Pressemeddelelse -

​Forskningsmidler: Fokus på software og serviceydelser skaber vækst

Virksomheder, som allokerer en større del af deres forsknings- og udviklingsbudget (R&D) til softwareydelser, har en markant højere omsætningsvækst end de, der ikke gør. Det viser en ny global undersøgelse om innovation, ”Global Innovation Study 2016”, fra PwC’s Strategy&. Undersøgelsen fokuserer på de 1.000 virksomheder i verden, herunder også danske virksomheder, som bruger flest midler på R&D.

Ifølge undersøgelsen vil virksomheder i 2020 i højere grad bruge R&D-midler på software og serviceydelser frem for produktudvikling af fysiske produkter. Den primære årsag til skiftet er, at virksomhederne ønsker at bevare deres konkurrenceevne, og investeringer i disse områder skaber større vækst. Faktisk viser undersøgelsen, at de virksomheder, der har oplevet en større stigning i væksten, sammenlignet med nøglekonkurrenter, har øremærket 25 % mere af deres R&D-budget til software og serviceydelser.

Udviklingen fortsætter og tager fart frem mod 2020. I 2010 brugte virksomhederne i gennemsnit 54 % af R&D-midlerne på software og serviceydelser, og tallet forventes i 2020 at være steget til 63 %. Derimod forventes R&D-midlerne brugt på produkt- og maskinudvikling at falde fra 46 % i 2010 til 37 % i 2020.

Mange af verdens største, innovative virksomheder er i gang med en transformation for at imødekomme forbrugernes forventninger. I takt med at softwaren hele tiden fornyer sig og forbedres, vil forbrugernes forventninger til virksomhederne også stige. Det er derfor vigtigt, at virksomhederne følger med den teknologiske udvikling,” forklarer Torsten Moe, partner i PwC, og David Skov, partner i PwC, tilføjer:

”Grunden til, at det i høj grad kan betale sig for virksomhedens vækst og konkurrenceevne, er bl.a., at software har utallige funktionsmuligheder. Det er især to områder, der er i fokus; det første er ”Internet of Things” (IoT), som fordrer øget brug af sensorer i fysiske produkter og evnen til omkostningseffektivt at kunne koble produkterne til nettet, så de kan interagere stabilt med hinanden, forbrugere og producenter samt, for det andet, tilgængeligheden og anvendeligheden af cloud-baseret datalagringsløsninger.”

Det stigende fokus på udvikling af software og serviceydelser medfører, at virksomheder i fremtiden vil rekruttere flere softwareingeniører end maskiningeniører.

”Virksomhederne søger i højere grad efter medarbejdere, som kan udvikle software og platforme til indsamling af data. Dette skift påvirker også uddannelsesinstitutionerne, som tilpasser uddannelser med henblik på at uddanne de bedste talenter med præcis de kompetencer, som virksomhederne søger, som fx softwareingeniører,” udtaler Torsten Moe.

PwC’s CXO Survey 2016* underbygger denne pointe ved at konkludere, at trods uddannelsesinstitutionernes fokus på at tilpasse uddannelserne til arbejdsmarkedsbehov er en af de største bekymringer blandt danske CXO’er fortsat manglende adgang til kvalificeret arbejdskraft.

”Der er ingen tvivl om, at der bliver kamp om de dygtigste talenter inden for dette område, og for at tiltrække og fastholde de rette talenter er det afgørende, at virksomhederne kan fremlægge en klar ’value proposition,” påpeger David Skov og uddyber:

”Virksomheden skal tydeligt kommunikere, hvad den kan tilbyde, og hvad den står for; det vil sige – hvad er det for en virksomhed og kultur, man som medarbejder bliver en del af? Dette skal understøttes af belønningssystemer og muligheder for at udvikle sig i arbejdet – både på lang og kort sigt.”

Der største skift i R&D-fordelingen sker i Nordamerika, hvor andelen af R&D-midler inden for software forventes at stige fra 15 % af det totale R&D-budget i 2010 til 24 % i 2020. I Europa forventes en stigning fra 17 % i 2010 til 22 % i 2020. Asien er derimod den region, som beholder det største fokus på produkt- og maskinudvikling. Set i industriperspektiv er det især bilindustrien og industrielle produkter, som oplever det største skub mod nye softwareydelser.

Fakta fra undersøgelsen:

  • I 2018 vil sundhedssektoren være den industri, som globalt bruger flest penge på R&D, og den vil dermed overgå computer- og elektronikindustrien.
  • Volkswagen, Samsung, Amazon, Alphabet (Google) og Intel er de fem virksomheder, der bruger flest penge på R&D, hvor Amazon og Google har taget nogle modige spring op ad listen (henholdsvis fire og to pladser op).
  • Apple, Alphabet (Google) og 3M er de tre mest innovative virksomheder i verden.
  • Gruppen af de mest innovative virksomheder fortsætter med at klare sig bedre på centrale effektivitetsmålinger end gruppen af virksomheder, der bruger flest midler på R&D, hvilket har været tilfældet de sidste syv år.

Verdens 10 mest innovative virksomheder og de 10, der bruger flest penge på R&D

Rank Top 10 Innovative Virksomheder 2016 R&D forbrug
(US$ Mia.)
R&D intensitet Top 10 R&D forbrugere 2016 R&D forbrug
(US$ Mia.)
R&D intensitet
1. Apple Inc. 8.1 3.5% Volkswagen AG 13.2 5.6 %
2. Alphabet Inc. 12.3 16.4% Samsung Electronics Co Ltd 12.7 7.2 %
3. 3M Co. 1.8 5.8% Amazon.com Inc. 12.5 11.7 %
4. Tesla Motors Inc. 0.7 17.7% Alphabet Inc. 12.3 16.4 %
5. Amazon.com Inc. 12.5 11.7% Intel Corp 12.1 21.9 %
6. Samsung Electronics
Co Ltd
12.7 7.2% Microsoft Corp 12.0 12.9 %
7. Facebook Inc. 4.8 26.9% Roche Holding AG 10.0 19.9 %
8. Microsoft Corp 12.0 12.9% Novartis AG 9.5 19.2 %
9. General
Electric Co
4.2 3.7% Johnson & Johnson 9.0 12.9 %
10. International Business Machines Corp 5.2 6.4% Toyota Motor Corp 8.8 3.7 %


De 10 mest innovative virksomheder er udvalgt af innovationseksperter i en global undersøgelse fra 2016.

*I PwC’s CXO Survey 2016 har det brede ledelseslag (CXO) delt deres viden om deres virksomhed. Undersøgelsen er gennemført via online- og telefoninterviews fra 5. februar til 11. marts 2016, og vi har fået svar fra ca. 600 danske CXO’er, som giver deres vurdering af de forhold, som optager dem og deres virksomhed i det kommende år – herunder fokusområder, investeringsområder, bekymringer mv. Vi har taget udgangspunkt i et bredt udsnit af danske virksomheder.

For yderligere information:

David Skov, partner i Strategy & Operations, tlf.: 3945 3893

Torsten Moe, partner i Strategy & Operations, tlf.: 3945 9595

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • forskning og udvikling
  • r&d
  • serviceydelser
  • software
  • forskning
  • undersøgelser
  • pwc
  • david jul skov
  • torsten moe

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.