Pressemeddelelse -

LEDER AF DANMARKS FØRSTE BØRNE- OG UNGEHOSPICE

Danmarks første børne og ungehospice, der indvies på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup til november, har udnævnt afdelingssygeplejerske Nanette Quistorff til leder. Nanette Quistorff har i 6 år været ansat på Sankt Lukas´s voksenhospice, der åbnede for 22 år siden, og som i dag støttes af det offentlige. Det bliver ikke tilfældet med børnehospicet, idet sundhedsminister Nick Hækkerup ikke ønsker det offentlige involveret endnu, som det sker og i mange år er sket i Sverige, England, Skotland og Tyskland. Ungehospicet etableres derfor alene for Sankt Lukas egne midler samt private gaver og donationer fra fonde.

- Børn og unge har akkurat som voksne brug for et hospice, og jeg mener, at det offentlige bør støtte det på lige fod med det voksenhospice, siger Nanette Quisdtorff. Når livstruende sygdom rammer børn og unge, involveres hele familien. Derfor indretter vi de 4 dobbeltstuer, vi nu etablerer, så rummelige, at hele familien både dag og nat har mulighed for at være sammen omkring det syge barn. Jeg tror, alle kan forestille sig, hvilken følelsesmæssig belastning det er for forældre og søskende og det daglige familieliv med et livstruet barn, når den afmagt, uvished og angst, der følger med sygdommen, sætter dagsordenen, fortæller Nanette Quistorff.

På Sankt Lukas børne- og ungehospice bliver det muligt at give de livstruede børn og unge en lindrende (palliativ) behandling på et højt specialiseret niveau som et væsentligt supplerende tilbud til den indsats, der er forankret i hospitalsregi. På Sankt Lukas udføres indsatsen af et specialiseret tværfagligt team bestående af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykolog, socialrådgiver, præst m.fl.

Direktør for Sankt Lukas Stiftelsen Søren Bønløkke:

- Med udnævnelsen af Nanette Quistorff har vi fået en daglig leder med den erfaring og de betydende kvalifikationer, der er nødvendig for at kunne lede et børn- og unge hospice. Nanette Quistorffs baggrund kombinerer lang erfaring med hospice og palliation med konkret erfaring fra en specialiseret palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital og børnekræftafdelingen på Rigshospitalet. Nanette Quistorff er uddannet sygeplejerske med specialuddannelse i kræftsygepleje og har været ansat på Sankt Lukas Hospice de seneste 6 år.

Nanette Quistorffs første store opgave på Sankt Lukas bliver at samle et dedikeret team af sygeplejersker, som skal efteruddannes inden for det krævende og specialiserede arbejde med livstruede børn og unge.

I Danmark forventes det, at ca. 750 børn og unge hvert år har behov for kontakt med et børne- og ungehospice. Det er baggrunden for, at Sankt Lukas allerede nu arbejder på oprettelsen af et permanent børne- og ungehospice med 10-12 pladser i en ny bygning, der opføres til formålet.

- Det er vigtigt at have fokus på livskvalitet og livsudfoldelse til det sidste, siger Nanette Quistorff. Filosofien på et børne- og ungehospice er, at udfoldelse af liv, herunder familieliv, i videst mulige omfang ikke begrænses af sygdom, behandling og fysiske rammer. Sygdomsforløb hos livstruede børn og unge er anderledes end hos voksne, og det er overordentlig vigtigt, at de fysiske rammer og muligheder passer til de mange behov børn og unge har. Der skal være rum til liv med leg og aktiviteter inde såvel som ude, plads til fysisk udfoldelse og det sociale liv med forældre, søskende og venner. Kort sagt samvær, der er væsensforskelligt fra det, en hospitalsstue kan rumme.

Foto: Nanette Quistorff – afdelingssygeplejerske og daglig leder af børne- og ungehospice på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup her sammen med stiftelsens direktør Søren Bønløkke.

Yderligere oplysninger:

Nanette Quistorff, telf. 2490 2491, naqu@sanktlukas.dk

Søren Bønløkke, Direktør Sankt Lukas Stiftelsen. Tlf. 39453596

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • børnehospice
  • sankt lukas stiftelsen

Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen er en

diakonal organisation med et diakonifællesskab.

Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen arbejder med diakoni

i omsorg for mennesker i forskellige aldre og livssituationer.

Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen

arbejder inden for Den danske Folkekirke.

Kontakt

Søren Bønløkke

Pressekontakt Direktør 3945 3596

Relateret materiale