Pressemeddelelse -

Europas største iværksætterkonkurrence bringer talenter fra hele verden til Esbjerg

SE, Region Syddanmark og Accelerace er gået sammen om Europas største og mest ambitiøse konkurrence for iværksættere ved navn Next Step Challenge. Talenter og nystartede virksomheder fra hele verden skal dyste om, hvem der kommer på de bedste og mest innovative energi- og digitaliseringsløsninger. Vinderen kåres af HKH Kronprins Frederik og løber af sted med op til to. mio kr. samt et ophold i Next Step City, Syddanmarks nye videnscenter for digitalisering og intelligente energiløsninger.

SE (tidl. Syd Energi), Region Syddanmark og Accelerace er gået sammen om at lancere Europas største og mest ambitiøse iværksætterkonkurrence. Konkurrencen er for virksomheder, der arbejder innovativt inden for digitalisering og/eller intelligente energiløsninger. Med andre ord er konkurrencen målrettet virksomheder, som kan udnytte de unikke muligheder, der ligger i, at Syd- og Sønderjylland er den region i Europa med den højeste udbredelse af lynhurtigt fiberbredbånd. 

Europamestre i digitalisering 
Energi- og telekoncernen SE er en af parterne bag det ambitiøse projekt, og ifølge adm. direktør Niels Duedahl, er baggrunden for at deltage klar:

"I SE er vi gået ind Next Step Challenge med ét klart mål: Vi vil udbygge vores position som den region i Europa, der er længst fremme med lynhurtigt fiber-bredbånd og viden om digitalisering og intelligent energi.  Vi har allerede førertrøjen på, men vi skal holde os på tæerne, så ingen vrister den fra os. Med Next Step Challenge får vi nu nogle af de allerskarpeste hjerner til regionen, og med Europas største vækstkonkurrence er vi med til at sætte en tyk streg under, at hvis der er nogen, der satser på intelligent energi og digitalisering, så er det os her i Syd- og Sønderjylland,” siger adm. direktør fra SE, Niels Duedahl.

Ifølge Niels Duedahl skal konkurrencen Next Step Challenge være med til at sætte Syd- og Sønderjylland endnu tydeligere på landkortet, som den region i Europa, der er bedst til at udvikle virksomheder, som lever af avanceret digital infrastruktur, herunder det fibernet, som SE i 2016 har gravet ud til hele Syd- og Sønderjylland.

Europas største konkurrenceNext Step Challenge er en international konkurrence, hvor 10 til 15 opstartsvirksomheder og mindre virksomheder fra hele verden hvert år konkurrerer om en samlet præmie på op til 2 mio. kr. Deltagerne gennemgår et intensivt fem måneders forretningsudviklingsforløb i samarbejde med Accelerace, mentorer og internationale eksperter. De første to måneder arbejder deltagerne fra deres hjemby. De sidste tre måneder er der krav om, at de bor i Esbjerg, og kommer til at arbejde i Next Step City – ved SE’s nye domicil.Next Step Challenge bliver den mest ambitiøse konkurrence af sin slags i Europa. Det skyldes ikke bare, at pengepræmien er den største i Europa. Det hænger også sammen med, at hver deltagende virksomhed får mere end 200 forretningsudviklingstimer med virksomheden Accelerace til hver enkelt virksomhed.

MIT er det amerikanske forbillede 
Next Step Challenge er Europas største konkurrence inden for sit felt, og det er ambitionen at tiltrække mindst 10 til 15 af verdens mest lovende virksomheder til området. Den internationale markedsføring af Next Step Challenge startede i juni 2013, og ansøgningsfristen til programmet bliver medio september. Første programrunde forventes at starte omkring 1. november. Next Step Challenge bliver afsluttet med en stor event for virksomhedsledere og investorer, hvor de deltagende virksomheder præsenterer deres nye løsninger, og hvor prisen til vinderen overrækkes af HKH Kronprins Frederik.

"Vækst og arbejdspladser kommer ikke af abstrakte planer og skåltaler, men derimod ved at alle gode kræfter, hvad enten det er offentlige eller private, går sammen. Next Step Challenge er ikke bare Europas største vækstkonkurrence, det er også en unik mulighed for at trække talenter til regionen fra hele verden. Talenter, der skal være med til at udnytte det forhold, at SE´s satsning på fibernet har gjort Syddanmark til europamestre i digitalisering," siger formand for Region Syddanmark, Carl Holst.

Next Step Challenge er designet efter amerikansk forbillede, hvor et af verdens førende universiteter, Massachusets Institute of Technoloy (MIT), i årevis har bragt elite-talenter og erhvervsliv sammen og dermed skabt et innovativt erhvervsklima i verdensklasse.

