Blogindlæg -

Mobil-appens syv dødssynder og seks gode råd til at undgå dem

Hvis du tror, at de syv dødssynder er noget, der udelukkende hører middelalderen til, kan du godt tro om igen. De lever nemlig i bedste velgående i moderne softwareudvikling. Ingen steder trives de bedre end inden for udviklingen af mobil-apps.

For katolikkerne var en dødssynd en synd, der var utilgivelig. I softwareudvikling kan de tage livet af hele projektet. Vi præsenterer her de syv dødssynder for mobil-apps og slutter af med seks gode råd til, hvordan du kan undgå dem.

Fråseri

Der skrives mere end 120 mia. kode om året. Den enorme mængde i sig selv går ud over kvaliteten. Uoverskueligheden gør, at et hul i koden kan opdages for sent. For mobil-apps forstærkes problemet af, at de fleste programmører der udvikler mobil-apps, har erfaring fra mindre programmer og ikke med vedligeholdelse af store kodebaser, som mange virksomheders apps efterhånden kræver.

Misundelse

Hvis alle dine konkurrenter har en app, vil du også have en. Mange apps hastes til markedet på den baggrund, og det går ud over kvaliteten. Samtidig må sikkerheden ofte vige til fordel for flere og flere funktioner. Men det er den sikre vej mod katastrofen, når du går på kompromis med sikkerheden.

Hovmod

Det er naturligt at mene, at din virksomheds produkter er så unikke, at de fortjener deres helt egen app. Du vil også gerne tilbyde dine kunder en app, der kan det hele. Og når du har de bedste udviklere, hvad kan så gå galt?

I stedet for at vælge en standardiseret kode, der er veldokumenteret og robust, kan du ende med et skræddersyet monster proppet med sårbarheder.

Begær

Hvem har lyst til at være kedelig og genbruge gennemprøvede elementer? Du vil hellere bygge en app fra bunden med brug af de nyeste teknologier. Et simpelt mobilsite kan ikke gøre det, heller ikke en hybrid-app. Den skal være specialdesignet og native.

Nu over-investerer du i et specialdesignet monstrum med kors, bånd og stjerner, der koster en formue, men stadig ikke adresserer de egentlige svagheder.

Grådighed

Du indsamler al den data om brugerne, du kan. Ikke fordi du skal bruge den, men fordi du kan. Men den data du indsamler, skal du kunne beskytte. Et datalæk kan smadre dit salg, ødelægge dit brand og kundernes loyalitet. Problemet forværres i mobil-apps, fordi mobile enheder indeholder så meget følsomt persondata.

Vrede

Marketing bliver vrede på IT fordi de bygger usikre apps. IT bliver vrede på marketing for at være uklare om deres forventninger. Alle bliver vrede, når et vigtigt system bryder ned eller lækker data. Al den energi kunne have været brugt på at lave et grundigt forarbejde.

Vrede over en fejlet mobil-app får de involverede til at glemme, at de er på samme hold, og illustrerer, at der fra begyndelsen har manglet enighed om endemålet.

Dovenskab

Udviklere er ikke dovne. Der er bare for mange incitamenter til at fokusere på andre målsætninger end at skrive en ren og sikker kode. Når sikkerhed og privatlivsbeskyttelse ikke bliver designet som en del af softwaren fra begyndelsen, og der kun testes til sidst i processen (når det er langt dyrere at lave ændringer), ender vi med usikre og sårbare systemer.

Hvad du skal gøre for at slippe uden om de syv dødssynder

De syv dødssynder kan ødelægge integriteten af ethvert softwareprojekt. Men den svære balance mellem de forretningsmæssige og tekniske krav gør mobil-apps til de allermest sårbare af slagsen.

Det er vigtigt at huske på, at selvom det tager lidt længere tid, før din app rammer markedet, eller den lanceres med lidt færre funktioner, så er det intet mod den katastrofe, der lurer, hvis appen er usikker og fyldt med fejl.

Seks gode råd til at sikre din næste mobil-app

Katolikkerne stod til ansvar med deres eget (efter-)liv, hvis de var skyldige i én af de syv dødssynder. Så meget risikerer du ikke, men du kan spare dit næste projekt en tur i skærsilden, hvis du følger nedenstående seks gode råd:

1. Træk vejret før du overhovedet går i gang, og stil dig selv spørgsmålet, om du overhovedet behøver en mobil-app.

2. Lad være med at have blind tillid til mobil-appens tekniske miljø.

3. Før du går i gang, gør alle involverede i projektet opmærksomme på de syv dødssynder og deres risici.

4. Sørg for at kvaliteten af koden og sikkerheden er synlig. Få håndslag fra både forretningsenheden og IT om vigtigheden af kvalitet, sikkerhed og sikring af brugernes private data.

5. Tænk grundigt over afvejningen mellem brugervenlighed og sikkerhed – i alle skridt i processen.

6. Gør projektet så simpelt som overhovedet muligt.

Download og læs hele vores e-bog The Seven Deadly Sins of Insecure Mobile Apps [https://www.sig.eu/insight/the-seven-deadly-sins-of-insecure-mobile-apps/]

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kontakt

Theis Eichel

Pressekontakt Adm. Direktør +45 28 60 22 06

Relateret materiale