Pressemeddelelse -

ET DYK NED I 1840'ERNES ROSKILDE

April måneds Roskildelektion fører tilbage til en sommeraften i 1847. Gennem Erik Henningsens smukke maleri fra naturforskernes udflugt, folder Gorm Bruun Hansen fortællingerne ud om selve begivenheden, om personerne i maleriet og om tiden. Det er onsdag den 4. april kl. 19 på Roskilde Museum.

Stemningen er fornøjelig og ophøjet. Et hav af nydeligt klædte mænd, små piger i hvide kjoler med kurve fulde af blomster, vin skænket i glas, skandinaviske flag og hvide duge. 

Roskilde Museums nyerhvervede maleri hænger i den nye permanente udstilling og er et forstudie til det endelige værk, som i dag hænger i København. Maleriet viser skandinaviske naturforskeres fest i Palægården en sommeraften i 1847 under deres udflugt fra København til Roskilde. April måneds Roskildelektion på museet fortæller historien om maleriet:

- Vi vil se grundigt på billedet og fortælle historien bag billedet fra 1895, bag erhvervelsen i 2017 og bag begivenheden i 1847. Vi vil også sammenligne billedet med en anden version i København samt fortælle om personerne på billedet. Desuden kan billedet bidrage til en bedre forståelse af Roskilde i 1840’erne, forklarer Gorm Bruun Hansen, som står bag 'lektionen'. Han er forhenværende lektor ved Roskilde Gymnasium, lokalhistoriker, forfatter og foredragsholder.

Erik Henningsen

Erik Henningsen var dansk maler og illustrator, som levede 1855-1930. Mange kender hans streg fra den berømte Tuborg-plakat 'Den tørstige mand', som prægede gadebilledet i hele 1900-tallet.

Roskildelektioner - nye vinkler på historien

Hver måned inviterer Roskilde Museum til en lektion med fokus på byens fascinerende og stadigt udforskede historie. Med fingeren på pulsen præsenterer varierende oplægsholdere nye opdagelser, anderledes vinkler og genfortolkede forståelser af historien – med efterfølgende spørgerunde.

Museet sørger for fyldte karafler og velskænkede glas.

Tid, pris og sted
4. april, kl. 19-21
75 kr. pr. billet, inkl. entré til museet.
Købes i museumsbutikken eller på billetto.
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • roskilde museum

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Isabella No'omi Fuglø

Museumsinspektør 42 24 52 51