Pressemeddelelse -

Unge sejltalenter fra Middelfart vinder international kapsejlads i Aarhus

I weekenden var toppen af dansk sejlsport i alderen 16-20 år samlet i Aarhus til den internationale kapsejlads Red Bull Foiling Generation. Frederik Just Melson og Markus Nielsen fra Middelfart Sejlklub tog den nationale sejr og skal repræsentere Danmark i den internationale finale i 2016.

Efter to intense dage med kvalifikationsrunder var det søndag blevet tid til at finde det nationale vinderhold til kapsejladsen Red Bull Foiling Generation, som blev afviklet i Aarhusbugten. Med stærk taktik og en hastighed på op mod 35 knob foilede Frederik Just Melson og Markus Nielsen fra Middelfart Sejlklub, som de første over målstregen i Aarhus, og har dermed kvalificeret sig til den internationale finale i 2016.

“Når man lykkedes med at få båden til at foile, føles det som at være på et flyvende tæppe, der flyver henover vandet,” siger Markus Nielsen. ”Vi glæder os til at repræsentere Danmark ved den internationale finale i 2016. Det er en kæmpe mulighed, som tager os et skridt nærmere en international sejlkarriere,” fortæller Frederik Just Melson.

Red Bull Foiling Generation er en international kapsejladsserie for unge talenter mellem 16 og 20 år, som hjælper dem på vej mod en America’s Cup karriere. I Danmark deltog 16 hold fra hele Danmark, som konkurrerede i de spritnye specialdesignede Flying Phantom katamaraner, der kan nå en tophastighed på op til 35 knob.

“Vi har uden tvivl fundet det stærkeste hold til at repræsentere Danmark ved World Final i 2016. Talentniveauet her i Danmark er det højeste vi har set indtil videre i konkurrencen, og vi kan virkelig se, hvor meget de unge talenter har lært om foiling,” siger sportsdirektør Hans Peter Steinacher.

Resultater
1. Frederik Just Melson og Markus Nielsen
2. Niklas Heide og Oliver Bloch
3. Carl Emil Baad Nielsen og Jakob Jensen
4. Daniel Nyborg og Sebastian Olsen
Vedhæftet er resultaterne fra samtlige runder af Red Bull Foiling Generation i Aarhus.

Om Red Bull Foiling Generation

Bag Red Bull Foiling Generation står de dobbelte olympiske mestre Roman Hagara og Hans Peter Steinacher, som har skabt en konkurrence, hvor verdens bedste og yngste sejlere skal dyste i de specialdesignede Flying Phantom katamaraner. Sejladsen bygger på knock-out serier med fire katamaraner, der konkurrerer imod hinanden indtil der kan afholdes en finalerunde. Konkurrencen skal hjælpe de unge sejlere med at komme et skridt nærmere en America’s Cup sejlkarriere.

Stoppet i Aarhus er en del af en international serie, som løber i 2015. Her bliver der afholdt i alt syv nationale regattaer i hhv. Japan, Storbritannien, Italien, Sverige, Danmark, Rusland og Frankrig. Det danske vinderhold bestående af Frederik Just Melson og Markus Nielsen fra Middelfart har kvalificeret sig til at repræsentere de rød/hvide farver til Red Bull Foiling Generation World Final, som bliver afholdt i slutningen af 2016, mod de øvrige nationale vindere.

Hvad er Flying Phantom:

Flying Phantom er en hydrofoil katamaran, der stryger henover havoverfladen. Denne fremtidsbåd er 18 fod lang, 3 meter bred og er med sine kun 155 kg en ultra letvægter. Takket være den lette vægt, katamaranens buede foil og en 9,6 meter høj ultra let carbonmast kan den sejle med en hastighed på op mod 35 knob.

Vedhæftede billeder krediteres: Esben Zøllner og Jesper Grønnemark for Red Bull Content Pool.

Øvrige billeder og videoer findes her, og krediteres Red Bull Content Pool:

Pressekontakt:
Pia Baunsgaard / Communications Specialist Red Bull Denmark / +45 51155035 / pia.baunsgaard@dk.redbull.com

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • energi drik
  • redbull
  • sport
  • foiling
  • red bull foiling generation
  • sejlads

Kontakt

Camilla Henriksen

Pressekontakt Communications Specialist Overordnet kommunikationsansvarlig, herunder, presse, video og billeder. Distribution og salg af Red Bull indhold +4520622019