Pressemeddelelse -

Tre finalister til Årets Ejerleder 2017 i Østjylland er fundet

Kåringen af Årets Ejerleder 2017 i Østjylland er lige om hjørnet, og tre finalister er nu udvalgt. Prisen går til den ejerleder, der som frontfigur i en ejerledet virksomhed i Østjylland har en central rolle i at skabe vækst og succes til inspiration for andre. Prisen som Årets Ejerleder uddeles for 14. gang af PwC i samarbejde med bl.a. Nykredit og Dansk Erhverv.


Tre finalister er nu fundet til kåringen af Årets Ejerleder 2017 i Østjylland. De er blevet udvalgt blandt en lang række virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen, der ikke alene skaber vækst, men også har en ambitiøs strategi for fremtidig vækst.

”Vi ønsker et stort tillykke til de tre finalister, som er udvalgt blandt et stærkt felt af dygtige ejerledede virksomheder i Østjylland. De tre finalister går hver dag forrest og skaber vækst og udvikling til stor inspiration for andre,” fortæller Christian Roding, partner i PwC i Aarhus, der med Årets Ejerleder ønsker at sætte fokus på de danske ejerledere og deres betydning for dansk erhvervsliv.

Finalisterne er:

Preben Munch Kjærgaard fra IdHAIR Company A/S (Lystrup)
IdHAIR blev grundlagt i 1986 og er sidenhen vokset til en velanset og fremsynet virksomhed. På grund af stor succes med deres Id voks voksede virksomheden fra en lokal grossistvirksomhed til en højt indtjenende brandvirksomhed, som i dag opererer i over 30 forskellige lande med en stor portefølje af produkter til frisøren.

Ejerleder og grundlæggeren bag, Preben Munch Kjærgaard, har fra begyndelsen haft en stor passion og innovativ tilgang til produktudvikling, som i første omgang førte til den populære Id voks, der faldt så meget i frisørernes og slutkundernes smag, at et nyt nichebrand for hårprodukter var født. Produktudviklingen og geografisk ekspansion i IdHAIR serien er det område, som virksomheden forventer at vækste inden for de kommende år hjulpet på vej af en ny digital strategi, som skal binde slutkunden, frisørsalonen og IdHAIR sammen.

Jonas Bojer, Thomas Sillesen og Esben Eskerod fra Bojer Innovativ Ingeniørrådgivning ApS (BIIR) (Aarhus C)
BIIR ApS blev stiftet i 2008 af Jonas Bojer, og sidenhen er Thomas Sillesen og Esben Eskerod tiltrådt som medejere, og i dag leder de tre virksomheden sammen. Jonas og Esben er begge uddannet ingeniører med stor erfaring inden for ingeniørløsninger, mens Thomas er uddannet cand.merc. og har opbygget stor erfaring med økonomi og virksomhedsledelse. BIIR ApS hjælper sine kunder med at nå deres forretningsmål via innovative og kundetilpassede løsninger.

De tre ejere er mulighedssøgende og har stort fokus på at videreudvikle og skalere forretningen. De er ekstremt kundevendte og ønsker at servicere deres kunder gennem en alsidig, men samtidig specialiseret rådgivning, hvor innovative løsninger er en nøglefaktor. De har skabt en virksomhed med høje vækstambitioner, kvalitet og stor kundetilfredshed.

Allan Damborg Jensen fra Søgemedier A/S (Aarhus V)
Ejerleder Allan Damborg Jensen stiftede i 2008 Søgemedier med en grundtanke om at skabe en rådgivningsvirksomhed med kunden i fokus, og hvor kunden bliver rådgivet ud fra det individuelle markedsføringsbehov. I dag er Søgemedier A/S et digitalt rådgivnings- og mediehus med over 100 ansatte, som hjælper kunderne med at optimere deres markedsføring.

Et team af kompetente og erfarne konsulenter er i dag med til at sikre, at Søgemedier A/S kan tilbyde kunderne den optimale rådgivning samt de bedste produkter inden for online markedsføring. Når nye ydelser skal afprøves, er det Allan selv og salgscheferne, der afprøver tiltagene. På den måde ved virksomheden altid, hvor deres udfordringer ligger og følingen med markedet bevares.

Med Søgemedier har Allan kort sagt formået at etablere og drive en effektiv forretning, hvor der er stort fokus på både det virksomheden kan præstere over for kunder, samtidig med at han har fokus på intern styring og effektivitet, der skaber vækst.

Ejerlederen går forrest
Hos Nykredit understreger man, at de tre finalister netop er kendetegnet ved, at ejeren er en leder, som går forrest og gør en stor forskel for virksomhedens succes.

”Ejerlederne har en stor betydning for vækst og antallet af nye arbejdspladser i hver enkelt region i Danmark, og finalisterne har alle formået at sikre et flot vækst og desuden lagt en ambitiøs og realistisk plan for fremtidig vækst. Dét vil vi gerne være med til at hylde og fejre med Årets Ejerleder,”siger regionsdirektør i Nykredit, Henrik Damsgaard.

Samspillet mellem talent og teknologi
Ifølge PwC’s CXO Survey 2017* er et fokus på digitalisering og udnyttelse af ny teknologi vigtige strategiske parametre for virksomhederne i kombination med at sikre det rette talent. Det er således afgørende for de flestes virksomheders vækst og udvikling at have fokus på disse områder for at opnå succes og skabe en vindervirksomhed.

For andet år i træk uddeler vi en særlig temapris, der i år har fokus på samspillet mellem talent og teknologi. Prisen gives til den ejerledede virksomhed, som formår at udnytte den nye teknologi i samspil med talent til fulde,forklarer Christian Roding, partner i PwC i Aarhus.

Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv, lægger vægt på, hvor vigtigt temaet er i en tid med store forandringer på arbejdsmarkedet, i takt med at digitalisering og ny teknologi spiller en stadig større rolle i mange virksomheder:

”Vi kan med rette være stolte af de succeshistorier, som de ejerledede virksomheder skaber, og deres måde at arbejde med årets tema. Samspillet mellem talent og teknologi er essentielt for at opnå succes, for nok er digitalisering og teknologi vigtig for at fremme vækst, men medarbejdernes evner til at skabe relationer og salg samt tænke kreativt er fortsat nødvendige for væksten i et videnssamfund,” siger han.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006.

Tid og sted for Årets Ejerleder i Østjylland
Onsdag d. 1.november 2017 kl. 16.30-18.15

PwC, Nobelparken, Jens Chr. Skous Vej 1, 8000 Aarhus C

Fakta om Årets Ejerleder 2016Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 14. gang. Årets tema er samspillet mellem talent og teknologi.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 9. november 2017 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere
Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

*I PwC’s CXO Survey 2017 har flere end 500 erhvervsledere deltaget. Survey’en er gennemført i samarbejde med Dansk Erhverv og bygger på online- og telefoninterviews. Respondenterne er bl.a. blevet spurgt til deres vækstforventninger, fokusområder og forventede investeringer, ligesom de også har svaret på spørgsmål, som berører nogle af de tendenser, der gør sig gældende i dansk erhvervsliv.

Om PwC

I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er flere end 2.000 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi over 200.000 PwC'ere, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er. Succes skaber vi sammen… 

 

Emner

  • Erhverv

Regions

  • Midtjylland

Om PwC

I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er flere end 2.000 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi over 200.000 PwC'ere, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er. Succes skaber vi sammen…