Pressemeddelelse -

2 Scania med 53 tons avanceret råstyrke

Tekst og fotos: Lise Marie McLoughlin Nielsen. Film: Jorrit van der Baan

”Det må være en skrivefejl”, udtalte Arbejdstilsynet, da hjælpevognschef Jørgen O. Johansen fra Banedanmark, og hjernen bag de to mesterværker, præsenterede oplægget på de to nye hjælpebiler, inden projektet gik i gang. Men de to Scania blev fredag til virkelighed, og Jørgen kan se tilbage på fem års spændende arbejde med udvikling, specificering, opbygning og test af to meget specielle lastbiler.

Se opbygningschef Otto Hirschel og salgschef for Effer Kraner, Per Foldager, fortælle om de to avancerede hjælpebiler i denne film:

53 tons med R 730 V8 motor og 5-aksler, specialbygget chassis med to avancerede Effer kraner, fjernbetjening med 48 funktioner og sænkbare skinnehjul i begge ender af køretøjet. Det er blot nogle af de mange specifikationer, som kendetegner de to hjælpevogne, som fredag morgen blev leveret til Banedanmark.De 3 meter brede og 13,5 meter lange hjælpevogne skal bruges som udrykningskøretøjer hos Banedanmark, når der er behov for bjærgning og kranopgaver ved for eksempel uheld eller store opgaver på det danske skinnenet.

De er konstrueret og godkendt til at køre op til 110 km/t på motorvej og op til 70 km/t på skinner og er opbygget som 2-vejs-køretøjer, dvs. at de både kan køre på landevej og på skinner. Når hjælpevognene kører på landevejen, er skinnehjulene hævet ca. 50 cm over vejbanen.

- Når de ankommer til nærmeste jernbaneoverskæring i forhold til opgaven, køres hjælpevognen ind på skinnerne, og skinnehjulene sænkes, så chassiset løftes ca. 20 cm over skinnerne. Hjælpevognen kan dermed nå frem til en opgave ved banelegemet uanset afstanden til vejen, fortæller Jørgen O. Johansen.

Et af de helt specielle krav, da hjælpebilerne skulle godkendes til udrykningskøretøjer, var at der blandt andet skulle monteres lygter i begge ender, som kan skifte farve fra hvid til rød, alt efter hvilken køreretning de har. De skulle desuden have horn og blå blink.

- Frontdelen på den nye følgevogn er bygget ud fra førerhuset, og den normale kofanger og de originale lygter er bibeholdt. Det giver en pæn afslutning og så er det jo praktisk, hvis lastbilerne en dag er udsat for et uheld. Så behøver Banedanmark ikke at få delene specialfremstillet. Man får bare sat nye originale Scania dele på, lyder det begejstret fra opbygningschef Otto Hirschel, som sammen med sit team i Århus har stået for forstærkning af chassis’erne og en masse andre små detaljer.

To avancerede Effer kraner

Også de to kraner på hjælpevognene er ret specielle. Den store, en EFFER 2755 knækarmskran med løftekapacitet på 270 t/m, er opbygget med flere unikke funktioner. Bl.a. er den udrustet med fire meters sideværts støttebensvandring, så den kan forskyde kranbilerne sidelæns fra ét skinnespor til et andet. Den er desuden forsynet med løfteåg, så de kan løfte et afsporet tog op på skinnerne med blot 60 cm frihøjde til de elektriske køreledninger over toget. Kranen kan på 5,5 meter løfte 40 tons, som er kravet for at kunne løfte et IC 4 tog tilbage på skinnerne.

- Den lille Effer Baby-Crane skal bruges til at løfte de 1 tons tunge plader, som skal understøtte støttebenene, når hjælpebilerne skal udføre opgaver på mindre godt fundament, hvilket jo ofte er tilfældet på banelegemer, fortæller salgschef for Effer Krancenter Per Foldager.

De to lastbiler og kranerne kan betjenes via en fjernbetjening, som har 48 funktioner.

Fakta om Banedanmarks to nye Scania R 730 hjælpevogne:

Chassis: 5-akslede Scania R 730 LB 10x4*6 HNB med 16,4 liters V8-motor på 730 hk, 14-trins GRSO925 gearkasser med fuldautomatisk gearskifte, tandemtræk samt CR19 sovekabineførerhus med fladt tag. Leveret af Nyscan a/s i København v. salgskonsulent Stig Eg Jensen.

Forstærkninger: ekstra kraftig chassisramme i hele køretøjets længde lagt uden på chassisets normale chassisramme. Dertil ekstra forstærkninger i for- og bagende til montering af skinnehjul. Udført af Scania Danmarks opbygningsafdeling i Aarhus.

Kraner: EFFER 2755 knækarmskran med tre hydrauliske udskud, løftekapacitet på 270 t/m samt fire meter sideværts støttebensvandring for manøvrering fra vej til skinner. Leveret af EFFER Krancenter i Aarhus v. salgschef Per Foldager.

Skinnehjul: hæv- og sænkbare enkelthjul forrest og tvillinghjul bagest med hydrostatisk kraftoverføring fra lastbilens motor. Produceret og monteret af SRS Sjölander AB i Osby ved Hässleholm i Sverige.

Kærrer: specialbyggede 2-akslede kærrer med 6 meter lad, containerlåse til 2x10’ containere til transport af støttebensplader, løfteåg og andet kranudstyr. Ekstra lang akselafstand for max. stabilitet ved høj hastighed. Produceret af Fyns Karosseribyg i Odense

Emner

  • Lastbiler, transportbil

Kategorier

  • scania
  • bjærgning
  • bugsering
  • skinnehjul
  • kraner
  • kran
  • v8
  • banedanmark
  • r 730
  • opbygninger
  • lastbiler

Scania Danmark er den officielle importør af Scania lastbiler og busser, og er en del af bilkoncernen Volkswagen Group, som består af 10 brands fra 7 Europæiske lande.

Scania beskæftiger i alt cirka 900 medarbejdere, inden for forskellige faggrupper som Mekanikere, Salg, Marketing, Teknik, IT, HR, Finans, Økonomi og Service på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.

Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal oppetid.

Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale