Pressemeddelelse -

Tre finalister fra Østjylland er nomineret til prestigefyldt ejerlederpris

Kåringen af Årets Ejerleder 2015 i Østjylland står for døren, og tre finalister er nu fundet. Prisen går i år til den ejerleder, der med fokus på talent og kompetencer har skabt Østjyllands mest succesfulde vækstvirksomhed. Den prestigefyldte pris uddeles for 12. gang af PwC i samarbejde med bl.a. Nykredit og Dansk Erhverv.

En analyse af mere end 6.000 virksomheder fra hele landet ligger bag nomineringen af finalisterne, hvor først 125 virksomheder er udpeget til at være med i Årets Ejerleder 2015. Nu er der blot 3 finalister tilbage i hver region i kampen om at vinde Årets Ejerleder 2015.

I PwC’s analyse melder ejerlederne fortsat om behov for nye medarbejdere og flotte vækstforventninger de kommende tre år. Det skyldes ikke mindst, at de dygtigste ejerledere udvikler sig i en retning, hvor der er brug for nye typer af medarbejdere med nye kompetencer, der kan indfri vækstforventningerne.

”Det har været meget spændende at møde det store felt af dygtige ejerledere til dette års kåring. De tre finalister har formået at sikre vækst og succes med et målrettet fokus på talent og kompetenceudvikling. Og med kåringen håber vi at inspirere andre, for vi tror på, at vinder-historierne kan være med til at skabe succes for andre,” fortæller Christian Roding, partner i PwC i Aarhus.

Rygraden i dansk erhvervsliv
Hos Nykredit peger man på, at det netop er de mange virksomheder, hvor det er ejeren, der er leder, som udgør rygraden i erhvervslivet.

Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, hvordan de dygtigste klarer sig. Det er ikke mindst derfor, at Nykredit er med i Årets Ejerleder. Vi har brug for de gode eksempler til at inspirere andre ejerledede virksomheder,” siger viceregionsdirektør Søren Andersen. Han fortsætter:

”De bedste inddrager professionelle kompetencer i bestyrelsen, arbejder målrettet med strategi og er åbne for nye initiativer. Det er områder, vi som bank lægger stor vægt på, når ejerlederne kommer til os for at tale finansiering og vækst, og det har vi også gode eksempler på i årets vinderfelt.”

Dansk Erhverv understreger også, at de ejerledede virksomheder fylder en meget stor del af dansk erhvervsliv, og at man med rette kan være stolt af de mange succeshistorier, de skaber.

”Ejerlederens indsigt, viden og engagement i virksomheden giver en helt særlig force til at finde og udvikle de talenter, der skaber succes og vækst – ikke bare i virksomheden selv, men også i Danmark som helhed,” siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Finalisterne er:

Mikael Brandt fra Bent Brandt A/S i Aarhus N
Mikael Brandt står i spidsen for Bent Brandt, der er leverandør af køkkenudstyr – både til offentlige og private erhvervskunder. Det hele startede i 1967 i hjertet af Aarhus, hvor Bent Brandt og hans hustru Kirsten Brandt etablerede virksomheden. Selv om det ikke fra starten lå i kortene, at Mikael skulle overtage familievirksomheden, var han alligevel opsat på at vise sit værd og startede mere eller mindre fra bunden i salgsafdelingen. Han udvidede med årene sit ansvarsområde, og et succesfuldt generationsskifte blev gennemført inden for familien i 2003, hvor Mikael sammen med sin bror overtog virksomheden endeligt.

Mikael lægger vægt på åbenhed i sin ledelsesstil, ligesom han går forrest – også når det har været nødvendigt at tage nogle kampe. Derudover har han opnået stor succes ved at være resultatorienteret og tydelig i sin kommunikation over for medarbejderne, ligesom han ikke er bange for at stille krav. Dette har resultereret i en meget veldrevet virksomhed, der ikke er afhængig af ejerlederen, og som har bevist sin styrke i krisetid.

