Gå til indhold
Lydløs hjælp til hjemmeplejen i Ballerup Kommune

Pressemeddelelse -

Lydløs hjælp til hjemmeplejen i Ballerup Kommune

Ballerup Kommunes hjemmepleje tog onsdag den 25. juni et skridt mod endnu grønnere transportvaner. Det skete, da autoriseret Renault forhandler Arne Stubbe Automobiler i Måløv, overdrog 12 Renault Zoe elbiler til Ballerup Kommunes Borgmester Jesper Würtzen.

Ballerup Kommune er dermed blandt de første kommuner til at implementere elbiler i deres flåde. Noget, der falder helt i tråd med kommunens fokus på netop grøn transport.

”I Ballerup har vi fokus på at skabe en endnu grønnere hverdag, og i den sammenhæng passer el-biler rigtig godt ind”, siger borgmester i Ballerup Kommune Jesper Würtzen.

Ballerup Kommune er tidligere blevet certificeret som Grøn Transportkommune, og har dermed blandt andet forpligtet sig til at følge trafikstyrelsens anbefalinger for grønne transportmidler og reducere CO2-udledningen på den arbejdsrelaterede kørsel. Her er Hjemmeplejen, som allerede har en række hybridbiler i vognparken, nu med til at vise vejen yderligere.

”Hjemmeplejen i Ballerup Kommune er med deres nye el-biler med til at gå forrest og vise vejen til en grønnere hverdag, som forhåbentlig kan være til inspiration for mange andre”, siger Jesper Würtzen, der tidligere selv har prøvet at sidde bag rattet i en af de lydløse el-biler.

Udover den CO2 mæssige gevinst ved elbiler, er der også en række fordele i nærmiljøet, der direkte kommer borgerne i Ballerup Kommune til gode. Elbilen er ikke alene lydløs, den udleder heller ikke sundhedsskadelige partikler til omgivelserne. 

Hos Arne Stubbe Automobiler har samarbejdet med Ballerup Kommune været en god og lærerrig oplevelse, og overleveringen af de 12 Renault Zoe er kulminationen på en lang proces, hvor en masse praktiske og miljømæssige forhold skulle være opfyldt.

”Ballerup Kommune har stillet meget høje krav til bilernes miljø, brændstoføkonomi og sikkerhed. Samtidig med, at der også er tænkt på Kommunens økonomi ift. indretning af bilerne” siger salgschef Frederik Møller fra Arne Stubbe Automobiler.

 Eksempelvis har man i hjemmeplejen, for at nedbringe antallet af parkeringsskader, fået alle biler leveret med bakkamera eller parkeringssensor. Samtidig har kommunen haft egen testgruppe med repræsentanter fra Hjemmeplejen for at sikre, at de daglige behov for plejerne, der skal køre i bilerne, blev dækket, så alle betingelser for tilfredshed med bilerne er opfyldt.

El-bilerne i Hjemmeplejen er de første, som Ballerup Kommune har investeret i. Bliver de en succes vil borgmester Jesper Würtzen ikke udelukke, at der kan komme el-biler på andre af kommunens institutioner.

 

Emner

Kategorier

Kontakt

Søren Hyltoft

Søren Hyltoft

Pressekontakt Communication & Event Manager 24643941

Relateret materiale

RN Danmark er en filial af RN Nordic

RN Danmark er en filial af RN Nordic, der gennem et dedikeret netværk af autoriserede forhandler sælger og servicerer Renault og Dacia.

Renault Group
https://www.renaultgroup.com/en/

RN Danmark - Filial af RN Nordic
Industriparken 21 A
2750 Ballerup
Danmark