Pressemeddelelse -

Danmarks største OPP-projekt udfordrer alle ingeniørdiscipliner

Grontmij får brug for en bred vifte af kompetencer som ingeniør på Danmarks hidtil største OPP-projekt, et nyt Psykiatrisk Center på 50.000 kvadratmeter ved Det Nye Universitetshospital i Aarhus.

I slutningen af juni blev det klart, at Grontmij skal udføre samtlige ingeniøropgaver på Danmarks hidtil største OPP-projekt. Et team bestående af KPC Herning A/S, PKA og teknik- og driftsselskabet Wicotec Kirkebjerg samt Arkitema og Grontmij som rådgivere sikrede sig opgaven med både at designe og opføre det nye psykiatriske center samt stå for driften i 30 år. For nylig kom der så underskrifter på kontrakterne – selv om projektteamet allerede er godt i gang med arbejdet.

”Et OPP-projekt er forskelligt fra traditionelle byggeprojekter. Det stiller markant større krav til de rådgivende ingeniører, der må mestre samtlige ingeniørdiscipliner, hvoraf særligt kravene til energidesignet og valg af de tekniske installationsløsninger er store,” siger markedsdirektør hos Grontmij i Aarhus, Martin Kjær, der sammenligner et OPP-projekt med ”at starte med et helt blankt stykke papir og dernæst tænke projektet inklusive 30 års drift ind i løsningen”.

Særligt commissioning er en vigtig ingeniørdisciplin i projektet. Det er projektteamets ansvar, at økonomi, drift og teknik fungerer optimalt i 30 år. For brugeren, Region Midtjylland, er det som at bo til leje. Hvis noget ikke virker, ordner ”viceværten” det – uden ekstra huslejeomkostninger.

”OPP-modellen har betydning helt fra starten af projekteringen. Vi bliver nødt til at gå meget mere i detaljer tidligt i processen, fordi vi ud over at kigge på komponenternes funktion, pris og undseende også skal have stor fokus på parametre som rengøringsvenlighed, holdbarhed, serviceintervaller og meget mere,” påpeger Martin Kjær, der ikke er i tvivl om, at OPP alt andet lige betyder et kvalitetsløft af byggeriet.

Projekt-teamet, der vandt OPP-opgaven om Psykiatrisk Center, deler nu lokaler med Grontmij i Aarhus. De første ca. 10 medarbejdere er flyttet ind og godt i gang med opgaven. De gør i stor udstrækning brug af Grontmijs erfaringer fra de øvrige sygehusbyggerier, blandt andre Gødstrup og Rigshospitalet.

”At sidde fysisk sammen i hele teamet er fantastisk – og gør, at designprocessen bliver markant mere smidig og effektiv,” slutter Martin Kjær.

Fakta om Psykiatrisk Center m.m.

Psykiatrisk Center omfatter en voksen- og en børnepsykiatrisk afdeling med ambulatorier og sengeafsnit med 260 sengepladser på i alt 40.000 kvadratmeter samt et selvstændigt afsnit til retspsykiatri på 10.000 kvadratmeter.
Første spadestik ventes at blive taget primo 2016, og tre år senere, 1. januar 2019 ventes Psykiatrisk Center taget i brug. Det er en forudsætning, at klinisk og teknisk personale, patienter og pårørende inddrages i projektet. Det er derfor udarbejdet som et rammeprojekt, hvor mange detaljer planlægges i brugergrupper. Projektteamet vil i denne del af processen bruge Grontmijs erfaring med at styre store projekter igennem. OPP-projektet omfatter foruden projektering og opførelse af centret også drift og vedligeholdelse af bygninger og installationer i 30 år fra kontraktunderskrivelsen. Den samlede investering i projektet udgør ca. 1,3 mia. kr. OPP-projektet omfatter også projekt for anvendelsen af det mere end 160 år gamle Psykiatrisk Hospital i Risskov. De gamle, fredede bygninger indgår som en del af handelen og skal efter 2019 omdannes til en ny bydel med 110.000 kvadratmeter boliger i et af Aarhus’ mest attraktive områder.


Emner

  • Tjenester, konsulent, service

Kategorier

  • grontmij
  • ingeniør

Som kunde hos Grontmij får du adgang til næsten 300 kontorer i hele regionen, og yderligere 50 kontorer globalt. Vi er en del af den børsnoterede Grontmij-koncern, en af de største aktører på det europæiske rådgivermarked med ca. 7.500 medarbejdere.

Vi er en social ansvarlig ingeniørvirksomhed, der arbejder på at fremme bæredygtig udvikling både lokalt og globalt. For at sikre dig, at vores arbejde altid udføres efter en høj forretningsetisk standard, arbejder vi efter et etisk ledelsessystem, der følger reglerne formuleret af vores internationale brancheorganisation, FIDIC.

Som led i bestræbelserne på at skabe værdi og bæredygtig vækst for dig som kunde og for samfundet generelt er vores miljø- og arbejdsmiljøledelsessystem certificeret efter de internationalt anerkendte standarder ISO 14001 og OHSAS 18001.

Grontmij A/S har kernekompetencer inden for projektstyring og projektledelse, og vores projektstyringssystem er fuldt certificeret efter den internationale standard ISO 9001 standard. Det giver dig projekter i høj kvalitet med sikkerhed for, at vi følger internationalt anerkendte krav og udfører dine projekter ud fra en stærk projektmodel.


Kontakt

Rune Chrøis

Pressekontakt Marketing- og kommunikationschef Internal and External communications +45 2613 0310