Anders Byriel fra Kvadrat A/S i Ebeltoft
Anders Byriel er ejerleder for Kvadrat A/S, der producerer design-tekstiler. Anders indtrådte i familievirksomheden som 27-årig og har siden formået at skabe en imponerende vækst med kombinationen af kreativ kultur samt strategisk planlægning og opfølgning. Anders ser det som en af sine vigtigste opgaver at finde de rigtige talenter og sætte det rigtige team. Og med en fuldstændig transparens i ledelsesstilen og en tro på, at kombinationen af familieeje og en kreativ kultur giver en meget stor loyalitet blandt medarbejderne og en stærk dynamisk virksomhedskultur, har Kvadrat A/S opnået stor succes.

For at understøtte udviklingen af talenter har Kvadrat A/S etableret en HR-afdeling, der har fokus på udvikling af talenter internt i virksomheden samt et rekrutterings- og udviklingsprogrammer for kommende talenter. Derudover er der udviklingsplaner for alle centrale medarbejdere, og i et internt Academy trænes bl.a. virksomhedens kultur og værdier, ligesom Anders fungerer som sponsor i et ledelsestræningsprogram.

Jacob Fisker og Peder Tang fra Minimum A/S i Aarhus C
Jacob Fisker og Peder Tang havde begge en trang til at få foden under eget bord, og sammen etablerede de Minimum A/S i 1997. Dengang var det en lille detailbutik, som dog hurtigt udviklede sig til et selvstændigt tøjmærke. I dag er Minimum A/S en wholesale forretning med kunder i de meste af Europa, Asien, Australien og Canada. Minimum har samlet 25 showrooms rundt om i verden og en konceptforretning i Aarhus.

De to ejerledere har helt fra begyndelsen suppleret hinanden godt. Med egne ord er Peder ’totalt uden bekymringer’, mens Jacob er god til at ’samle op’ og ’sætte struktur på’. De nåede dog til et punkt i selskabets udvikling, hvor det var nødvendigt at udvide med andre talenter og kompetencer. Det skete ved at rekruttere talenter fra branchen: Brandmanager, CFO, designer og salgs- og produktionschef. Disse ledende medarbejdere blev gjort til medejere bl.a. for at sikre, at virksomheden kan tiltrække de rigtige kompetencer i virksomheden.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR-ansvarlig Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Kasper Skaanning, kommunikationskonsulent hos Nykredit, på mobil 2320 0560.

Fakta om Årets Ejerleder 2015
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 12. gang. Årets tema er talent og kompetencer.

Kåringen i region Østjylland finder sted:

Onsdag den 11. november, kl. 15-18.15

ARoS, ARoS Allé 2, 8000 Aarhus C

Pressen er velkommen og kan tilmelde sig på miu@pwc.dk

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 19. november 2015 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter for Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Om analysen
Analysen af de dygtigste ejerledere i Danmark er afsæt for kåringen af Årets Ejerleder 2015. PwC analyserer ca. 6.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. De skal overholde følgende krav:

  • A/S – ApS
  • Minimum 10 ansatte
  • Etableret i minimum fem år
  • Positiv egenkapital
  • Positivt resultat i seneste regnskabsår
  • Vækst i dækningsbidrag
  • Ejerlederen skal have både ejerandele og bestemmende indflydelse på driften af virksomheden.

Af disse udvælges 125 virksomheder (15-20 virksomheder pr. region), som PwC’s eksperter interviewer personligt i en kvalitativ analyse. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vindere i hver region og én vinder på landsplan.

Tidligere landsvindere
Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesens Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • talent
  • kompetencer
  • bent brandt a/s
  • pwc
  • årets ejerleder
  • kvadrat a/s
  • minimum a/s
  • nykredit
  • dansk erhverv

Regions

  • Midtjylland

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 208.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.