Gå til indhold
Renault Captur - en succes fornyes

Pressemeddelelse -

Renault Captur - en succes fornyes


Med knap 216.000 solgte enheder alene i 2016 blev Renault Captur den bedst sælgende crossover i Europa. I Danmark har bilen siden introduktionen tilbage i 2013 nærmest konsekvent været kongen i sit segment – nu kommer en endnu bedre version.

Siden 2013 har Captur i den grad været en populær model. Kombinationen af design, plads og pris har gjort, at der alene i Danmark, er solgt knap 12.000 Captur. Til september introduceres så 2017 udgaven, der ganske som lillebror Clio, er blevet forbedret på væsentlige punkter - uden af den grund at rokke væsentligt ved designet og de dyder, der har gjort den populær.

Udvendige nyheder

Ganske som tilfældet var med den faceliftede Renault Clio er en af de mest synlige forandringer, at Captur nu fås med fuld LED lyspakke. I den underste del af kofangeren er der endvidere indkorporeret C-shaped LED Daytime Running Lights, som er blevet Renaults lyssignatur. Også baglygterne er blevet opdateret til LED.

Blandt de udvendige ændringer i forhold til den nuværende Captur er også nye kofangere både foran og bagved – begge med integreret beskyttelsesplader, hvilket bidrager til bilens crossover look og gør, at familieskabet med storebror Kadjar bliver endda meget tydeligt. Som et nyt tiltag kan bilen i øvrigt også fås med fast glastag.

Synligt er naturligvis også de mange farver, der er blevet suppleret med endnu to. Nemlig Orange Atacama og Blå Ocean. Som ekstraudstyr på mellemversionen Zen og som standard på topversionen Intens fås bilen tofarvet - og her er der kommet en ny tagfarve – nemlig Grå Platine. Tilsammen giver det i alt mere end 30 forskellige kombinationsmuligheder, og en unik chance for at skræddersy bilens design til ens smag.

Indvendige nyheder

Indvendig er der mange nyheder som giver Captur et mere eksklusivt udtryk. Det første man bemærker er det nye rat, der kan fås med high-end læderfinish. Dørsiderne er nu beklædt med et andet og blødere materiale, nyt materiale finder man også på instrumentbordet, og der er kommet nyt indtræk til. Der er ny gearknop og så er loftlyset nu to individuelle læselys med LED pærer. I topversionerne er der desuden nye og bedre sæder, der yder endnu bedre komfort.

Højteknologiske nyskabelser

Med Captur facelift får Captur nu nogle af de teknologiske features som også er i Mégane og Talisman. Det er blandt andet nu muligt at få den med Bose lydsystem med seks højtalere og subwoofer.

På sikkerhedssiden er der mulighed for ADAS systemet – hvilket blandt meget andet betyder advarsel mod blinde vinkler – et system der er aktivt ved hastigheder mellem 30 og 140 km/t. Udover parkeringssensorerne kan den nye Captur fås med parkeringssensorer foran samt bakkamera. Derudover kan man også få systemet med håndfri parkering.

Captur fås i tre forskellige udstyrsversioner. Laveste udstyr hedder Life, der koster fra 159.990 kroner med 90 hk benzin. Ønsker man mere udstyr er springet 20.000 kroner for Zen versionen, mens der er endnu 20.000 kroner op til Intens versionen, der så lander på 199.900 kroner.

For den 120 hk version gælder at den fås fra mellemniveauet Zen – her er prisen 201.900 kroner og igen 20.000 kroner op hvis man ønsker Intens versionen. Den 120 hk version fås i øvrigt med automatgear. Her er merprisen 18.000 kroner for Zen og Intens.

Har man et kørselsbehov, der passer bedre til diesel er valget 90 hk diesel med og uden automatgear. Priserne begynder ved 201.900 kroner for diesel uden automatgear og 219.900 kroner med automatgear.

Motorudvalget

I Danmark fås Renault Captur med fem forskellige kombinationsmuligheder, når der skal vælges motor. På benzinsiden findes den 90 hk benzinversion, som kendes fra i dag. Den har et fornuftigt forbrug på 19,6 km/l. Ønsker man lidt mere power kan man få den 120 hk benzinversion - og både med manuel og EDC gearkasse – er er brændstoføkonomien 18.2 km/l. På dieselsiden er der en motor – nemlig 90 hk diesel med både manuel og EDC gearkasse. Og det er jo den man skal vælge, hvis kørselsbehovet er stort. For her belønnes man med fremragende brændstoføkonomi. Op til 28,7 km/l.

Renault Captur har premiere hos de danske Renault forhandlere til september

Emner

Kontakt

Søren Hyltoft

Søren Hyltoft

Pressekontakt Communication & Event Manager 24643941

RN Danmark er en filial af RN Nordic

RN Danmark er en filial af RN Nordic, der gennem et dedikeret netværk af autoriserede forhandler sælger og servicerer Renault og Dacia.

Renault Group
https://www.renaultgroup.com/en/

RN Danmark - Filial af RN Nordic
Industriparken 21 A
2750 Ballerup
Danmark