Pressemeddelelse -

Ældre kan nu rejse alene - sammen

Ældre Sagen, der er en af landets største organisationer med op mod 800.000 medlemmer, indleder nu et samarbejde med Spies, der er Danmarks største rejsearrangør. Samarbejdet har bl.a. fokus på at kunne tilbyde enlige ældre enkeltværelser uden, at de skal betale ekstra.

Rejserne produceres under overskriften ”Rejs alene – sammen med andre”. Det lægger op til, at der i rejsens pris indgår en række fælles aktiviteter som en fælles velkomstmiddag og en heldagsudflugt med frokost. Endvidere er der betalt for mad på flyet og transport til og fra hotellet.

- En sådan rejse til f.eks. Rhodos med indlagt mulighed for fælles aktiviteter ville normalt koste 6.699 kr. på et hotel med kategori 3+. Ældre Sagens medlemmer kan nu komme afsted for 4.899 kr. f.eks. den 4. juni. Der er ikke tale om dating-rejser for ældre, men rejser hvor de enlige kan hygge sig med ligesindede i det omfang, som de selv har lyst, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Ældre Sagens medlemmer kan også købe ”almindelige” ferierejser med rabat. – Vi har etableret en speciel sektion på vores hjemmeside, som medlemmerne af Ældre Sagen kan klikke sig ind på ved at anvende deres medlemsnummer. Ud over her at kunne hente en rabat på nybookinger på 250 kr. vil de løbende kunne finde attraktive tilbud på pakkerejser med fly, siger Torben Andersen.

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Emner

  • Turisme

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.

Kontakt