Pressemeddelelse -

Tre finalister fra Syddanmark er nomineret til prestigefyldt ejerlederpris

Kåringen af Årets Ejerleder 2015 i Syddanmark står for døren, og tre finalister er nu fundet. Prisen går i år til den ejerleder, der med fokus på talent og kompetencer har skabt Syddanmarks mest succesfulde vækstvirksomhed. Den prestigefyldte pris uddeles for 12. gang af PwC i samarbejde med bl.a. Nykredit og Dansk Erhverv.

En analyse af mere end 6.000 virksomheder fra hele landet danner grundlag for nomineringen af finalisterne, hvor først 125 virksomheder er udpeget til at være med i Årets Ejerleder 2015. Nu er der blot tre finalister tilbage i hver region i kampen om at vinde Årets Ejerleder 2015.

I PwC’s analyse melder ejerlederne fortsat om behov for nye medarbejdere og flotte vækstforventninger de kommende tre år. Det skyldes ikke mindst, at de dygtigste ejerledere udvikler sig i en retning, hvor der er brug for nye typer af medarbejdere med nye kompetencer, der kan være med til at indfri vækstforventningerne.

”Det har været meget spændende at møde det store felt af dygtige ejerledere til dette års kåring. De tre finalister har formået at sikre vækst og succes med et målrettet fokus på talent og kompetenceudvikling. Og med kåringen håber vi at inspirere andre, for vi tror på, at vinder-historierne kan være med til at skabe succes for andre,” fortæller Henrik Forthoft Lind, director i PwC.

Finalisterne er:

Jens Find fra Unik Gruppen A/S i Vejle
Jens Find er ejerleder af Unik Gruppen, der har udviklet sig til at være en af Danmarks mest betydende totalleverandører af it-løsninger til bolig- og ejendomsadministration samt advokater. Jens var kun 22 år, da han overtog virksomheden – drevet af interessen for faget og lysten til at skabe noget selv. Som leder anser Jens det som afgørende, at han tager ansvaret for den langsigtede retning, at han tænker i helheder, og at han formår at bevare fokus på såvel kunder, produkter og medarbejdere. I dag har virksomheden 155 ansatte.

Kompetenceudvikling og fleksibilitet er i højsædet hos Unik Gruppen. Begge faktorer har været medvirkende til, at virksomheden har formået at fastholde og udvikle talenter. Og virksomheden har dermed formået at skabe en stabil høj indtjening gennem mange år, og der er fortsat gode muligheder for at skabe vækst. Kort sagt, har Jens med et stærkt team skabt en virksomhed i en lønsom niche på it-området, som også har fået stor betydning lokalt.

Hans Erik Bylling fra Aller Aqua A/S i Christiansfeld
Hans Erik Bylling er ejerleder for Aller Aqua, der producerer fiskefoder. Aller Aqua er en 3. generations-virksomhed, som Hans Erik har løftet til massiv vækst gennem de seneste fem år. Denne vækst forventes at fortsætte med endnu højere vækstrater end tidligere. For at indfri vækstambitionerne investerer Aller Aqua i høj grad i medarbejdere og talent. Virksomheden søger desuden hele tiden at være på forkant med udviklingen ved at ansætte, før der bliver mangel på kvalificeret arbejdskraft.

For Hans Erik handler god ledelse om at finde de rigtige talenter, kende sine svagheder og styrker, så han er dækket ind hele vejen rundt kompetencemæssigt. Og så handler det i høj grad om at finde den rette kemi medarbejderne og ledelsen i mellem. Hans Erik har desuden udviklet virksomheden og sine medarbejdere til at have stort fokus på udvikling og innovation. Aller Aqua har fabrikker i fire lande og sælger foder i mere end 70 lande. I 2017 forventer Aller Aqua at have en ny fabrik færdigbygget i Kina.

