Pressemeddelelse -

Samarbejdslæring skal bringe unge fra Danmark og Kenya tættere på hinanden

Skolerne i Oure udgiver ny bog forfattet af skolens efterskoleelever. Bogen er et produkt af et flerårigt samarbejde mellem skolen og tre skoler i Kenya, som skal styrke internationalt samarbejde og bringe unge fra Danmark og Kenya tættere på hinanden.


Efterskoleelever bag ny bog: Lad os trække i flok

Mandag den 23. februar udkommer bogen Harambee – Let’s learn together. Udtrykket ’harambee’ er Kenyas officielle motto og betyder ”lad os trække i flok”.

Netop samarbejde og dialog har været omdrejningspunktet for udarbejdelsen af bogen, som er sammensat af forskellige artikelbidrag fra efterskoleelever fra Skolerne i Oure Sport & Performing Arts. Eleverne skal deltage i den globale samtale med unge, som har et andet perspektiv og grundlag at tale ud fra både økonomisk og kulturelt.

Bogudgivelsen er produktet af en intensiv tema-uge og et flerårigt samarbejde mellem Skolerne i Oure og tre skoler i Nairobi, Kenya. Efterskoleeleverne agerede i denne uge journalister. De producerede interviews og reportageartikler til bogen.

Flere af de unge har skypet sammen, og det er planen, at de skal lære hinanden at kende via elektroniske medier og siden mødes personligt ved længerevarende udvekslingsophold.

Artiklerne giver læseren perspektiv på den samfundsmæssige og teknologiske udvikling i Kenya set gennem de unge efterskoleelevers briller. Flere af artiklerne reflekterer endvidere over den kenyanske kultur, og undersøger hvordan det er at være ung i Kenya.

De unge elever fra Oure har arbejdet og samarbejdet intensivt med Skolerne i Oures samarbejdsskoler i Nairobi, Kenya.

Sidste gang jeg hørte om Kenya i nyhederne var den 22. november. Her bliver historier om Al-Shabaab, Ebola og korruption fortalt i stedet for at fortælle historien om et Kenya i udvikling. Findes der intet godt? Det tror vi på Oure Efterskoles redaktion, at der gør. Vi tror på, at der findes en anden historie. En historie, der ikke er bygget på terror og rædsel. Vi har besluttet os for at finde den historie. Vi stiller spørgsmål ved vores opfattelse af Kenya. - Landet i varmen af Josefine Maria Rossing

Josefine, som er 16 år og dyrker boardsport i 10. klasse, fortæller om samarbejdet med Kenya:
”Vores opgave har været først at undersøge noget og herefter at skrive om det. Vi har nok lært, at det indblik, vi har i andre lande er anderledes end det, som vi lige går og regner med. For eksempel har Kenya haft Mobile Pay i mange år før os, det hedder bare noget andet. For mig har projektet betydet, at vi har fået vendt det hele på hovedet. Indtil nu har vi kun set alle de her forfærdelige billeder. Men udviklingen er jo i gang. De unge er præcis ligesom os, de går op i de samme ting, men de har bare ikke de samme muligheder som os. Den er faktisk den eneste forskel.”

Overskuddet fra bogsalget går ubeskåret til skolens Kenya-projekt, som er et samarbejde mellem Skolerne i Oure og tre skoler i Kenya: Sadili Oval Sports Akademi, Raila Educational Centre og Alliance High.

Samarbejdet er støttet af den Kenyanske mesterklub i fodbold Gor Mahia, det Kenyanske fodboldforbund samt den danske ambassade i Kenya.

Internationalt samarbejde skal fremme samarbejde og forståelse

Kenya-projektet har til hensigt at fremme samarbejde og forståelse mellem eleverne på Oure og kenyanske jævnaldrende. Det vil udfordre og forhåbentlig anspore eleverne til at kaste et nyt blik på sig selv. Målet er at udvikle co-learning (samarbejdslæring) mellem eleverne i Kenya og eleverne i Oure.

Kenya-projektet er på flere måder en konkretisering af Skolerne i Oures værdigrundlag, hvor idealet er ansvarlige verdensborgere, der med udgangspunkt i universelle værdier som menneskerettigheder, demokrati og videnskabelig indsigt påtager sig medansvar for egen og menneskehedens fremtid.

