Pressemeddelelse -

Innovation er nøglen til fremtiden i detail- og dagligvarehandlen 

Toplederne i detailbranchen og dagligvarehandlen står over for nye udfordringer, som globaliseringen og den teknologiske udvikling har ført med sig. Men toplederne tror stadig på vækst og udnytter de muligheder, som den teknologiske udvikling har skabt. Det viser svarene fra detail- og dagligvarehandlen i PwC’s CEO Survey 2017.  

I en tid med økonomiske og politiske forandringer bevarer toplederne i detail- og dagligvarehandlen en optimisme, når det gælder vækst i deres virksomheder de næste 12 måneder ifølge PwC’s CEO Survey 2017. Således tror 37 % af CEO’erne i detailbranchen og 32 % i dagligvarehandlen ’i høj grad’ på vækst de næste 12 måneder.  

”Toplederne i de to brancher står over for en række nye udfordringer som følge af den teknologiske udvikling og globaliseringen. De fortsætter dog med at være positive, når det kommer til vækst i fremtiden, og de muligheder, som teknologien fører med sig,” forklarer Henrik Trangeled Kristensen, ekspert i detailhandlen og partner i PwC. Han uddyber:

”Ser vi nærmere på topledernes agenda for det kommende år, er det især organisk vækst, omkostningseffektivisering, nye alliancer eller joint ventures samt nye fusioner og opkøb, som står højt, og som skal drive væksten i de to brancher.”  

Med globaliseringen og den teknologiske udvikling følger dog også nye trusler for virksomhederne. Både toplederne i detailbranchen og i dagligvarehandlen er mest bekymrede for svingende råvarepriser, adgang til de rette kompetencer, ændret forbrugeradfærd og hastigheden af den teknologiske udvikling. Især råvarepriserne er en stor bekymring i dagligvarehandlen, hvor 76 % af CEO’erne ser det som en risiko mod kun 55 % af toplederne på tværs af brancherne.  

”De svingende råvarepriser betyder, at særligt dagligvarehandlen løbende må se på, om deres forsyningskæde skal justeres efter de nye vilkår, og der er ingen tvivl om, at priskonkurrencen er meget hård i såvel dagligvarehandlen som detailbranchen,” fortæller Henrik Trangeled Kristensen. 

Innovation er et vigtigt fokusområde
På trods af at globaliseringen og den teknologiske udvikling fører nye trusler med sig, byder den også på nye muligheder. Ifølge undersøgelsen er innovation nøglen til fremtiden for toplederne i de to brancher.  

”Innovation er et vigtigt fokusområde på tværs af brancher (23 %), men er det i endnu højere grad for toplederne i detail- og dagligvarehandlen (34 %). Det afspejler sig i de kompetencer, som branchen i høj grad søger i nye medarbejdere,” forklarer Henrik Trangeled Kristensen og henviser til, at 51 % i høj grad søger medarbejdere, der er innovative.

”Der er kun 10 % af toplederne i detail- og dagligvarebranchen, som forventer at mindske medarbejderstaben mod 25 % blandt de øvrige CEO’er. Toplederne i begge brancher er dog bekymrede for adgangen til medarbejdere med de rette kompetencer, herunder kreativitet og innovation samt lederskab,” slutter han.

Læs mere om resultaterne her.

Emner

  • Erhverv

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.