Preben Grundtvig fra Dansk Kreditorservice A/S i Vejle
Preben Grundtvig står i spidsen for Dansk Kreditorservice, hvor han leder virksomheden med en tydelig og effektfuld ledelsesstil. Med en fortid i militæret, først som konstabel, dernæst som befalingsmand og siden i militærpolitiet, er Preben stærk i pressede situationer, ligesom han forstår at uddelegere ansvar og være sparringspartner overfor såvel medarbejdere som ledergruppe – ikke mindst fordi, han kender sine egne svagheder og begrænsninger.

Preben er en ejerleder, som har fokus på at skabe resultater gennem mennesker. Han er meget opmærksom på udvikling af egne talenter, bl.a. gennem et uddannelsesprogram, som han selv har udviklet. I øjeblikket fungerer Preben som daglig leder, men inden for to år ønsker han at finde en ny leder, der kan være med til at bringe virksomheden videre. I dag er der ansat 60 medarbejdere, men vækstambitionerne betyder, at der er planer om at udvide antallet af medarbejdere yderligere.

Vækstlaget i dansk erhvervsliv
Hos Nykredit peger man på, at det netop er de mange virksomheder, hvor det er ejeren, der er leder, som udgør vækstlaget i erhvervslivet.

Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, hvordan de dygtigste klarer sig. Det er ikke mindst derfor Nykredit er med i Årets Ejerleder. Vi har brug for de gode eksempler til at inspirere andre ejerledede virksomheder,” siger regionsdirektør Mogens B. Sørensen i Nykredit. Han fortsætter:

”De bedste inddrager professionelle kompetencer i bestyrelsen, arbejder målrettet med strategi og er åbne for nye initiativer. Det er områder, vi som bank lægger stor vægt på, når ejerlederne kommer til os for at tale finansiering og vækst, og det har vi også gode eksempler på i årets vinderfelt.”

Dansk Erhverv understreger også, at de ejerledede virksomheder fylder en meget stor del af dansk erhvervsliv, og at man med rette kan være stolt af de mange succeshistorier, de skaber.

”Ejerlederens indsigt, viden og engagement i virksomheden giver en helt særlig force til at finde og udvikle de talenter, der skaber succes og vækst – ikke bare i virksomheden selv, men også i Danmark som helhed,” siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR-ansvarlig Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Kasper Skaanning, kommunikationskonsulent hos Nykredit, på mobil 2320 0560.

Fakta om Årets Ejerleder 2015
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 12. gang. Årets tema er talent og kompetencer.

Kom til kåringen i region Syddanmark:

Torsdag den 5. november hos PwC, Herredsvej 32,

7100 Vejle fra kl. 15.00-18.15.

Hør også Svend Brodersen, ejer af Gram Slot, sætte fokus på talent og kompetencer i ejerledede virksomheder.

Pressen er velkommen og kan tilmelde sig på miu@pwc.dk

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 19. november 2015 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Om analysen
Analysen af de dygtigste ejerledere i Danmark er afsæt for kåringen af Årets Ejerleder 2015. PwC analyserer ca. 6.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. De skal overholde følgende krav:

  • A/S – ApS •Minimum 10 ansatte
  • Etableret i minimum fem år
  • Positiv egenkapital
  • Positivt resultat i seneste regnskabsår
  • Vækst i dækningsbidrag
  • Ejerlederen skal have både ejerandele og bestemmende indflydelse på driften af virksomheden.

  • Af disse udvælges 125 virksomheder (15-20 virksomheder pr. region), som PwC’s eksperter interviewer personligt i en kvalitativ analyse. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vindere i hver region og én vinder på landsplan.

    Tidligere landsvindere
    Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesens Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

    Emner

    • Erhverv

    Kategorier

    • pwc
    • årets ejerleder
    • kompetencer
    • vækst
    • talent

    Regions

    • Billund

    Om PwC
    PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
    Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
    relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
    om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
    mere end 208.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.