Pressemeddelelse -

Spanien blev danskernes feriefavorit

Gran Canaria, Mallorca, Kreta og Tenerife topper listen over danskernes mest populære rejsemål i 2017. Spanien er populært som aldrig før, men også Grækenland og Cypern oplevede en voldsom vækst – en vækst, der vil fortsætte i det nye år viser de aktuelle salgstal for sommeren 2018.

I 2017 købte tæt ved 1,2 millioner danskere en charterrejse. Af dem rejste cirka hver fjerde med Spies. Gran Canaria og Mallorca var de største rejsemål, mens Kreta hittede i Grækenland. Her er også de små øer inde i en god vækstperiode.

-Grækenland står endnu stærkere hos danskerne end før 2015, hvor landet var ved at gå bankerot. Faktisk er tilstrømningen nu så stor, at vi føjer nye rejsemål til vores destinationsliste for 2018. Det gælder Den olympiske Riviera på fastlandet og Korfu,fortæller produktchef Carlos Cebrian fra Spies.

Trenden er i øvrigt den, at danskerne booker deres ferierejse tidligere end før. De mange koncepthoteller er vigtigere for rejsevalget end rejsemålene i sig selv. Vil man være sikker på, at få plads på ens favorithotel, skal man altså være tidligt ude. Allerede nu har Spies åbnet for vintersalget 2018/19 med bl.a. Gambia som nyhed. Direkte på stranden bygger selskabet et nyt voksenhotel, der får navnet Sunprime Tamala Beach.

Efterspørgslen på ferierejser er generelt stor. –2017 bliver et rekordår for os. Og de gode takter fortsætter ind i det nye år. Vi har allerede nu solgt 10 pct. flere sommerrejser end på samme tidspunkt i fjor. Igen til sommer booker Cypern godt – løftet frem af to hotelnyheder, nemlig familieresortet Ocean Beach Club og voksenhotellet Sunprime Protaras Beach, siger Carlos Cebrian.

Her er danskernes favoritter i 2017:

1. Gran Canaria

2. Mallorca

3. Kreta

4. Tenerife

5. Tyrkiet (Alanya, Side og Belek)

6. Rhodos

7. Fuerteventura

8. Lanzarote

9. Cypern

10. Hurghada

11. Madeira

12. Phuket, Thailand


Yderligere information: Produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93, eller kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Emner

  • Turisme

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.

Kontakt