Han er i den alder, hvor børn gennemsnitligt starter i skole, men der er ikke råd til, at han skal starte. Til aftensmad står den på majsmel, der er kogt op med vand til en fast masse. Hvis man er heldig, så er der bønner på, nogle dage spiser man det råt. Nærende men uappetitlig. Kan det være rigtigt, at vi her i Danmark, kan starte i skole som 6-årige uden problemer, når man i Nairobi, næsten ikke har råd til mad? Der er unge, som løber rundt på gaden, i bare tæer, eller hvis de er heldige, har de klipklappere på. Her i Danmark tænker unge på, hvilket mærke skoene er. Er det Nike, Adidas, Puma eller et fjerde mærke? De unge i Danmark, tænker ikke over, at der på den anden side af jorden er mange mennesker, som ikke ejer et par sko. - Ungdom i Nairobi af Amalie Dalsgaard

Kenyaprojektet er tværfagligt og går på tværs af alle Skolerne i Oure; henholdsvis efterskolen, gymnasiet og højskolen. Baggrunden for samarbejdet er at vise eleverne på både efterskolen, højskolen og gymnasiet i Oure, at de er en del af en større verden.

”Den nære hverdag fylder naturligt meget for de unge mennesker, men de er også en del af en større sammenhæng. Den skal de lære om, konfronteres med, vokse ind i og kunne tage ansvar for. Vores elever skal deltage i den globale samtale med borgere, som har et andet perspektiv og grundlag at tale ud fra både økonomisk og kulturelt”, udtaler rektor på Oure Kostgymnasium, Allan Kruse, Rektor.

Skoleledelsen på Skolerne i Oure Sport & Performing Arts besøgte i oktober 2014 de tre samarbejdsskoler i Nairobi i Kenya.

”Udgangspunktet for projektet har været det her co-learning. Ideelt set er co-learning en læringsform, hvor man har en ping pong mellem de afrikanske elever og de danske elever. Og det er vi kommet et skridt nærmere i det her projekt. I og med vi har haft besøg af Sami fra Kenya og har haft den direkte kontakt med andre repræsentanter landet, har vi nedbrudt den barriere bedre. Det næste skridt vil være ren co-learning. Vi har startet med at skabe platform for den mere personlige og konkrete kontakt. Mange ting bliver her afmystificeret. Men vi er ikke nået til det mere teoretiske samarbejde endnu. Det har vi endu til gode,” fortæller Jens Nørgaard Lauridsen, som er lærer og medlem af Kenyaudvalgtet.


Spørgsmål og presse

For pressemeddelelser og nærmere information omkring samarbejdet med Kenya kontakt venligst kommunikationsmedarbejder Louise Møhl 2334 7022 (mobil) eller lom@oure.dk


Skolerne i Oure Sport & Performing Arts

Danmarks største kostskole med efterskole, gymnasium og højskole. 950 årselever mødes med udgangspunkt i deres interesser og om dannelsesmålet at skabe kommende verdensborgere.

Harambee – Let’s learn together
1. udgave 1. oplag februar 2015
Trykt i 1.100 eksemplarer
Layout og tryk: Trykteam Svendborg A/S
Skolerne i Oure Sport & Performing Arts

UDGIVELSESDATO: 23. februar 2015

STØT KENYAPROJEKTET OG KØB BOGEN!
www.oure.dk/nyheder/stoet-kenya-projektet-koeb-bogen

Related links

Emner

  • Skole

Kategorier

  • uddannelse
  • socialt ansvar
  • verdensborgerskab
  • kenya
  • unge
  • efterskole
  • gymnasium
  • co-learning
  • samarbejdslæring
  • medier
  • internationalt samarbejde

Skolerne i Oure blev etableret i 1987 og består af Oure Efterskole, Oure Gymnasium og Oure Højskole. Tilsammen på de tre skoler er der 850 elever og 180 ansatte, og Skolerne udgør hermed Danmarks største kostskolemiljø.

Skolerne udgør et unikt, moderne uddannelsesmiljø, hvor eleverne vælger en speciallinje inden for sporten og de kunstneriske fag.