Pressemeddelelse -

Digital ejerleder kåret med vækstpris på Fyn

Prisen som Årets Ejerleder 2014 på Fyn gik til Lars Hedal fra e-handelshuset Hedal Kruse Brohus A/S. Prisen blev uddelt ved kåringen på Møntergården i Odense, hvor fynske virksomhedsledere var med til at hylde den fantastiske væksthistorie.

Det blev Lars Hedal, der løb med den fornemme vækstpris, Årets Ejerleder 2014 på Fyn. Allerede som 27-årig så han store muligheder, da han sammen med tidligere kollegaer gik den digitale vej og etablerede Hedal Kruse Brohus A/S i 2002. I dag er det Danmarks største e-handelshus specialiseret i udvikling af ambitiøse e-handelsløsninger.

”Lars Hedal har opbygget en solid og innovativ organisation, hvor det skal være sjovt og udviklende at gå på arbejde. Høje vækstambitioner, understøttet af et stærkt kundegrundlag, og en medarbejderstab med høje kompetencer har banet vejen til succes, ” fortæller partner Mikael Johansen fra PwC i Odense og fortsætter:

”Det er velfortjent, at Lars Hedal nu går videre til finalen og skal dyste mod de øvrige seks regionsvindere ved landskåringen. Det har været et stærkt felt i år, og derfor er det en stor fornøjelse at overrække prisen til manden bag en ægte væksthistorie. ”

Strategisk fokus
Vækstambitionerne hos Hedal Kruse Brohus er underbygget af en klart strategisk fokus. Der foretages strategiske fravalg, og man går målrettet efter at være nummer 1 og have en sund forretning.

”Der er ingen tvivl om, at ambitionerne hos Lars Hedal er underbygget af et strategisk fokus, der sammen med en solid og innovativ organisation med uddelegering af ansvar til en kompetent gruppe af ledere og medarbejdere har været med til at drive virksomheden til så flot et niveau, som vi ser,” siger områdedirektør Jens Østergaard fra Nykredit og ønsker tillykke.

Mod på international succes
Årets Ejerleder på Fyn har på alle måder vist, at de kan bygge en sund forretning op, levere imponerende resultater og sætte ambitiøse mål for fremtiden, påpeger Dansk Erhverv.

”Hedal Kruse Brohus A/S er levende eksempel på, hvordan Danmarks ejerledede virksomheder spiller en afgørende rolle, når det gælder om at skabe vækst og nye arbejdspladser,” siger Sigurd Schou Madsen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.

Ejerlederne skaber vækst

Et rekordhøjt antal af de dygtigste ejerledere har forventninger til fremtidig vækst. I en ny analyse af de dygtigste ejerledere fra PwC svarer hele 97 % af de udvalgte ejerledere, at de forventer yderligere vækst mod 92 % sidste år. Deres vækstforventninger er til gengæld mere moderate end sidste år, men der er fortsat forsigtig optimisme at spore.

De stærke konkurrenter
Hedal Kruse Brohus A/S er ikke den eneste virksomhed på Fyn med et flot resultat. De øvrige nominerede var:

René Liocouras Nielsen fra Trade Point A/S Direct Container
Ejerleder René Liocouras Nielsen står i spidsen for en succesfuld virksomhed med salg til hele verden. Forretningsideen er unik og tilbyder en ny indkøbsstruktur til møbelforretninger med ’one stop shopping’, hvor pris, kvalitet og levering er tænkt sammen.

Anders Borring fra Scangrip A/S
Scangrip er ejet og ledet af ildsjælen Anders Borring, der i 1996 overtog virksomheden, der siden 1906 har fremstillet håndværktøj af meget høj kvalitet til industrien og autobranchen. Scangrip har en meget stærk position på hjemmemarkedet og en eksportandel på ca. 85 %.

Fakta om Hedal Kruse Brohus A/S
Hedal Kruse Brohus A/S er Danmarks største e-handelshus specialiseret i udvikling af ambitiøse e-handelsløsninger. Virksomheden tilbyder markedets mest komplette softwareplatform målrettet B2C- og B2B-virksomheder, der ønsker at investere strategisk online og gøre e-handel til en af deres primære salgskanaler. De 75 ansatte i Hedal Kruse Brohus er udviklere, softwarearkitekter og digitale designere, der er opdateret på den nyeste viden og specialiseret i alle e-handelsdiscipliner.

Fakta om Årets Ejerleder
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv, Erhvervsorganisationen Ejerlederne og Morgenavisen Jyllands-Posten, der står bag prisen, som uddeles for 11. gang. Årets tema er ejerledernes vækstambitioner.

De 7 regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 19. november 2014 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter for Erhvervsorganisationen Ejerlederne, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere
Thomas Dinesen fra Dinesens Floors (2013) Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008), Expo-Net Danmark A/S (2007).

Omfattende udvælgelsesproces
PwC analyserer ca. 4.600 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. De skal overholde følgende krav:

•A/S – ApS
•Minimum 10 ansatte
•Etableret i minimum 5 år
•Positiv egenkapital
•Positivt resultat i seneste regnskabsår
•Vækst i dækningsbidrag
•Ejerlederen skal have både ejerandele og bestemmende indflydelse på driften af virksomheden.

Af disse udvælges 125 virksomheder (15-20 virksomheder pr. landsdel), som PwC’s eksperter interviewer personligt. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vinderne i hver region og en vinder på landsplan.

Emner

  • Erhverv

Regions

  • Syddanmark

Om PwC
PwC er en af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 16 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 195.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.