Pressemeddelelse -

Beredskabsstyrelsen vælger Scania

Beredskabsstyrelsen og Scania Danmark A/S har indgået en to-årig rammeaftale om levering af Scania lastbiler til Beredskabsstyrelsens brand-, rednings- og logistikopgaver. Den nye rammeaftale dækker dels Beredskabsstyrelsen egen løbende udskiftning af sin vognpark på ca. 300 tunge lastbiler, men også Forsvaret og ikke mindre end 92 kommunale brand- og redningsberedskaber er dækket af rammeaftalen.

For de kommunale beredskaber vil indkøb på den nye rammeaftale forenkle indkøbsprocessen betydeligt, da alternativet vil være at igangsætte en udbudsrunde for hvert enkelt køretøj, hvilket er ressourcekrævende for både køber og leverandører.

Modulsystem

Beredskabsstyrelsens rammeaftale med Scania dækker indkøb af køretøjer til et bredt udvalg af beredskabets mange brand-, rednings- og logistikopgaver. Det gælder både traditionelle automobilsprøjter og tankvogne samt mere fleksible hejseladsbiler til kørsel med mange forskellige typer opbygninger.

Rammeaftalen omfatter Scania lastbiler, der kan skræddersys præcis til det aktuelle anvendelsesområde takket være Scanias fleksible modulsystem, hvor et forholdsvis lille antal standardkomponenter kan kombineres på et stort antal forskellige måder. Chassiset kan således leveres med to, tre og fire aksler samt træk på én, to, tre eller fire aksler.

Mandskabsførerhus

Aftalen dækker Scania P- og G-serie lastbiler med hhv. lavt og mellemhøjt placeret førerhus, herunder også Scanias meget populære fabriksbyggede 4-dørs CrewCab mandskabsførerhus helt i stål, der i kraft af omfattende korrosionsbehandling sikrer lang levetid. Fælles for Scania-lastbilerne er, at de er udrustet med Scanias driftssikre, økonomiske og miljøvenlige 5- og 6-cyl. Euro 6 rækkemotorer fra 250 til 490 hk i kombination med enten automatgear eller manuelle gearkasser med fuldautomatisk Opticruise gearskiftesystem.

Ud over levering af lastbilerne skal Scania bidrage med instruktion og efteruddannelse af Beredskabsstyrelsen medarbejdere samt levere reservedele og forskellige serviceydelser. I rammeaftalen har Beredskabsstyrelsen desuden indgået kontrakt med hollandske Ziegler Firefighting Equipment, der er repræsenteret i Danmark af GVK Brandmateriel ApS i Gråsten for leverance af komplette rednings- og tankopbygninger til Scania-chassiserne. Her kan alle parter nyde godt af, at Ziegler allerede i dag har et tæt samarbejde med Scania og stor erfaring i at bygge redningskøretøjer på Scanias chassiser.

Kommunal tilfredshed

Også på kommunalt niveau glæder man sig over det tætte samarbejde mellem Beredskabsstyrelsen og Scania.

- Rammeaftalen vil give store administrative lettelser for de enkelte beredskaber, for med aftalen slipper vi for at sende hvert enkelt indkøb i udbud, siger beredskabschef Sven Urban Hansen fra Sorø Brandvæsen. Han har siddet med i den arbejdsgruppe under Beredskabsstyrelsen, der har fastlagt kravspecifikationerne i aftalen.

- Vi har stillet krav om høj sikkerhed for brandfolkene, fleksibilitet i chassisspecifikationerne samt let adgang til et effektivt servicenetværk. Alle punkter opfylder Scania, så jeg er overbevist om, at rammeaftalen er en fordel for alle parter. Her i Sorø er vi i hvert fald godt tilfredse med de Scania brandkøretøjer vi råder over, fastslår Sven Urban Hansen.

Beredskabsstyrelsen vil i den nærmeste fremtid også indgå aftale med leverandører omkring levering og montering af bl.a. hejselad. For at opnå størst mulig fleksibilitet og hensyn til lokale ønsker kan de kommunale beredskaber ifølge rammeaftalen desuden indkøbe Scania chassiser og selv vælge anden leverandør af opbygningen uden om rammeaftalen.

Emner

  • Motor

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 41.000 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2013 omsatte Scania CV AB for SEK 86,8 mia. og opnåede et nettodriftsresultat på SEK 6,2 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

 

Kontakt

Anton Freiesleben

Salgsdirektør, lastbiler Salg af nye og brugte lastbiler til danske vognmænd / transportvirksomheder +45 25518049