Pressemeddelelse -

Trendy ejerledere kåret med vækstpris i Vestjylland

Prisen som Årets Ejerleder 2014 i Vestjylland gik til Betina og Simon Stampe fra Bloomingville A/S. Prisen blev uddelt ved kåringen hos PwC i Herning, hvor virksomhedsledere fra Vestjylland var med til at hylde den fantastiske væksthistorie.

Betina og Simon Stampe løb med den fornemme vækstpris, Årets Ejerleder 2014 i Vestjylland. De to ejerledere står bag den trendy brugskunst- og interiørvirksomhed Bloomingville A/S, der i 2000 startede ud i primitive omgivelser med blot to ansatte, men siden har oplevet en stadig rivende udvikling og i dag har 60 ansatte og 40 kommercielle agenter i hele Europa.

”Kort sagt har Betina og Simon Stampe formået at drive Bloomingville fra en virksomhed med domicil i garagen til lækre lokaler. De har bygget deres virksomhed op helt fra bunden, tror på deres koncept og er ikke bange for at investere i fremtidig vækst, ” fortæller partner Henning Jager Neldeberg fra PwC i Herning og fortsætter:

”Det er velfortjent, at Betina og Simon Stampe nu går videre til finalen og skal dyste mod de øvrige seks regionsvindere ved landskåringen. Det har været et stærkt felt i år, og derfor er det en stor fornøjelse at overrække prisen til et godt makkerpar bag en ægte væksthistorie. ”

To ildsjæle
Betina og Simon Stampe er to ildsjæle fra Heden. Den ene kalder sig selv for ustruktureret og tænker kreative tanker, og den anden betegner sig selv som firkantet og har meget fokus på strukturer og rammer.

”Her er tale om en virksomhed med et imponerende fokus og en vækst fra to personer til 60 siden starten i 2000. Her tør man budgettere med vækst, og det sker i et stærkt samspil mellem kreativitet og struktur og rammer,” siger områdedirektør Hans Jørn Mikkelsen fra Nykredit og ønsker stort til tillykke.

Mod på international succes
Hos Dansk Erhverv peger man på, at vi i Danmark har et stort talent for design. Men at omsætte talentet til en international vækstsucces kræver ikke bare talent, men også mod.

”Ejerledere som Betina og Simon Stampe er afgørende for vækst og øget beskæftigelse i Danmarks stærke felt af ejerledede virksomheder, og det fortjener de at blive belønnet for,” siger Sigurd Schou Madsen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.

Ejerlederne skaber vækst
Et rekordhøjt antal af de dygtigste ejerledere har forventninger til fremtidig vækst. I en ny analyse af de dygtigste ejerledere fra PwC svarer hele 97 % af de udvalgte ejerledere, at de forventer yderligere vækst mod 92 % sidste år. Deres vækstforventninger er til gengæld mere moderate end sidste år, men der er fortsat forsigtig optimisme at spore.

De stærke konkurrenter Bloomingville A/S er ikke den eneste virksomhed i Vestjylland med et flot resultat. De øvrige nominerede var:

Martin Kjølhede og Heino Vigsø fra netIP A/S
Martin Kjølhede og Heino Vigsø står bag netIP, der hører til blandt Danmarks førende udbydere af løsninger inden for it-infrastruktur. De to ejerlederes filosofi er at levere gennemtænkte it-løsninger og serviceydelser, der hjælper kunderne til at nå deres mål.

Jørgen Søvndal Hansen fra Sicatech A/S
Ejerleder Jørgen Søvndal Hansen står bag nichevirksomheden, der bl.a. er de eneste på markedet, der laver maskiner til tampontryk. Et vigtigt mantra for Jørgen Søvndal Hansen er, at det er væsentligt at gå hele vejen for alle kunder.

Fakta om Bloomingville A/S
Betina og Simon Stampe står i spidsen for Bloomingville A/S, der i den spæde start udelukkende importerede europæiske produkter og havde en mindre selvudviklet kollektion. Siden hen har eget design af kollektionen fået overtaget: I dag har virksomheden eget design i størstedelen af Bloomingvilles produkter, suppleret med specielle vintage-produkter fra eksklusive leverandører i Sydøstasien og Afrika samt fair trade produkter fra bl.a. Indien og Sydamerika.

Fakta om Årets Ejerleder
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv, Erhvervsorganisationen Ejerlederne og Morgenavisen Jyllands-Posten, der står bag prisen, som uddeles for 11. gang. Årets tema er ejerledernes vækstambitioner. De 7 regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 19. november 2014 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter for Erhvervsorganisationen Ejerlederne, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere vindere i Vestjylland
Ernst Poulsen fra EP Tools A/S (2013), Allan Witt fra Witt Hvidevarer A/S (2012), Jacob Krogsgaard, Jesper Nissen Boisen, Thomas Luckmann og Mikael Sloth fra H2 Logic A/S (2011).

Tidligere landsvindere
Thomas Dinesen fra Dinesens Floors (2013) Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008), Expo-Net Danmark A/S (2007).

Omfattende udvælgelsesproces
PwC analyserer ca. 4.600 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. De skal overholde følgende krav:

A/S – ApS
Minimum 10 ansatte
Etableret i minimum 5 år
Positiv egenkapital
Positivt resultat i seneste regnskabsår
Vækst i dækningsbidrag
Ejerlederen skal have både ejerandele og bestemmende indflydelse på driften af virksomheden.

Af disse udvælges 125 virksomheder (15-20 virksomheder pr. landsdel), som PwC’s eksperter interviewer personligt. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vinderne i hver region og en vinder på landsplan.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • vækst
  • vinder
  • ejerleder
  • bloomingville
  • pwc
  • årets ejerleder

Regions

  • Midtjylland

Om PwC
PwC er en af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 16 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 195.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.