Pressemeddelelse -

Danskerne streamer film som aldrig før

Streaming bliver stadigt mere populært hos danskerne, som streamer film som aldrig før. Den udvikling fortsætter, og frem mod 2020 forventes en samlet vækst i TV- og videobranchen på trods af en forventet tilbagegang i leje og lån af fysiske film i hjemmet. Det viser en ny undersøgelse fra PwC.

Ifølge PwC’s årlige analyse Global Entertainment and Media Outlook 2016-2020 forventes omsætningen i den danske TV- og videobranche gennemsnitlig at stige med en årlig vækst på 0,6 % frem mod 2020. Omsætningen i 2015 lå på 13,9 mia. kr. og forventes i 2020 at være på 14,3 mia. kr. Disse tal dækker over TV- og videoforbrug i hjemmet samt streaming.

”Det er ikke overraskende, at den forventede årlige vækst ikke er højere. Brugen af fysiske videoer, både i form af leje og køb af film forventes at opleve et fald i omsætningen på ca. 8 % og trækker derfor den samlede vækst i branchen ned,” udtalerLeif Ulbæk Jensen, partner og medieekspert i PwC.

Ser man på den globale udvikling forventes en gennemsnitlig årlig vækst på ca. 2,6 % i TV- og videobranchen. Både i Danmark og på globalt plan trækker streamingtjenesterne væksten i vejret. Omsætningen for streamingtjenester lå i Danmark i 2015 på 1,2 mia. kr. og forventes at stige til 1,6 mia. kr. i 2020.

”Streaming-tjenester som Netflix og HBO tager til i popularitet. Det skyldes ikke mindst, at den teknologiske udvikling og kvalitet understøtter forbrugerne i at se præcis de serier eller film, de har lyst til, når det passer dem og til et overkommeligt månedsabonnement. Med en årlig vækst på ca. 6% frem til 2020 forventes den største vækst at være i TV on Demand, der dækker over en tjeneste som eksempelvis iTunes, hvor forbrugeren betaler for leje af film pr. gang,” fortæller Leif Ulbæk Jensen.

Der forventes en lav gennemsnitlig vækst på 0,3 % om året frem mod 2018 for de traditionelle TV-udbydere, og først i 2019 forudses det, at vækstkurven knækker og bliver negativ. Derimod bliver det stadig mere populært at streame via sit TV-abonnement, hvor der forventes en årlig vækst på 6,1 % frem mod 2020.

Danskerne vælger efterhånden mindre TV-pakker og kombinerer dem med de mange muligheder af streamingtjenester, som gør det muligt at se film, serier og fjernsyn via internetforbindelse.

”Forbrugerne vil ikke længere bruge en penge på kanaler, de aldrig bruger, og derfor falder de store tv-pakkers popularitet. De vil i langt højere grad selv have lov at udvælge de kanaler, der er relevante for dem, og supplere med diverse streamingtjenester. I sidste ende er det ofte stadig billigere end at købe en stor TV-pakke,” fortæller Leif Ulbæk Jensen. Han fortsætter:

”Man skulle måske tro, at udviklingen ville gå i retning af, at indholdet på streamingtjenesterne bliver mere homogent på global plan, men det er ikke tilfældet, hvis man skal tro Netflix. Her forudser man, at indholdet i fremtiden bliver tilpasset lokalområdet og derfor vil differentiere sig landene imellem.”

Om Outlook
PwC’s 17. årlige udgave af Global entertainment and media outlook 2016-2020 indeholder en omfattende global internet-analyse af forbruger- og reklameudgifter. På grundlag af femårige historiske data og femårsprognoser og kommentarer fra mere end 13 branchesegmenter i 54 lande, som er direkte sammenlignelige fra år til år, gør Outlook det lettere at sammenligne forbruger- og reklameudgifter i de forskellige segmenter og lande. Se mere og få fuld adgang til analysen på www.pwc.com/outlook.

Segmenter, der er omfattet af OutlookTV og video, TV-reklamer, internet-reklamer, internet-adgang, radio, reklamer i det offentlige rum, videospil, biografer, avisudgivelse, bladudgivelse, business-to-business, bogudgivelse og musik.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • streaming
  • vækst
  • netflix
  • hbo
  • entertainment & media outlook
  • leif ulbæk jensen
  • film
  • pwc
  • undersøgelser

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 208.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.