Pressemeddelelse -

Stofa flytter tættere på digitale talenter

Tv- og bredbåndsleverandøren Stofa flytter nu sit hovedsæde til Aarhus. Det sker for at komme tættere på den store digitale talentmasse, som hvert år udklækkes i Aarhus.

SE-ejede Stofa vil fra foråret 2017 samle ca. 400 af sine medarbejdere i et nyt hovedsæde i Aarhus. Det sker i erkendelse af, at tiltrækning af nye digitale kompetencer bliver helt afgørende for fuldførelsen af Stofas vækststrategi:

- Det er helt afgørende, at vi fortsat formår at genopfinde os selv, og derfor er tiltrækning af digitale talenter et must for vores førerposition inden for TV og bredbåndsløsninger. Det kan vi bedre i Aarhus, hvor de nye talenter udklækkes, forklarer Stofas direktør Ole Fruekilde og fortsætter: - Samtidig ser vi en lang række fordele ved at samle mange af vores medarbejdere. Vi har været på en fantastisk rejse de seneste år og er vokset betydeligt på både medarbejder- og kundesiden, og nu tager vi hul på et nyt kapitel i Stofas historie.

Alle Stofas medarbejdere er blevet tilbudt at flytte med til Aarhus, og Ole Fruekilde har en klar forventning om, at stort set alle siger ja tak til dette. Udover Stofas medarbejdere vil flere aktiviteter fra ejervirksomheden SE også blive samlet på den nye lokation:

- SE er historisk en jysk virksomhed, og det giver mening at samle flere aktiviteter i den jyske hovedstad, hvor vi allerede har en lokation nord for byen. Det lukker vi nu ned og flytter også disse aktiviteter til Slet Parkvej, uddyber direktør i SE, Niels Duedahl. Stofa har været i energiselskabet SE’s ejerskab siden 2013.

- Aarhus er i rivende udvikling, og det samme er SE og vores digitale forretningsenhed, Stofa. Med endnu flere kræfter samlet ét sted vil vi etablere en slagkraftig lokation, som kan skabe synergi på tværs af afdelinger, og som kan drive den digitale udvikling af vores produkter.

Stofas nye hovedsæde bliver i Bestsellers tidligere hovedkvarter på Slet Parkvej i Aarhus Syd. Her vil 7.500 kvadratmeter fra foråret 2017 blive hjem for afdelinger fra hele Stofa-organisationen, herunder bl.a. Kundeservice, Salg, Marketing, Produkt- og forretningsudvikling, Drift og beredskab samt Stofas ledelse.


For yderligere spørgsmål:

Ole Fruekilde, adm. direktør i Stofa – mobil 2030 8037

Niels Duedahl, adm. direktør i SE – mobil 2922 8508

Jan Lyng Lauridsen, kommunikationschef i SE – mobil 2053 5876


Fakta:

  • Adresse: Slet Parkvej 1-7, 8310 Tranbjerg.
  • Bygningerne på Slet Parkvej rummer i alt 16.900 kvadratmeter, hvoraf SE-koncernen lejer sig ind i de 7.500 af dem. Bygningerne er fra 1999 og ejet af AP Pension.
  • SE har samlet ca. 1.500 medarbejdere.
  • Stofa har siden 2013 været en del af SE-koncernen.

Emner

  • Underholdning

Kategorier

  • bredbånd
  • internet
  • se
  • stofa
  • tv

I Stofa har vi med en succesfuld strategi og en fremtidssikret platform skabt en markant position på det danske telemarked.

Vi er 675 medarbejdere, der hver dag kæmper for endnu bedre digitale oplevelser ved at udfordre vanetænkning og sætte nye standarder til gavn for mennesker og virksomheder i Danmark. Sammen med vores tv-, bredbånds- og telefonikunder er det vores mål at gøre Danmark til en digital vindernation.

Stofa er en del af energi- og telekoncernen, SE, der bl.a. leverer el, energi-effektivisering, fiberbredbånd og kabel-tv til over 700.000 kunder. SE koncernen har rødder i både Syddanmark og Nordjylland, og koncernes ca. 1.500 medarbejdere arbejder fra forskellige lokationer i hele Danmark. Vi lever efter værdierne åbenhed, mod, bæredygtighed og nærhed. Inden for rammerne af vores værdier har vi syv forpligtende leveregler, som præger alt, hvad vi gør på tværs af hele SE koncernen.

Læs mere om Stofa på www.stofa.dk og om SE-koncernen på www.se.dk.

Kontakt

Henrik Eske

Pressekontakt Kommunikationspartner Stofa, Stofa erhverv og SE/Stofa sociale medier 3092 0641