Pressemeddelelse -

Elever fra handelsgymnasiet tester nyt online-spil

Nu får gymnasieelever på Nils Brock i København lov til at spille midt i skoletiden. De tester nemlig revisorspillet.dk, der er et online-spil udviklet af PwC i samarbejde med lektorer fra HHX og STX. Spillet skal være med til at bygge bro mellem teori på skolebænken og praksis i erhvervslivet.

Et årelangt samarbejde mellem revisions-, skatte- og rådgivningsvirksomheden PwC, Gl. Hellerup Gymnasium og Niels Brock Handelsgymnasium har nu resulteret i et helt nyt tilbud, der skal styrke fagligheden hos eleverne i HHX og STX.

Revisorspillet.dk er et online-spil, hvor eleverne i den virtuelle verden bliver ansat i PwC. Mission er at tjene så mange point, at man stiger i graderne og bliver senior associate. Det opnår man ved at løse en række opgaver bedst muligt – og hurtigst muligt.

”Spillet underbygger faget erhvervsøkonomi og giver en praktisk vinkel på, hvad eleverne kan bruge faget til i en arbejdsmæssig kontekst. Det skal være med til at motivere og gøre det tydeligt for eleverne, hvad faget kan bruges til uden for skolens mure,” fortæller Susanne Funder, partner og HR-direktør i PwC.

Pensum er med i spillet
Opgaverne, som eleverne skal løse, bliver valgt vilkårligt fra en opgavebank med 30 opgaver med en varierende sværhedsgrad og fagligt fokus.

”Vi har udviklet opgaverne, så de tager hensyn til det det faglige pensum i erhvervsøkonomi og virksomhedsøkonomi i STX og HHX. Med spillet får eleverne mulighed for at udfolde sig på en alternativ måde, der stimulerer deres indlæring gennem øvelse og træning i et online univers, der appellerer til dem,” forklarer Susanne Funder.

Du vinder også på sociale færdigheder
Undervejs i revisorspillet.dk bliver spillerne kontaktet af kolleger, der gerne vil give sociale eller faglige beskeder. Henvendelserne afspejler dagligdagen på et kontor, hvor det til tider er spillernes sociale færdigheder frem for faglige evner, der er vigtige for at få succes.

Spillerne tjener i øvrigt point ud fra tre forhold; deres evne til at skabe relationer, værdi og kvalitet.

”De tre forhold afspejler værdierne i PwC, og vi vil gerne være med til at klæde eleverne på, så de kan klare sig på flere af de parametre, som spiller ind i arbejdslivet. Det er ikke nok kun at være fagligt dygtig,” udtaler Susanne Funder.

Point bliver tjent løbende i spillet og kan aflæses på et leaderboard, som giver underviseren overblik over, hvordan eleverne klarer sig i spillet.

Det kan samtidig fungere som et konkurrenceelement, hvis læreren viser leader board'et frem for klassen.

Om spillet
Revisorspillet.dk er et gratis tilbud til gymnasier og handelsskoler i hele landet og en alternativ tilgang til undervisningen i emnet regnskab og regnskabsanalyse. Spillet er udviklet af PwC, Gl. Hellerup Gymnasium og Niels Brock Handelsgymnasium.


Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • revisor
  • handelsskoleelever
  • handelsskole
  • uddannelse
  • online spil
  • revisorspillet
  • pwc

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 16 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 184.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.