Pressemeddelelse -

NYT TIDSSKRIFT GIVER PLADS TIL KULTURHISTORISK MUSEUMSFORSKNING

Museumskoncernen ROMU og Museum Sydøstdanmark står bag et helt nyt tidsskrift for forskningen på de kulturhistoriske museer. GEFJON – arkæologi og nyere tid udkommer 3. november ved en reception på Roskilde Museum.

Der mangler en kanal, hvor de kulturhistoriske museers forskning kan få komme til orde, og hvor museernes viden kan deles på tværs af museerne. Derfor er museumskoncernen ROMU og Museum Sydøstdanmark gået sammen i et nyt samarbejde, der d. 3. november udgiver tidsskriftet 'GEFJON - arkæologi og nyere tid'.

"GEFJON skal give rum til at præsentere de nyeste forskningsresultater, som bliver produceret på de kulturhistoriske museer. Vores nye tidsskrift vil vise museumsforskningens mange aspekter, dens høje videnskabelige niveau, og – nok så væsentligt – være talerør mellem forskerne på museerne," siger en af tidsskriftets redaktører, Ole Kastholm, som er museumsinspektør og arkæolog ved ROMU.

Kulturarvschef ved Museum Sydøstdanmark Kristoffer B. Pedersen supplerer: "Det videnskabelige indhold er blevet sikret ved, at alle artiklerne er fagfællebedømte, og samtidigt har forfatterne og redaktørerne sørget for at artiklerne er læsevenlige og vedkommende uden for meget akademisk spindelvæv"

Museumskoncernen ROMU og Museum Sydøstdanmark redigerer indholdet af GEFJON og udgiver tidsskriftet i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.

Udgives ved reception

Udgivelsen af GEFJON fejres ved en reception d. 3. november på Roskilde Museum kl. 15.15. Her vil nogle af projektets hovedpersoner holde tale, og man kan få lov at bladre igennem det nye tidsskrift, som bl.a. kan købes i butikken på Roskilde Museum og på Museum Sydøstdanmarks museumsbutikker i Køge, Næstved, Vordingborg og Stege. Der er fri entré til receptionen og alle er velkomne.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • roskilde museum
  • museum sydøstdanmark
  • forskning
  • arkæologi
  • museum
  • reception
  • arrangement

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværkemuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle og Domkirkemuseet

ROMU undersøger, indsamler og formidler kulturarven i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner, og er et af 10 museer, der på landsplan, er blevet udpeget af Kulturarvsstyrelsen til at varetage tilsynet med landets fredede fortidsminder. ROMU forestår tilsynet i det centrale og vestlige Sjælland.

ROMU arbejder tæt sammen med en lang række aktører herunder bl.a. Roskilde, Frederiksund og Lejre Kommuner, Roskilde Universitet, Roskilde Bibliotek samt en lang række nationale og internationale kulturaktører. ROMU er arbejdsplads for mere end 50 museumsansatte

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535

Relateret materiale