Pressemeddelelse -

Møllecruise et stort hit hos Stena Line

Stena Lines Møllecruise til Anholt Havmøllepark er særdeles populært. Næsten 1000 mennesker har sikret sig en plads ombord på Stena Nautica, som lørdag 26. april to gange sejler ud til Danmarks absolut største havmøllepark.

- Interessen for dette Møllecruise bliver ved med at overgå vores forventninger. Det er glædeligt, og vi ser frem til endnu et par spændende ture, siger Operational Manager Inge Lise Riis fra Stena Lines afdeling i Grenaa.

Inden de to ture 26. april har over 5.500 været med Stena Line på Møllecruise med Stena Nautica, som normalt sejler mellem Grenaa og Varberg.

Stena Nautica sejler fra Grenaa henholdsvis kl. 10.00 og 14.00. Møllecruiset varer tre timer. Ombord er en repræsentant fra DONG Energy, som fortæller om Anholt Havmøllepark. Derudover er havbiolog og chef for Aqua Akvarium & Dyrepark,

Jørgen Lund Møller, med. Han gør passagererne klogere, når det gælder havmøllerne og forholdet til dyrelivet på bunden og omkring møllerne.

Der er endnu ledige pladser på begge afgange. Book eventuelt på stenaline.dk eller på tlf. 96 200
290. 

Anholt Havmøllepark er en af verdens største havmølleparker. 111 møller blev installeret på to vintre og en sommer. Flere end 3000 men­nesker har arbejdet på stedet og mere end 100 skibe har været indsat. Det første fundament blev rammet i havbunden nytårsaften 2011, og den sidste mølle var installeret i juni 2013. Parken dækker fire procent af Danmarks elforbrug. Den blev officielt indviet 4. september af hendes Majestæt Dronningen. Indvielsesceremoni og efterfølgende middag blev holdt på Stena Nautica.

Emner

  • Rejser

Kategorier

  • stena line
  • havmølle park
  • anholt
  • anholt havmøllepark

Stena Line er en international transport- og rejsevirksomhed og et af verdens største færgerederier. Stena Line har 22 strategisk beliggende færgeruter i Skandinavien, omkring Storbritannien og i de baltiske lande. 

Den samlede flåde består af 38 moderne færger. I 2012 rejste over 14,4 million passagerer med koncernens færger, og der transporteredes 3 millioner biler og 1,9 millioner fragtenheder.