Pressemeddelelse -

En knaldrød juletræsfod, et urinal og en fodgynge

Struer Museum viser udstillingen Danish Design Award 1965 – 2018 frem til januar 2019, hvor du kan se mere end 100 designvindere. Det er alle ting og sager, som vi omgiver os med til dagligt. Men med deres sublime form og geniale bagvedliggende ideer, overgår de brugsgenstande i almindelighed. Du kan bl.a. se vandhanen fra VOLA, tricyklen fra RABO, pumper fra Grundfos, Legoklodsen, Flipper jollen, møbler, lamper, plakater, logoer og ikke mindst hele ni prisvindende designs fra Bang & Olufsen.

”Det har været en spændende men også udfordrende opgave at samle alle genstandene til udstillingen. Ikke alle virksomheder gemmer sine historiske genstande, og mange er blevet integreret med andre virksomheder. Især har Flipper jollen været svær at få i hus, da de vellidte joller havde deres storhedstid i 1970’erne og nu synger på sidste vers. Men takket være ”Flipper jollens venner” på Facebook har det alligevel kunnet lade sig gøre at låne én gennem en Flipper-entusiast. Udstillingen giver et godt indblik i, hvad godt dansk design er igennem tiden – og minder os om at form og funktionalitet altid er i rivende udvikling mod noget helt nyt”, udtaler museumsinspektør Majken Høgh Olsen.

På udstillingen kan du læse om Designcenterets argumenter for prisudgivelserne, og se hvordan deres arbejde med designs har udviklet sig fra helt klassiske rumlige genstande til så uhåndgribelige størrelser som apps til mobiltelefoner.

Juryen fra Danish Design Award udtaler følgende på deres hjemmeside om årsagen til priserne:

Juletræsfoden:

Dansk Røde Kors har skabt en unik juletræsfod i samme form og farve som organisationens logo. Alt overskud fra salget af foden går til økonomisk udsatte familier.

Juryen siger:
En klar og enkel visuel idé, der virker. Det er The Christmas Supporter et eksempel på. Kampagnen kommunikerer et unikt budskab ved på en genial måde at udnytte juletræsfodens form og de særlige associationer, der knytter sig hertil. Når Røde Kors logoet bliver synligt som en del af det rituelle øjeblik, hvor vi bærer vores juletræ hjem, trænger velgørenhedsbudskabet igennem med varme og humor.

Peefence

Peefence er et pissoir til musikfestivaler og andre store udendørs arrangementer. Det består af en let, bøjelig plasticmembran, der kan installeres på et flytbart hegn på få minutter uden brug af værktøj.

Juryen siger:

Fællesskab, musik og en lugt af urin. Disse tre ting plejer at hænge sammen på sommerhalvårets mange udendørs festivaler og events. Peefence urinalet er en proaktiv designløsning, der tager kampen op med de uhygiejniske forhold og gør det enkelt for arrangører at opsætte fleksible urinaler. Bæredygtighed er tænkt ind fra start til slut, da både produktion og transport kræver meget lidt energi. Produktet fremstår tilgængeligt og uhøjtideligt og gør det let for trængende mænd at urinere på en hensigtsmæssig måde.

Swnx

Gør det muligt for børn at bevæge benene uhæmmet uden at støje eller forstyrre andre. Det modvirker nervøsitet og hyperaktivitet, styrker koncentrationen og fremmer læring.

Juryen siger
Et enkelt, men unikt produkt, der løser et enkelt, men omfattende problem. Det er Swnx – en fodgynge, designet til børn, der har svært ved at sidde stille. Fodgyngen kan hjælpe læreren med at skabe ro i klasserum med mange bevægelsesglade elever, ligesom den kan hjælpe det enkelte barn til at finde koncentration eller få afløb for sin energi på en ikke-forstyrrende måde. Som en bonus kan den også modvirke inaktivitet hos voksne med stillesiddende arbejde.

Related links

Emner

  • Design

Struer Museum er et statsanerkendt museum med ansvar for nyere tids kulturhistorie i Struer Kommune. Vi indsamler, registrerer, bevarer, forsker og ikke mindst formidler livet, som det har formet sig i egnene nord og syd for Oddesund fra 1500-tallet og frem til i dag. Museet har særligt fokus på Bang & Olufsen og på kulturlivet ved Limfjorden.

Kontakt

Jesper Bækgaard

Pressekontakt Museumsleder