Nyhed -

Fra frivillig på Studenterhuset til job i musikbranchen

Fra frivillig på Studenterhuset til job i musikbranchen

På Studenterhus Aarhus bliver der hver måned arrangeret koncerter i Cafeen og i Stakladen, og disse koncerter bliver planlagt og gennemført af de frivillige i Studenterhuset Kulturgruppe, hvor de studerende trives med et stort ansvar.

Af Kaspar Ottosen, kommunikationsmedarbejder på Studenterhus Aarhus

På Studenterhus Aarhus er der hvert år over 400 arrangementer planlagt og udført af studerende, og en af de grupper, der laver events, er Kulturgruppen. Den består af 12 frivillige og to sjakbajser, Heidi Schack Nannberg og Jonas Lundquist, med det overordnede ansvar. Gruppens medlemmer har mange forskellige interesser, og det smitter af på de mange events, der blive holdt på Studenterhuset. Det har været alt fra foredrag og vinsmagning til Diary Slam og et utal af koncerter i mange forskellige stilarter og størrelser.

Både Heidi og Jonas har brugt deres frivillige arbejde på Studenterhuset til at få en fod indenfor i musikbranchen. De er arrangører på SPARK Festival på Godsbanen d. 26. maj, der er en endagsfestival for elektronisk musik.

- Kulturgruppen har været en platform hvor jeg har haft mulighed for at lære en masse både fagligt og menneskelig. Studenterhuset arbejder med en læringsstrategi hvor man kan få tildelt den mængde ansvar, man selv ønsker. Jeg har fået mulighed for at lære at booke koncerter og få ansvar for større projekter, og ikke mindst har det betydet at Jonas og jeg har haft mulighed for at etablere SPARK Festival uafhængigt af Studenterhuset. Det har givet os noget troværdighed inden for branchen og en selvsikkerhed, der har resulteret i, vi tør springe ud i større projekter, siger Heidi Schack Nannberg.

Et springbræt ind i kulturlivet

Ved siden af planlægningen af deres egen festival er de også i fuld gang med af planlægge et af årets vigtigste event i Kulturgruppen, Newbees Festival, der er en tilbagevende festival på Studenterhuset for upcoming musik.

- Det er for Kulturgruppens vedkommende uden tvivl årets mest omfangsrige projekt og planlægningen starter allerede i januar og aktiverer alle medlemmer i gruppen. Det er både voldsomt interessant og lærerigt at være til at skabe noget større end et enkeltstående arrangement af et par timers varighed, selvom de mindre arrangementer selvfølgelig også er fede, siger Jonas, der har fået rigtig meget ud af sin tid som frivillig.

- Mit virke i Studenterhuset har givet mig et springbræt ind i kulturlivet og har klædt mig godt på til det. På Studenterhuset kan man få et stort ansvar, og det lærer man virkelig meget af, og så har jeg selvfølgelig fået en masse nye venner, siger han.

Den samme oplevelse har Heidi, der gennem Studenterhuset fik en praktikplads hos SPOT Festival, hvor hun blandt andet har været med til at afvikle SPOT Festival.

- Jeg havde en idé om, jeg gerne ville arbejde i musikbranchen, men jeg troede ikke, det var muligt at få en fod indenfor. Mit frivillige arbejde i Studenterhuset har uden tvivl betydet meget for den retning, jeg har drejet min karriere. Jeg har fået en forståelse af, hvor meget rammerne betyder for en god oplevelse både for publikum og band. Jeg har haft mulighed for at afprøve en masse ting, og det har været en mulighed for at bruge de ting jeg lærte på mit studie, Musik, Lyd & Kommunikation, ude i den virkelige verden, siger Heidi.

En bred vifte af kompetencer

Det er ikke kun de to sjakbajser, der har fundet vej til musikbranchen. Jeppe Rasmussen, der også er frivillig i Kulturgruppen, har også brugt de kompetencer, han har opnået på Studenterhuset til at søge videre, og han arbejder i dag som manager i et nystartet managementbureau, der hedder A&R Musicmanagement.

- Jeg har fået en masse faglig viden og forståelse for, hvordan musikbranchen hænger sammen, som jeg har stor gavn af i det arbejde jeg laver i og uden for Studenterhuset. Jeg har fået mulighed for at være helt tæt på og få fingrene ned i alt det arbejde, der ligger omkring det at konceptudvikle, booke og afvikle koncerter. Min tid i Studenterhuset har givet mig en bred vifte af kompetencer, som jeg ikke tror, man kan få ret mange andre steder i Aarhus.

Har du også en drøm om at arbejde i musikbranchen, så mangler vi frivillige til vores Kulturgruppe. Er du interesseret så skriv til Kultur- og Aktivitetskoordinator Laurits Axelsen på mail: lax@studenterhusaarhus.dk.

Læs mere om festivalerne:

Newbees Festival

Spark Festival

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • karriere
  • studieliv
  • live musik

Kontakt

Janus Priess

Pressekontakt PR- og kommunikationskoordinator PR, ekstern og intern kommunikation, grafisk, frivilligledelse, medlemsadministration 40 90 40 64

Relateret materiale