Gå til indhold
Bedre muligheder for at blive hørt

Pressemeddelelse -

Bedre muligheder for at blive hørt

Der bliver bedre muligheder for at følge med i høringer og selv blive hørt, når Rødovre Kommune lancerer en digital høringsportal.

”Når man bor i Rødovre, skal man let og hurtigt kunne blive hørt. Vi har en god og lang tradition for dialog om de store sager, og det rækker ofte ud over de krav, der er i loven. Nu er der teknologisk mulighed for at skabe endnu mere åbenhed og gennemsigtighed, og så skal vi selvfølgelig prøve det af”, siger borgmester Erik Nielsen.

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal etableres en digital høringsportal på kommunens hjemmeside, så der fremover bliver én indgang til alle høringer i Rødovre Kommune. Her vil man let kunne få overblik over de aktuelle høringer og selv afgive svar. Det bliver også muligt løbende at læse de høringssvar, der er afgivet fra andre borgere.

”Vi får de bedste løsninger for Rødovre, når vi er sammen om udviklingen, og der er mange, der bidrager. De høringssvar, som Kommunalbestyrelsen får fra borgerne, er guld værd. Forvaltningen gør et flot arbejde og kommer altid med et sagligt oplæg, men man bliver alligevel altid klogere på en sag, når man har læst alle høringssvarene, og det giver da også stort set altid anledning til ændringer”, siger Erik Nielsen.

Den digitale høringsportal bliver målrettet brede, offentlige høringer. Det er en del af Kommunalbestyrelsens arbejde med Rødovre som et demokratisk laboratorium. Ligesom forsøget med borgerdrevne forslag er høringsportalen kun tiltænkt borgere, der bor i kommunen – og altså ikke interesseorganisationer eller andre, der gerne vil ind og påvirke de lokale forhold. De gode, gamle høringsmetoder, som man kender, er der selvfølgelig stadig.

”Det er en ny måde at lave høringer på, som der er gode erfaringer med fra andre, større kommuner, f.eks. København. Det er selvfølgelig fortsat Kommunalbestyrelsen, der har ansvar for at træffe den endelige beslutning. Sådan skal det være i et repræsentativt demokrati som det danske”.

Forvaltningen forventer, at den digitale høringsportal er klar til brug efter sommerferien. 

Emner

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark