Pressemeddelelse -

Scania erklærer krig mod højresvingsulykker

På trods af de seneste års ekstra fokus på højresvingsulykker, går det desværre galt indimellem, når lastbilchauffører og cyklister krydser hinandens spor. Hver gang der sker en ulykke, dukker der forslag op om lovpligtig montering af ekstra udstyr på lastbilerne eller på cyklerne, nye lovbestemmelser eller flere oplysningskampagner. Ulykkesstatistikken viser med al tydelighed, at ingen tilsyneladende har fundet de vises sten for at reducere risikoen for højresvingsulykker. Det prøver den danske Scania-organisation nu at råde bod på ved at igangsætte et forsøg med registrering og analyse af trafiksituationer fra normal trafik i Storkøbenhavn.

- Vi må desværre konstatere, at der på trods af diverse oplysningskampagner, ekstra spejle på lastbilerne og generel fokus på højresvingsulykker stadig sker ulykker mellem svingende lastbiler og ligeud-kørende cyklister, siger regionschef Henrik Mortensen fra Scania i Ishøj, der har taget initiativ til forsøget.

- I stedet for at foreslå endnu en teknisk løsning, ny lovgivning eller flere oplysningskampagner griber vi problematikken an fra den modsatte side. Vi vil kortlægge nogle af de trafiksituationer, hvor risikoen for ulykker er størst, og når vi får et større kendskab til risikofaktorerne, vil vi kunne udvikle mere effektive løsninger, fastslår Henrik Mortensen.

Kamera-lastbil

Scanias forsøg går ud på at udruste en lastbil med fire avancerede kameraer og lagre optagelserne på en harddisk i lastbilen med henblik på efterfølgende analyse. Kameraerne optager løbende alt, hvad der sker omkring lastbilen, og når eller hvis chaufføren oplever en kritisk situation, trykker han på en knap, der gemmer 15 sekunders optagelser før og efter aktiveringstidspunktet.

- Vi tror, at optagelserne af rigtige situationer i trafikken vil give os en større forståelse af, hvilke faktorer, der udløser de kritiske situationer, hvad der præcist sker i situationerne og - ikke mindst – hvordan vi bedst muligt reducerer risikoen for højresvingsulykker, siger Henrik Mortensen.

De fire kameraer på lastbilen er placeret, så de dækker 360 grader omkring lastbilens førerhus og forhjul. To kameraer er placeret lavt på førerhusets forreste hjørner og optager vandret bagud, mens to kameraer er placeret højt på fronten og optager lodret ned hhv. foran og til højre for lastbilen.

- Det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke er ude på at pege fingre ad den ene eller anden part i trafikken men på en objektiv måde ønsker at blive klogere på de kritiske situationer og årsagerne til dem, fastslår Henrik Mortensen.

Erfaren chauffør

Det er den 51-årige lastbilchauffør Henning Verner Olsen – bedre kendt som Baloo – der kører forsøgslastbilen. Han har kørt lastbil i godt 30 år, og efter en karriere med bl.a. eksportkørsel over det meste af Europa kører han nu primært med skibscontainere i Storkøbenhavn samt Tyskland og Sverige med udgangspunkt fra Københavns Frihavn.

- Jeg glæder mig til at komme i gang med forsøget, for vi SKAL have reduceret antallet af højresvingsulykker. Det er lige tragisk hver gang det sker, for der er mange ofre. Det går selvfølgelig mest ud over cyklisten og dennes familie, men det går også hårdt ud over chaufføren. Jeg har selv mærket på egen krop, hvor slemt det er at være involveret i sådan en ulykke og håber ikke, at det skal overgå for selv min værste fjende, siger Baloo.

- Når jeg kører rundt i København og omegn oplever jeg jævnligt, at jeg som chauffør gør mit yderste for at undgå de kritiske situationer, men at det kun er tilfældigheder, der forhindrer en ulykke. Jeg er overbevist om, at vi ved at optage og analysere disse situationer bliver bedre til at finde brugbare løsninger, fastslår han.

Fakta:

Det er planen, at forsøgslastbilen i første omgang skal køre i normal trafik de kommende tre måneder, hvorefter Scania vil præsentere de foreløbige resultater og konklusioner fra forsøget ved Ishøj Truck Show i slutningen af august.

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • højresvingsulykker
  • lastbiler
  • trafiksikkerhed
  • scania
  • baloo
  • lastbilchauffører

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 41.000 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2013 omsatte Scania CV AB for SEK 86,8 mia. og opnåede et nettodriftsresultat på SEK 6,2 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale