Pressemeddelelse -

​Hjemvendte danskere kan fremover holde ferie med løn

Fremover kan danskere, der har været udstationeret, få ferie med løn fra første dag. Det samme gælder for udenlandske medarbejdere, der skal arbejde i Danmark i en periode. Det er effekten af den nye ferielov, påpeger PwC.

Et bredt flertal i Folketinget har netop vedtaget Danmarks nye ferielov. Det betyder, at der er samtidighedsferie for alle, herunder danskere, der har været udstationeret og vender hjem igen, samt udenlandsk arbejdskraft, der kommer til Danmark for at arbejde i en periode. Det er konsekvensen af den netop vedtagne nye ferielov, hvor der bliver indført samtidighedsferie pr. 1. september 2020.

”Med den nye ferielov skal man ikke længere optjene ret til ferie med løn i et optjeningsår, der går forud for et ferieår, hvis man fx har været udstationeret. Det betyder, at udstationerede lønmodtagere, der vender hjem til Danmark efter at have været ude af det danske feriesystem, kan afholde ferie med løn, så snart de vender hjem igen,” forklarer Jeanette Vallat, advokat og Senior Manager fra PwC.

For medarbejdere, der indstationeres til Danmark på en dansk ansættelseskontrakt, vil de nye regler også indebære, at de kan afholde ferie med løn fra begyndelsen af indstationeringen, og ikke som i dag skulle vente til det næstkommende ferieår. I nogle tilfælde i dag er medarbejdernes indstationering til Danmark endda ophørt, inden den optjente ferie med løn kan afholdes.

”For at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, tilbyder nogle danske virksomheder i dag ferie med løn fra begyndelsen af ansættelsen i Danmark sideløbende med, at medarbejderen optjener ferie med løn. Dette medfører selvsagt forøgede omkostninger for de pågældende virksomheder, da de samtidig skal afregne den optjente feriegodtgørelse til medarbejderne ved fratræden. Med den nye samtidighedsferie sikres en smidig overgang til det danske arbejdsmarked for udenlandsk arbejdskraft,” siger Jeanette Vallat.

Samtidighedsferie for alle

De nye ferieregler får også særligt betydning for nyuddannede på det danske arbejdsmarked.

”Tidligere kunne der gå op til 16 måneder, før en lønmodtager havde mulighed for at afholde ferie med løn, men med de nye regler kan dette ske allerede fra dag ét. Ændringen fra optjening af ferie med løn til samtidighedsferie med løn, laver dog ikke om på antallet af feriedage, så der vil fortsat være ret til 25 dages ferie, ” forklarer Jeanette Vallat.

Ferien der optjenes fra 1. september 2019 til 1. september 2020 påvirkes af overgangsregler, der følger med den nye lov.

”De nye regler indeholder økonomisk betydningsfulde overgangsregler, der har til hensigt at beskytte danske virksomheders likviditet i forbindelse med overgangen fra optjeningsferie til samtidighedsferie, så for virksomhederne er det værd at holde sig disse regler for øje,” slutter Jeanette Vallat.

Emner

  • Erhverv

Om PwC

I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er flere end 2.000 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi over 200.000 PwC'ere, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er. Succes skaber vi sammen…