Pressemeddelelse -

​​Dansk støtte til skoleundervisning i Bangladesh

Grontmij i Danmark har netop indgået en millionaftale med undervisningsministeriet i Bangladesh om et nyt og omfattende uddannelsesprogram, der skal hjælpe millioner af unge i folkeskolerne til en bedre uddannelse. Samtidig skal programmet fastholde de unge fra sårbare og fattige familier på skolebænken, så de får deres afgangseksamen.

Bangladesh´s regering har som del af FN´s 2015-mål sat sig som mål at øge adgang til uddannelse for drenge og piger for herigennem at bekæmpe fattigdommen i landet. Opkvalificering af lærerstanden i landet er en del af regeringens fattigdomsbekæmpelsesstrategi.

Det nye uddannelsesprogram skal etablere en mere tidssvarende uddannelse blandt elever i 6.-12. klasse, give mere lige adgang for elever til secondary schools, opkvalificere både indhold og kvalitet i lærerundervisningen og skabe større effektivitet i undervisningsministeriet.

”Det nye program, som vi samarbejder med Bangladesh´ undervisningsministerium om, omfatter også stipendier til omkring to millioner elever fra særligt sårbare eller fattige familier for at fastholde dem i skolesystemet, så de tager deres afgangseksamen fra secondary school,” fortæller Grontmijs projektleder, Eva Cecilie Knutsen.

Flere end 100.000 læreres kapacitet skal styrkes inden for færdighedsbaserede undervisningsområder som f.eks. engelsk, bangla (modersmålet), videnskabsfag og globale studier, hvor lærerne skal trænes i en mere metodisk tilgang til undervisning. Især videnskabsfag prioriteres højt af regeringen, og her vil der blive gennemført mediekampagner for at popularisere og fremme undervisningen og forståelsen af disse fag.

Undervisningsmaterialer og IT-udbuddet i skolerne styrkes, og der skal etableres Information Hubs i udvalgte skoler og institutioner. Kapaciteten i undervisningsministeriets departement for secondary schools og på skolelederplan vil også blive styrket.

FAKTA:

Grontmij i Danmark har været involveret i skoleprojekter i Bangladesh i knap 20 år, men det nye projekt er mere komplekst i den forstand, at det vil bistå Bangladesh’ regering i at koordinere de investeringer, der laves i folkeskolen på et overordnet program niveau. Projektet kører fra 2015-2017 og er første fase af det ti år lange program ’Secondary Education Sector Investment Program’ (SESIP), som regeringen i Bangladesh har planlagt.

SESIP programmet finansieres delvis ved hjælp af et lån fra Asian Development Bank. ADB giver et samlet lån på 500 millioner USD, Bangladesh´ regering investerer selv 1,63 milliarder USD, imens Grontmijs samarbejdsaftale om ’Program Management Consultancy’ har et budget på lidt over 5 millioner USD og består af konsulentydelser. Grontmij samarbejder med en international og tre lokale partnere for at levere ydelser under projektet.

For yderligere information, kontakt venligst projektleder Eva Cecilie Knutsen på mobil: 2723 6647

Fototekst: Skolepiger fra "Shere-Bangla Nagar Government Girls High School”, hvor lærerne har været på skolebænken. Foto er taget af: Linda Nordahl Jakobsen.

Related links

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • bangladesh
  • grontmij

Grontmij er en førende europæisk rådgivende ingeniørvirksomhed med stærke  ekspertiser inden for bæredygtigt byggeri, energi, veje og vand.  ’Sustainability by Design’ er grundstenen i vores arbejde. Vi hjælper kunderne  med at tage kvalificerede beslutninger og foretage velovervejede investeringer,  når de udvikler vores byggede og naturlige omgivelser. Grontmij blev grundlagt i  1915 og er registreret på NYSE Euronext

Kontakt

Rune Chrøis

Pressekontakt Marketing- og kommunikationschef Internal and External communications +45 2613 0310