Pressemeddelelse -

Plastindustriens årsdag sætter fokus på den manglende arbejdskraft

Under overskriften ’Vores medarbejdere former fremtiden!’ lægger Plastindustrien op til en debat om, hvordan branchen undgår mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det sker på foreningens årsdag, Plastdagen, den 12. maj i Industriens Hus.

Selv veldrevne plastvirksomheder kan ikke udvikle sig, når de ikke kan ikke finde de rigtige medarbejdere. Og det er desværre et stigende problem i plastbranchen.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, forklarer, at manglen på kvalificeret arbejdskraft er en stor udfordring:

”Vi mangler ingeniører med plastkompetencer, og vi mangler faglærte som plastmagere og værktøjsmagere. Det er simpelthen svært for flere virksomheder at få deres stillinger besat, og prognoserne viser, at problemet bliver større.”

”Manglen på arbejdskraft er en reel trussel mod flere plastvirksomheders mulighed for at beholde og udvide produktionen i Danmark. Det kan betyde, at vi som samfund går glip af et enormt vækstpotentiale og en masse nye arbejdspladser. Derfor bruger vi i år Plastdagen til at tage udfordringen op og diskutere, hvordan vi kan løse problemet.”

Virksomheder fortæller om deres erfaringer

Plastindustrien har inviteret en række virksomhedsrepræsentanter til at dele ud af deres erfaringer med at uddanne og tiltrække arbejdskraft. Blandt oplægsholderne er:

  • Morten Keller Caspersen, corporate vice president, Novo Nordisk – ’Kom til Hjørring og bliv plastmager’
  • Allan Hansen, direktør, salg og marketing, HN Group A/S – ’Tech Tour trækker unge til industrien’
  • Peter Thorning, adm. direktør, Fiberline Composites A/S – ‘Sådan maksimerer Fiberline udbyttet af samarbejdet med ph.d.- og specialestuderende’

Derudover vil en af landets førende ungdomsforskere, Sidsel Jess fra Bruun og Partners, fortælle om, hvad der kendetegner den nye generation af unge, der står og banker på døren til arbejdsmarkedet.

Politisk speeddating med fire uddannelsespolitiske ordførere

Plastindustrien har også inviteret en række af partiernes uddannelsesordførere til en utraditionel speeddating-seance i forbindelse med Plastdagen. Her får deltagerne mulighed for at gå i direkte dialog med de politiske beslutningstagere, der sætter de overordnede rammer for uddannelsessystemet.

Indtil videre har følgende uddannelsesordførere takket ja til invitationen:

  • Annette Vilhelmsen, SF
  • Merete Riisager, Liberal Alliance
  • Rosa Lund, Enhedslisten
  • Jeppe Bruus, Socialdemokraterne

Læs mere og tilmelding

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • uddannelse
  • plastmager
  • værktøjsmager
  • arbejdskraft

Plastindustrien er den danske brancheforening for plastforarbejdende virksomheder og for leverandører af de maskiner og råvarer, som industrien anvender. Foreningen består af omkring 200 medlemmer. Herunder store virksomheder som LEGO, Coloplast, LM Wind Power, Vestas Wind Systems, SP Group, Wavin og Logstor, men størstedelen er SMV’er. Plastbranchen beskæftiger i alt ca. 20.000 personer.

Kontakt

Asbjørn Lindsø

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig 26893020

Thomas Drustrup

Pressekontakt Adm. Direktør 2949 4608

Relaterede events