaber og bidrage til udviklingen af selskabernes langsigtede værdiskabelse. Udvikler selskaberne sig ikke hensigtsmæssigt over tid, så ekskluderes de. Sammen med samarbejdspartneren, Hermes, er PKA i øjeblikket i dialog med 234 selskaber. I 2017 blev 32 selskaber ekskluderet.

I dialog med olie-og gasseselskaber
I 2017 startede PKA bl.a. dialog med 64 udvalgte olie- og gasselskaber for at undersøge, hvorvidt deres forretningsmodel er tilpasset et 2-graders scenarie i henhold til klimamålet i Parisaftalen. PKA undersøger om selskaberne har det ledelsesmæssige fokus, og i hvor høj grad selskabernes investeringer er i overensstemmelse med Parisaftalen. Der er fx tale om Exxon, BP, Shell og Statoil.

”Energibranchen gennemgår en transformation, som vi ikke må undervurdere. Parisaftalen og investeringer i vedvarende energi, elbiler og batteriteknologi kommer til at skabe et nyt energimarked. Derfor undersøger vi, om selskaberne har den nødvendige strategi til at fremtidssikre forretningen og omstiller sig til en verden, der vil bruge mere vedvarende energi,” siger Peter Damgaard Jensen.

Han understreger, at det er både ud fra økonomiske og klimamæssige overvejelser, at PKA har sat dialogen i gang med de udvalgte selskaber.

”Vores strategi har vist, at det er muligt at skabe gode afkast og samtidig presse på for en grønnere energiproduktion. Transformationen af energiselskaber er en langstrakt proces, og vi har brug for viden om deres fremtidige forretningsfokus. Det giver os værktøjerne til at vurdere, om de fortsat er attraktive investeringer,” siger Peter Damgaard Jensen.

I 2018 vil PKA beslutte de videre skridt over for de 64 selskaber.

Se den nye hjemmeside her

Se kun dialoglisten og observationslisten

Om PKA's klimainvesteringer
PKA har investeret ca. 19 mia. kr. i klimavenlige projekter og har samtidig fokus på at udøve aktivt ejerskab over for olie-, kul– og gasselskaber og skubbe på for en grønnere energiproduktion. Ambitionen er, at klimavenlige investeringer i 2020 udgør 10% af de samlede investeringer.

Emner

  • Økonomi, finans

PKA har en samlet formue på 275 mia. kr. og administrerer pensioner for fire pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. PKA har godt 300.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster, og selvstændige eller privatansatte uden for overenskomst kan også blive medlem i PKA.