Pressemeddelelse —
Årets Ejerleder 2015: Det starter med et får i New Zealand
Siden 2009 har ejerleder Anders Byriel fordoblet forretningen Kvadrat A/S, og indtjeningen er også mere end fordoblet. For denne imponerende vækst med et stærkt fokus på medarbejderudvikling samt en ambitiøs og klar strategi om fortsat vækst er tekstileksperten netop blevet kåret som Årets Ejerleder 2015 hos PwC i Hellerup.
Det starter med uld fra et får i New Zealand, og via en yderst kompliceret proces på væverier i Europa ender det med efterspurgte tekstiler til bl.a. verdens førende møbelproducenter og kendte arkitektoniske rum. Anders Byriel er manden bag tekstileventyret, og han har skabt en imponerende vækst med et stærkt fokus på medarbejderudvikling og systematisk strategiarbejde. Det har netop givet ham prisen som Årets Ejerleder 2015.
”Vinderen formåede at holde dampen oppe under krisen og har dermed kunnet accelerere ud af krisen med fuld fart. Ikke mindst de seneste tre år, hvor Kvadrat A/S har oplevet stor vækst med afsæt i et stærkt fokus på talent- og medarbejderudvikling. Tillykke til Anders Byriel, der er en velfortjent vinder af Årets Ejerleder 2015,” siger Jesper Møller Langvad, partner i PwC. Han fortsætter:
”Virksomhedens resultat er flot og viser et imponerende overskud, trods store investeringer og en satsning på toplinjevækst. Samtidig viser en ambitiøs vækststrategi, at virksomheden er rustet til yderligere vækst.”
Fokus på medarbejdertalent
Hos Nykredit peger man på, at vinderen er en ejerleder, som har stort fokus på de afgørende elementer for vækst og fremdrift i en virksomhed. Anders Byriel går altid forrest med en stærk ledelsesstil og er ikke bange for at uddelegere ansvar til kompetente medarbejdere.
”Anders Byriel er en afgørende del af virksomhedens DNA, men formår samtidig at uddelegere vigtige ledelseselementer og -beslutninger til kompetente medarbejdere. Samtidig er der etableret en HR-afdeling, som har fokus på talentprogrammer inden for forskellige dele af virksomhedens kernekompetencer samt mentor- og træningsprogrammer på lederniveau,” siger koncerndirektør Anders Jensen fra Nykredit og ønsker tillykke.
Case study på Harvard Business School
I Danmark er vi med rette stolte af vores familieejede virksomheder, og Anders Byriel lever til fulde op til de stolte traditioner for ejerledede virksomheder – sågar anerkendte Harvard Business School har fået øje på den danske succes, påpeger Dansk Erhverv.
”Årets Ejerleder 2015 formår hver dag at omsætte sin uddannelse til vigtig viden og udvikling i virksomheden, og han har skabt en virksomhed, der er så veldrevet og interessant, at den benyttes som case study på Harvard Business School. Stort tillykke til Anders Byriel,” siger Sigurd Schou Madsen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.
De bedste fra 7 regioner
Med i finalen var følgende ejerledere, der var udvalgt af juryen som de bedste ejerledere fra 7 regioner.
- Nordjylland: Henrik Sørensen, ejerleder af DESMI A/S
- Østjylland: Anders Byriel, ejerleder af Kvadrat A/S (vinder af landskåringen)
- Vestjylland: Morten Dalsgaard, ejerleder af Westpack A/S
- Sydjylland:Hans Erik Bylling, der er ejerleder af Aller Aqua A/S
- Fyn: Brian Djernes, ejerleder af designfirmaet Cane-line A/S
- Sjælland: Ebbe Viggo Frahm-Rasmussen, der er ejerleder af Maribo Medico A/S
- Hovedstaden: Allan Aasted, der er ejerleder af Aasted ApS
Fakta om Kvadrat A/S
Kvadrat er Europas førende producent af design-tekstiler. Kvadrat arbejder innovativt og ofte med førende designere, arkitekter og kunstnere. Deres produkter finder man i mange af verdens mest prestigefyldte bygninger. For nylig har Kvadrat A/S åbnet et nyt kapitel ved at investere i Wooltex og Gaudium, der er to væsentlige europæiske tekstil-leverandører, og virksomheden er dermed blevet direkte involveret i fremstillingsprocesserne af tekstiler. Dette har tilføjet mange fordele til den måde, Kvadrat arbejder på. For eksempel kan de nu levere tekstiler direkte fra væven til de stadigt mere globale kunder.
Fakta om Årets Ejerleder 2015
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 12. gang. Årets tema er ’talent og kompetencer’.
Juryen består af repræsentanter for Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vinder.
Tidligere landsvindere
Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).
Omfattende udvælgelsesproces
Analysen af de dygtigste ejerledere i Danmark er afsæt for kåringen af Årets Ejerleder 2015. PwC analyserer ca. 6.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. De skal overholde følgende krav:
- A/S – ApS
- Minimum 10 ansatte
- Etableret i minimum fem år
- Positiv egenkapital
- Positivt resultat i seneste regnskabsår
- Vækst i dækningsbidrag
- Ejerlederen skal have både ejerandele og bestemmende indflydelse på driften af virksomheden.
Af disse udvælges 125 virksomheder (15-20 virksomheder pr. region), som PwC’s eksperter interviewer personligt i en kvalitativ analyse. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vindere i hver region og én vinder på landsplan.
Emner
- Erhverv
Kategorier
- kompetencer
- kvadrat a/s
- anders byriel
- talent
- nykredit
- dansk erhverv
- årets ejerleder
- pwc
- ejerleder
Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 208.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.