Nyhed -

Nyt samarbejde skal afdække potentialet for robotteknologi på Storebæltsbroen

Blue Ocean Robotics og Sund & Bælt vil i et nyt samarbejde undersøge udviklingsmulighederne for brug af robotteknologi til blandt andet drift og vedligehold på Storebælt.

Sund & Bælt er i gang med et teknologispring, der skal sikre en mere effektiv og intelligent drift og vedligeholdelse af Storebæltsforbindelsen. Drift & vedligehold og reinvesteringer af de omfattende anlæg beløber sig hvert år til ca. 500 mio. kr., og derfor vil nogle få procents effektiviseringsgevinster medføre ganske stor besparelse på driften. Dem vil Sund & Bælt finde ved at tage ny teknologi i brug. Flere initiativer er allerede i gang, og samarbejdet med Blue Ocean Robotics skal som et af de mange initiativer bidrage til at afdække potentialet. Ambitionen er at gøre Storebælt til et omdrejningspunkt for Sund & Bælts arbejde med at udvikle og anvende ny teknologi med danske og internationale samarbejdspartnere.

Dagligt passerer godt 35.000 biler forbindelsen, og det tal ventes fortsat at stige. Samtidig øges anlæggenes alder, og teknologispringet skal derfor fremtidssikre forbindelsen, så trafikken også fremover kan køre sikkert over en forbindelse, der er åben døgnet rundt med et vedligehold, der udføres effektivt. Samarbejdet med Blue Ocean Robotics har til formål at afdække, hvilke opgaver der fremover kan foregå med robotter. Med den viden på plads kan Sund & Bælt begynde at indgå partnerskaber med de førende teknologipartnere, der kan levere fremtidens løsninger.

- Big Data, Internet of Things, sensorer og robotter er en del af hverdagen i nogle brancher, men i bygge- og anlægsbranchen er det endnu ikke slået fuldt igennem. Det vil Sund & Bælt være med til at ændre sammen med innovative teknologipartnere som fx Blue Ocean Robotics. Vi har sat os det ubeskedne mål, at vi vil være markedsleder på intelligent anvendelse af asset management i drift og vedligehold blandt infrastrukturejere, siger adm. direktør i Sund & Bælt, Mikkel Hemmingsen.

Blue Ocean Robotics forbinder robotteknologi med virksomhedsmål

Blue Ocean Robotics er en højt specialiseret virksomhed med fokus på at udvikle nye generationer af robotter til det globale marked. Udviklingen sker i samarbejde med strategiske partnere, der typisk har en stærk markedsposition og tager afsæt i en række integrerede teknologiplatforme (TP-X), hvilket sikrer synergi på tværs af Blue Ocean Robotics’ forskellige partnerskaber. Samarbejderne bygger på en unik partnerskabsmodel (RoBi-X).

Den typiske samarbejdspartner har fysiske produkter, som kan transformeres til en helt ny generation af mere intelligente produkter ved at tage afsæt i de robotteknologiske muligheder. Ofte er der tale om mere disruptiv eller radikal innovation, hvor produkterne re-designes fundamentalt, frem for mere inkremental opgradering af produkterne. Det er ofte et fællestræk, at de mere intelligente robot-integrerede produkter giver kunderne og brugerne en mulighed for signifikante forbedringer på produktivitet, (livs-)kvalitet og arbejdsmiljø. En typisk partner kan også være en servicevirksomhed eller anlægsvirksomhed som Sund & Bælt, hvor disse services og anlægsaktiviteter, som i tilfældet med Sund & Bælt, kan leveres helt eller delvist via robotter. Fælles for robot-transformationen af de fysiske produkter og services er, at det åbner op for at skabe skalérbare, digitaliserede (IoT, Big Data, AI, Industry 4.0) og service-orienterede forretningskoncepter hos partneren og Blue Ocean Robotics.

- Hos Blue Ocean Robotics er vi glade for at indlede samarbejdet med Sund & Bælt, og det er ganske perspektivrigt, at vi skal afdække potentialer for robotteknologi på anlæg, som både omfatter broer, vejbaner og tunneller. Vi har allerede igangsat de indledelse øvelser gennem vores velafprøvede RoBi-Roadmap program, som er en del af vores RoBi-X model. Her vil vi afdække og kortlægge, hvordan robotteknologi kan bruges til inspektion og vedligehold til vands, til lands og i luften. Hermed skabes et optimalt afsæt til at få robotiseret bygge- og anlægsbranchen, som indtil nu kun i begrænset omfang har taget robotteknologien til sig, udtaler de tre Co-CEO’s i Blue Ocean Robotics, Claus Risager, Rune K. Larsen og John Erland Østergaard.

Om Blue Ocean Robotics

Blue Ocean Robotics er en højt specialiseret virksomhed med fokus på at udvikle nye generationer af robotter til det globale marked. Udviklingen sker i samarbejde med strategiske partnere, der typisk har en stærk markedsposition. Mens Blue Ocean Robotics tager sig af udviklingen og teknologien, tager partneren sig af det globale salg, service og produktion. Udviklingen tager afsæt i en række integrerede teknologiplatforme (TP-X), hvilket sikrer synergi på tværs af Blue Ocean Robotics’ forskellige partnerskaber. Samarbejderne bygger på en unik partnerskabsmodel (RoBi-X). Læs mere på www.blue-ocean-robotics.com.

Om Sund & Bælt

Sund & Bælt er en teknologidrevet infrastrukturvirksomhed, som ejer og driver forbindelserne over Storebælt og Øresund og om nogle år også forbindelsen over Femern Bælt til Tyskland. Vores forbindelser bidrager dagligt til at øge mobiliteten for de mere end 250.000 fritids- og erhvervsrejsende, som benytter vores infrastruktur. Sund & Bælts ambition er at digitalisere driften af de store anlæg i partnerskab med eksterne teknologieksperter som Blue Ocean Robotics for at opnå en besparelse på 2 pct. årligt de næste fem år til gavn for det danske samfund. Læs mere på www.sundogbaelt.dk.

Kontakter:

Thomas Midtgaard-Jørgensen, Marketingschef, Blue Ocean Robotics ApS, +4560124004, tmj@blue-ocean-robotics.com

Lene Gebauer Thomsen, Kommunikationschef, Sund & Bælt Holding A/S, +4533416261, lgt@sbf.dk

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • bro
  • teknologi
  • robotteknologi
  • drift
  • vedligehold
  • blue ocean robotics
  • sund og bælt
  • sund & bælt
  • samarbejde
  • storebæltsbroen
  • industry 4.0
  • iot
  • claus risager
  • mikkel hemmingsen
  • storebælt
  • john erland østergaard
  • rune k. larsen
  • infrastruktur
  • ai
  • big data
  • robot

Kontakt

Sofja Sivertsev

Pressekontakt Digital Manager, Presse 24 78 40 55

Lene Gebauer Thomsen

Pressekontakt Kommunikationschef 21 70 44 50

Relateret materiale