Talenter flytter til Esbjergs nye erhvervspark 
Syd- og Sønderjylland er den region i Europa, der er længst med at rulle det lynhurtige fibernet ud. Netop adgangen til højhastighedsinternet er et afgørende konkurrenceparameter for virksomheder i fremtiden. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at SE sammen med Region Syddanmark og Accelerace vælger at indlogere de konkurrerende virksomheder i Next Step Challenge i sit eget lokalområde i Esbjerg.

"Esbjerg har med Next Step City fået en ny, stærk erhvervsklynge. Nu lægger vi endnu et lag på med Europas største vækstkonkurrence, hvor vinderen jo bl.a. får et ophold i Next Step City. Det er en gave til byen, og jeg hæfter mig samtidig ved, at denne konkurrence er blevet til i smukt samarbejde mellem virksomheder og det offentlige. Det er et kæmpe aktiv for Esbjerg," siger borgmester Johnny Søttrup.

Next Step City er bygget ved siden af SE’s nye plusenergi-hovedkvarter i det nordlige Esbjerg som en erhvervspark for innovative udbydere af smart energi og digitale produkter og services. 

FAKTA OM NEXT STEP CHALLENGE

  • Next Step Challenge er Europas største og mest ambitiøse vækstkonkurrence inden for energi og digitalisering, som skal trække verdens bedste hjerner på området til Syddanmark.
  • Konkurrencen åbnes officielt onsdag den 28. august 2012 klokken 14.00. Åbningen sker i Next Step City på Edison Park, Esbjerg N. Til arrangementet vil Esbjergs borgmester, Johnny Søttrup, samt adm. Direktør for SE, Niels Duedahl, holde tale. 
  • 10-15 virksomheder udvælges i konkurrencen, hvorefter de bliver del af et fem-måneders forløb med intensiv forretningsudvikling med sparring fra førende eksperter fra Danmark og udlandet for at udvikle innovative og intelligente energi- og digitaliseringsløsninger. Når de udvalgte virksomheder ankommer til Esbjerg, får de 250.000 kr. i start-kapital
  • De udvalgte virksomheder skal i konkurrencens tre sidste måneder bo gratis i den energirigtige og innovative business park Next Step City, som huser et internationalt, levende laboratorium for virksomheder, der arbejder med at udvikle den næste generation af energiprodukter og digitalisering. 
  • Vinderprojektet modtager en præmie på op til 2 mio. kr., hvilket gør den samlede præmiepulje til Europas største. HKH Kronprins Frederik kårer den endelige vinder. 
  • Next Step City ligger i Esbjerg N, hvor deltagerne kan drage fordel af regionens hurtige fibernet, Syd- og Sønderjylland den region i EU med den største dækning af fiberbredbånd.  
  • I Esbjerg får de konkurrerende virksomheder mulighed for at teste teknologi, kunder mv. på en af verdens mest avancerede digitale infrastrukturer for at få tilknyttet mentorer fra erhvervslivet i Danmark og internationale eksperter, samt mulighed for tilknytning af en personlig coach/konsulent, som dagligt kan sparre omkring udviklingen af virksomheden.
  • For at deltage i konkurrencen – og ikke mindst vinde – skal kandidaterne have det rette produkt med en idé, der kan søsættes, det rette team med fokuserede medarbejdere samt have mulighed for at bruge minimum tre måneder fuldtid på konkurrencen i Esbjerg.
  • I Next Step Challenge kan iværksættere og virksomheder inden for smartenergi, fiberbredbåndteknologi, e-sundhed og digitale produkter deltage. 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst: 
• Jan Lyng Lauridsen, kommunikationschef i SE, tlf. 2053 5876
• Niels Duedahl, adm. direktør, SE, mobil 2922 8508




Emner

  • Virksomhed, generelt

SE er et af landets største el-selskaber og udbydere af lynhurtigt fibernet. Vi er et moderne og åbent selskab - med kort vej til dig som kunde. Vi er et andelsselskab, så alle der bor i vores forsyningsområde, og har en el-måler fra os, er andelshavere – og dermed medejere af SE. At hovedparten af vores kunder er vores medejere, er et omdrejningspunkt for hele vores tankegang. I stedet for blot at tænke på overskud og profit, kan vi koncentrere os om at skabe en sund forretning til gavn for vores medejere og hele regionen.

Kontakt

Jan Lyng Lauridsen

Pressekontakt Kommunikationschef Presse 2053 5876

Mette Husted

Pressekontakt Kommunikationskonsulent SE Next Step - Next Step Challenge, Next Step Citizen og Next Step City m.m. 40730418