Pressemeddelelse -

NISSER, HONNINGHJERTER OG JULETRÆER PÅ FREDERIKSSUND MUSEUM

Kom i julestemning når Frederikssund Museum indbyder til julehygge for hele familien i december.

Nisserne har glædet sig hele året til besøg og har sørget for masser af julede aktiviteter i hyggelige omgivelser, når Frederikssund Museum inviterer til julehygge d. 10.-11. december. Her kan du bl.a. besøge nisseværksstedet, hvor du kan lave en nisse af langhalm og en fin juledekoration af naturens materialer eller dekorere dit eget lækre honninghjerte med glasur. Du kan også lave julepynt af træ og filt, lige til at hænge på juletræet.

Lørdag den 10. og søndag den 11. december kl. 13.30 kan du også komme bag kulisserne på museet, når museumsinspektør Naomi Pinholt viser rundt i de nyistandsatte udstillingslokaler i hovedbygningen og fortæller om, hvordan man laver en museumsudstilling.

Søndag den 11. december kl. 12.00 kan du komme i julestemning, når Frederikssund Musikskoles blæser- og harmoniorkester, under ledelse af Ian Price, spiller julemusik på gårdspladsen.

Fra den 3. til den 19. december kan du gå på skattejagt i museets hyggelige have, og hjælpe den gamle museumsinspektør med at finde de ting og sager, som de frække færgegårdsnisser har gemt i træerne. Som tak for hjælpen trækker museumsinspektøren lod blandt fem af svarene.

Har du ikke fundet juletræet til at hænge pynten på endnu, har spejderne fra Grevinde Danner Gruppen linet byens flotteste juletræer op på gårdspladsen og sælger også varme drikke og lune æbleskiver.

Så på med nissehuen og tag familien under armen til masser af julehygge og børneaktiviteter. Der er gratis adgang for alle.

Datoer for salg af juletræer:

3.-4. december kl. 10.00 – 16.00

10.-11. december kl. 10.00 – 16.00

17.-18. december kl. 10.00 – 16.00

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • juletræer
  • arrangement
  • julehygge
  • jul
  • frederikssund museum

Frederikssund Museum er den del af museumskoncernen ROMU, som blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværkemuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle og Domkirkemuseet

ROMU undersøger, indsamler og formidler kulturarven i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner, og er et af 10 museer, der på landsplan, er blevet udpeget af Kulturarvsstyrelsen til at varetage tilsynet med landets fredede fortidsminder. ROMU forestår tilsynet i det centrale og vestlige Sjælland.

ROMU arbejder tæt sammen med en lang række aktører herunder bl.a. Roskilde, Frederiksund og Lejre Kommuner, Roskilde Universitet, Roskilde Bibliotek samt en lang række nationale og internationale kulturaktører. ROMU er arbejdsplads for mere end 50 museumsansatte

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535