Pressemeddelelse -

​​Topledere er i stigende grad bekymret for manglen på talent

Adgangen til talent er de danske toplederes absolut største bekymring. Det er kritisk, da de samtidig har høje forventninger til medarbejdervækst i det kommende år. Det viser de danske resultater fra PwC’s 20. CEO Survey, der netop er blevet præsenteret ved en post-Davos konference hos PwC i Hellerup, hvor over 300 danske topledere deltog.

På listen over forhold, der bekymrer de danske topledere, finder vi kvalificeret arbejdskraft helt i top. Hele 72 % af de danske topledere peger på adgang til talent, hvilket er en stigning fra 59 % sidste år. Samtidig forventer hele 58 % af de danske CEO’er medarbejdervækst i det kommende år. Det viser de danske resultater fra PwC’s 20. CEO Survey.

”Tallene viser, at der er en reel fare for en flaskehalssituation, hvor virksomhederne ikke kan skaffe de medarbejdere, som de skal bruge for at indfri deres forventninger til vækst,” forklarer Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør i PwC.

Han henviser til, at de danske toplederes forventninger til vækst i egen virksomhed de kommende 12 måneder er steget til hele 92 % fra 86 % sidste år, og vi ser, at andelen af dem, der i ’høj grad’ forventer vækst, er steget (fra 30 % i 2016 til 39 % i 2017).

”For at undgå en flaskehalssituation ser vi, at mange af virksomhederne søger bredere efter de rette medarbejdere – på tværs af grænser og demografi. Og der er ingen tvivl om, at de virksomheder, der forstår at tiltrække og fastholde de bedste talenter, vil have langt bedre chancer for at indfri deres vækstforventninger fremover,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen.

Mennesket og de rette talenter er forsat afgørende i den digitale tidsalder
Toplederne anerkender desuden, at det er afgørende at fastholde det menneskelige element i en stadig mere digital verden, hvilket ofte overses i det teknologiske kapløb. Ikke alene planlægger størstedelen af toplederne at ansætte flere medarbejdere, men de kvalifikationer, de sætter størst pris på, er de bløde, som ikke umiddelbart kan erstattes af maskiner: Hele 95 % peger på evnen til at samarbejde, 92 % på lederevner, 91 % på problemløsning, 89 % på omstillingsparathed og 80 % på innovation og kreativitet.

”En betydelig del af virksomhederne tilføjer digital træning til deres læringsprogrammer for i højere grad at klæde deres medarbejdere på i mødet med den digitale udvikling. Det er dog ikke teknologien i sig selv, som kommer til at skabe fremtidens vindervirksomheder, for den kan ikke stå alene – også fremover bliver mennesket og dermed de rette talenter og ledere helt afgørende,” forklarer Mogens Nørgaard Mogensen.

Undersøgelsen viser dog, at det netop er medarbejdere og ledere med de efterspurgte bløde kompetencer, som toplederne mener, at det er svært at rekruttere. Således svarer hele 62 %, at de anser det som svært eller meget svært at rekruttere medarbejdere og ledere med kreative og innovative kompetencer og 61 % svarer det samme i forhold til at rekruttere medarbejdere og ledere med lederskabsevner.

“Det er blevet en stadigt sværere opgave at rekruttere de nødvendige kompetencer. Samtidig ser vi en tendens, hvor toplederne ønsker en arbejdsstyrke, der er mere fleksibel og inkluderende,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen.

Dette afspejler sig i virksomhedernes aktiviteter i forhold til talentagendaen, hvor de leder efter de dygtigste medarbejder på tværs af landegrænser og uanset demografi (75 % er enige eller meget enige), de aktivt støtter diversitet og inklusion (69 % er enige eller meget enige), flytter talent rundt i virksomheden, når det er nødvendigt (64 % er enige eller meget enige), og de ændrer deres talentstrategi, så den afspejler virksomhedens behov (63 % er enige eller meget enige).

“Nye strategier for, hvordan man finder, rekrutterer og udvikler medarbejdere og ledere, vil ikke længere være tilstrækkeligt. Hele det system, som vi arbejder inden for, må tages med i betragtning. Det gælder fx mekanismer inden for løn, bonus og performance-systemer, samt coaching og feedback,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen og uddyber:

”Det bliver også afgørende at hjælpe sine medarbejdere med at forstå og navigere i et arbejdsmiljø præget af den hastige teknologiske udvikling, udpege ledere, der afspejler diversiteten i medarbejdersammensætningen, samt ikke mindst at skabe en kultur, der inspirer og motiverer medarbejdere og ledere.”

Om undersøgelsen
I PwC’s 20th CEO Survey blev der gennemført 1.379 interviews i 79 lande i løbet af det sidste kvartal af 2016. PwC’s CEO Survey er verdens førende og mest omfattende toplederundersøgelse.

Emner

  • Erhverv

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.